Årsfesttale 2007

Rektor Lars Pallesens tale ved årsfesten på Danmarks Tekniske Universitet fredag den 27. april 2007.

Deres Majestæt, ærede ministre og medlemmer af folketinget, kære gæster, skattede kolleger, herlige studenter, mine damer og herrer.

Velkommen til denne årsfest arrangeret i samarbejde med Polyteknisk Forening.

Siden sidste årsfest er der sket store ting i dansk forskning og på DTU. En storstilet fusionsbølge af offentlig dansk forskning er skyllet hen over universiteter og sektorforskning med færre og større enheder som kvantitativt resultat, og som kvalitativt en næsten total afskaffelse af sektorforskningsinstitutionerne: sektorforskningsopgaverne skal nu løses i universitetsregi.

I betragtning af at det hele foregik – som det blev udtrykt af regeringen – frivilligt, er det bemærkelsesværdigt, at der skete så meget samtidigt og så hurtigt og med overraskende få protester fra en branche, hvor institutioner og medarbejdere ellers ikke holder sig tilbage.

At akademia og forskningsverdenen mere bredt accepterede denne flot orkestrerede proces skyldes nok flere ting. Jeg tror den vigtigste var, at processen var klog. Vi har snart alle indset, at det er nødvendigt for velstand og velfærd i Danmark, at forskningen kan klare sig i toppen af den internationale konkurrence. Og at forudsætningen herfor ikke alene er en finansiering, der matcher konkurrenternes; men at modtageapparatet af denne finansiering er gearet til at udnytte midlerne mindst lige så effektivt, som de bedste – hvilket for små enheder simpelthen ikke er i stand til.

Navnlig inden for naturvidenskab, teknisk videnskab og sundhedsvidenskab, hvor infrastruktur herunder ikke mindst kostbart udstyr er afgørende, bliver konsolidering i større enheder en forudsætning for omkostningseffektivitet; rent bortset fra at interaktion mellem forskere i større fællesskaber er nødvendig for at være i front.

Fusionerne mellem universiteter og sektorforskning har ført til, at vi i Danmark nu har tre store universiteter. To brede universiteter, i København og Århus, med den klassiske fakultetsopbygning. Og et teknisk universitet, DTU, der retter sig mod industri og erhvervsliv samt i markant højere grad mod det offentlige, myndighederne, efter fusionen med Risø, Danmarks Fødevareforskning, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Rumcenter og Danmarks TransportForskning. Det tekniske specialuniversitet er også internationalt en arketype f.eks. Imperial College, T.U.München og ETH i Europa; f.eks. Pohang, KAIST og Tokyo Institute of Technology i Østen; og i USA, f.eks. Rensselaer, MIT og CalTech, - der i øvrigt også forsker i opgaver specifikt rettet mod det offentlige.

Fagligt er det nye DTU afgørende løftet. Vi er endnu stærkere inden for det teknisk-naturvidenskabelige område. Vi kan blive internationalt absolut førende inden for bæredygtig energi. Vi har fået lovende muligheder inden for de ”hårde” samfundsvidenskaber. Og vi er væsentligt styrket specielt inden for life science, et voksende arbejdsfelt for ingeniører. Skulle der være puritanere, der måtte mene, at life science er lidt fremmed i selskab med de fire klassiske retninger maskin, kemi, bygning og elektro, skal jeg minde om, at DTU fra sin stiftelse kun omfattede de to første. Bygningsretningen blev efter megen debat og skepsis fra flere sider tilføjet i 1857, og der skulle gå yderligere næsten 50 år før elektroområdet kom til som retning. De fire klassiske retninger er ikke så kanoniske endda.

Jo, vi er svært fornøjede med fusionen på DTU’s, erhvervslivets og samfundets vegne, for med fusionen og de planer, der knytter sig dertil, har vi en næsten ideel fagbalance og afgrænsning.

Bortset dog fra ét område: I forhold til andre internationalt førende tekniske universiteter savnes et medicinsk fakultet. Når  vi så alligevel ikke nærer ønske om at få inkorporeret denne faglighed, skyldes det ikke manglende ambitioner for vort universitet. Men få kilometer fra vor campus findes et excellent sundhedsvidenskabeligt fakultet på Københavns Universitet, som vi samarbejder med i stadig øget bredde og dybde. I et land på Danmarks størrelse bør der ikke være flere sundhedsvidenskabelige fakulteter end i dag. Den perspektivrige fusionsbølge af offentlig forskning i Danmark skal ikke efterfølges af initiativer, der i realiteten vil betyde ny opsplitning af talent i for små enheder.

Implementering af en så omfattende og gennemgribende fusion som DTU står midt i, er en stor opgave hvis kompleksitet og ressourcetræk, ingen skal bagatellisere. Mange store fusioner i erhvervslivet er mislykkedes trods imponerende foranalyser, kolossal konsulentinddragelse og voldsomme fusionsbudgetter. Vi skal gennemføre det hele med succes, og som statsministeren har udtrykt det: omkostningsneutralt. Vi tror fortsat på det, men der bliver godt nok trukket store veksler på os alle. Godt vore medarbejdere er så dygtige, som de er.

I forbindelse med integrationen af sektorforskningen i universiteterne kom det til en debat om, hvorvidt forskningsfriheden ikke herved ville blive truet. Eller for at vende det på hovedet, om det politisk-administrative system mon dog ville kunne holde til, at man ikke havde styr på sektorforskningen til sine formål. At man alligevel måtte fastholde en disciplinering af forskningen på anden vis end den tidligere såkaldte instruktionsbeføjelse, som systemet jo har haft overfor sektorforskningen, – og som jeg personlig som tidligere sektorforskningsdirektør har oplevet på første hånd.

Debatten blev kort. Nogle vil sige uforløst, andre at der måske alligevel ikke var så meget at debattere. Nogle skeptikere mente, at debatten skulle have været grundigere og måske også ført til et eller andet – jeg ved faktisk ikke hvad. Men de synes at have slået sig til tåls i den forvisning, at når problemerne først opstår i praksis, så skal vi alle sammen bare se løjer. Sammenstødet vil ske mellem den for universiteter fundamentale videnskabelige uafhængighed på den ene side, og på den anden myndighedernes legitime samfundsansvar for at beslutningsgrundlag etableres og benyttes i politisk eller administrativ sammenhæng.

Faktisk tror jeg også, at dette sammenstød vil komme, måske endda jævnligt. Men spørgsmålet er, om det egentlig er et problem. Passer det i virkeligheden ikke særdeles godt til et oplyst demokratisk samfund, som det vi ønsker.

Sektorforskning går jo kort og godt ud på, at et betydningsfuldt samfundsanliggende, hvor det politisk-administrative system skal træffe afgørelser, udstede bekendtgørelser eller ligefrem lovgive, i mange tilfælde kan og bør udøve denne magt på baggrund af viden erhvervet gennem forskning. Til det formål har man i mange samfund herunder det danske oprettet designerede forskningsinstitutioner tilknyttet de relevante ministerier. Disse sektorforskningsinstitutter har været underlagt styring vedrørende emner, enkeltprojekter, ønskede ”vinkler”, afrapporteringsform og i visse tilfælde også noget der kunne tangere censur. (Jeg ønsker ikke at komme med eksempler, og for så vidt det svækker min argumentation, accepterer jeg det).

Ideen om, at myndighedsudøvelse bør bygge på den faglige ekspertviden, der måtte eksistere på området eller som i øvrigt ved en rimelig indsats kan fremskaffes ved yderligere forskning, må man i et land som vores kunne enes om er god og fornuftig. Specielt forskningsverdenen, herunder universiteterne, kan kun bifalde, at man handler på et så oplyst grundlag som muligt, nu man arbejder i en branche, der netop har gjort erhvervelse af viden og indsigt til sin raison d’être. Også det politisk-administrative system bør helhjertet tilslutte sig, i hvert tilfælde principielt og på langt sigt.

Ønskes en politisk ide ført ud i livet, kan forskningsbaseret viden naturligvis være besværlig, hvis den trækker den modsatte vej af det politiske ønske. Men det underminerer ikke demokratiet. Situationen kræver blot stærkere politiske argumenter eller klarere folkeligt mandat. Tilsvarende med myndighedsudøvelse, hvor den professionelle embedsstand i det politiske systems tjeneste må agere med skyldig respekt til landets love. Her tænker jeg ikke alene på de juridiske, men også på naturlovene og tilmed de love, der falder et sted derimellem af økonomisk, psykologisk og anden karakter. Altså også på netop forskningens bidrag.

Trækker den forskningsbaserede indsigt bekvemt i samme retning som det politiske ønske, så må det virke stærkere over for offentligheden, at ekspertstøtten stammer fra en institution med et universitets videnskabelige uafhængighed.

Det reelt større praktiske og kommunikationsmæssige problem opstår, når den eksisterende ekspertviden er usikker, når forskningsresultaterne ikke kan tolkes entydigt, eller hvor kompetente forskere udtaler sig uens eller direkte i modstrid med hinanden. Sådanne situationer kræver politisk standhaftighed og ansvar. Fordrer administrativ driftsikkerhed og balance. Og inden for akademia behøves en gensidig respekt, der tillader alternative tolkninger og en videnskabelig nerve, som fostrer forskning, så viden kan erstatte meninger.

Dette er ikke uproblematisk, men er det uønsket? Kan det ikke snarere medvirke til at klargøre de forskellige roller, som disse institutionelle samfundsaktører respektivt har, og som de har at leve op til.

Hele denne problemkreds drejer sig om såvel ytringsfrihed som forskningsfrihed.

Ytringsfriheden for forskere har universitetsloven specifikt forholdt sig til, hvilket vi på DTU er en lille smule stolte over vores andel i. Der står bl.a. ”Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”.

Det betyder, at man ikke blot kan befrygte, at en forsker vil udtale sig kritisk og offentligt, hvis vedkommende qua sin ekspertise mener, at en sektorforskningsopgave er besvaret på en måde som vedkommende er uenig i. Man må ligefrem forvente det.

Heri ligger faktisk en form for kvalitetssikring af forskningens resultater til brug i det politisk-administrative system. Skarp kritik kommer ikke fra enkeltforskere eller forskningsgrupper, når sektorforskningsopgavens videnskabelige svar kan gives med god sikkerhed inden for fagets metode og aktuelle indsigtsmæssige stade. Hvis usikkerheden er betydelig, kommer den skarpe kritik kun til udtryk, hvis denne usikkerhed er tilsidesat i besvarelsen. Men den skarpe kritik kommer sandelig, hvis besvarelsen bliver givet med ubegrundet stor sikkerhed eller præcision, eller hvis den videnskabelige argumentation simpelthen er problematisk.

Hvordan kan jeg vide det? Fordi forskere er ærekære mennesker. Kollegernes anerkendelse er afgørende. En forsker vil ikke vove sit omdømme blandt fagets fremmeste ved ubegrundet eller krakilsk kritik. Sådan adfærd vil føre til marginalisering i det videnskabelige samfund.

Forskningsfriheden forholder universitetsloven sig også til, den siger bl.a.: ”Universitetet har forskningsfrihed og skal værne om denne og om videnskabsetik”.

Man kunne i den sammenhæng spørge, om sektorforskningsopgaver fra ministerierne med deres karakter af bestillingsopgaver ikke anfægter forskningsfriheden?

På DTU har vi som teknisk universitet stor erfaring i at løse bestillingsopgaver. Disse strækker sig fra nøje specificerede andele af store transnationale EU-projekter over forskningsrådsprojekter, der, når bevilling er givet, får karakter af en ufri opgave, til samfinansieret eller rekvireret forskning med eller for en erhvervsvirksomhed.

Vi har derimod ingen erfaring i at levere bestillingssvar. Når forskningsarbejdet er udført og resultaterne foreligger, så præsenteres de i en efter omstændighederne passende form. Typisk en eller flere videnskabelige artikler, men det kan også være som patent eller rapport eller på anden vis. Ja, sågar som en fortrolig rapport, hvad der kan være gode grunde til. Aldrig begrundet i resultaterne, men besluttet på forhånd alene ud fra de forud kendte omstændigheder.

Bestillingsopgaver har aldrig  beklikket vor akademiske frihed eller videnskabelige uafhængighed, som ikke er det samme som forskningsfrihed. Forskningsfrihed i sin mest absolutte form eksisterer næppe på noget seriøst universitet og da heller ikke på DTU. En ekstrem idé om at enhver forsker kan forske i, hvad der nu måtte falde den pågældende ind, er en travesti over forskningsfrihed.

Når DTU ansætter en professor i f.eks. kemi, kan vedkommende jo ikke en dag autonomt beslutte, at det nu er brugen af accenter i 1800-tallets franske sprog, der skal forskes i. Nej, der skal forskes i kemi, for det er det universitetet har brug for, det er det den pågældende har sin ekspertise i, og det er det vedkommende er engageret til. Selvfølgelig er der begrænsninger. Og universitetsloven undgår da også elegant absurditeten, nemlig ved at lovsikre forskningsfriheden som en institutionel frihed gældende universiteterne og ikke en individuel frihed for enkeltforskeren.

Skulle nu denne hypotetiske kemiprofessor mene, at begrænsningen fra forskning i accenter er urimelig, kan han så ikke fremkomme med det synspunkt? Jo, det kan han sagtens. Det har intet med forskningsfrihed at gøre, det drejer sig om hans ytringsfrihed.

Forskningsfrihed i relation til bestillingsopgaver ligger i universitetets mulighed for og vilje til at sige ja tak og nej tak. Specielt viljen og evnen til at sige nej tak. For selvfølgelig kan et universitet med institutionel autonomi og økonomisk ansvar blive presset på pengepungen ved at undlade at gå ind i forskningsprogrammer eller afstå fra mulige forskningsopgaver, som ikke passer til universitetets profil, udviklingslinie, præferencer eller simpelthen fascination. Med andre ord forskningsfrihed kræver integritet.

Lovgivning kan aldrig sikre universiteternes forskningsfrihed. Den kan muliggøre friheden, men det er adfærden der er afgørende. I en kompetitiv, finansieringsstyret forskningsverden er det evnen til at tage initiativer koblet med viljen til at sige nej tak, der sikrer forskningsfriheden.

Tilsvarende kan lovgivningen aldrig sikre enkeltforskeren ytringsfrihed. Den kan muliggøre friheden, men det er adfærden, der er afgørende. I en netværksopbygget forskningsverden, er det evnen til at se hvornår, det er vigtigt at gå ind i en akademisk diskussion, måske ligefrem skarpt, og hvornår det blot er stødende og uden videnskabelig værdi.

Der er etik i dette her. Såvel forskningsetik i forskerens udøvelse af sin profession, som institutionsetik udøvet ledelsesmæssigt på mange niveauer. Idealt som et universitetscredo.

”Ærlig talt, er I ikke en lille smule naive på DTU?”

Næppe, hvis naivitet betyder ureflekteret troskyldighed; for vi er hverken ureflekterede eller troskyldige.

Men vi indrømmer gerne, at vi på næsten anakronistisk vis har idealerne i behold; vi vedstår gerne en idealisme – for vi er hvem vi er.

Ja, vi er hvem vi er, og det vil vi ikke gøre nogen undskyldning for.