DTU-forskere på verdens top 100-liste

torsdag 13 jun 13
|

Et innovativt samarbejde mellem DTU forskere, Kunstakademiets Arkitektskole, Henning Larsen Architects og Algreen Arkitekter har resulteret i udviklingen af en ny designmetode til renovering, der ikke kun fokuserer på at levere et bedre energiregnskab men også på at sikre bedre livskvalitet ved at optimere dagslys i bygninger og byrum: Metoden er netop nomineret til dette års Sustainia 100 award

To forskere fra DTU Byg lektor Peter Andreas Sattrup og sustainability engineer hos Henning Larsen Architects og ekstern lektor Jakob Strømann-Andersen har i samarbejde med Henning Larsen Architects og Algreen Arkitekter udviklet en ny designmetode til energirenovering. Metoden er netop nomineret til dette års Sustainia 100 award. Sustainia 100 er en guide til verdens 100 mest innovative, bæredygtige løsninger, som offentliggøres hvert år af den internationale organisation Sustainia.

Udviklingen af designmetoden, som er kendt under navnet "Daglysrenovering", er sponseret af Realdania, og modsat traditionel energioptimering, der fokuserer snævert på kilowatt-timer, fokuserer den nye metode på livskvalitet ved at optimere dagslys i boliger, bygninger og byrum.

"’Dagslysrenovering’ er et perfekt eksempel på, hvordan innovation skabes i et tæt samarbejde mellem forskning og praksis og resulterer i nye ydelser, der kan gavne mennesker, erhvervsliv og miljø. Ved at skabe en forskningsbaseret metode, der interesserer sig for dagslys som parameter i renovering af bygninger og byområder, hjælper vi ingeniører arkitekter, byplanlæggere, myndigheder og i sidste ende borgerne med at spare energi og skabe bedre miljø," siger Peter Andreas Sattrup.

Læs hele pressemeddelelsen