Foto: Louis Poulsen

Nyt lys til designklassikerne

torsdag 28 maj 15
PH-lamper og andre designikoner får nu lys, der minder om den klassiske glødepære. En gruppe forskere, belysningseksperter, designere og ingeniører er netop nu i gang med at udvikle en ny LED-pære med skræddersyet optik, der giver energibesparelser.

Til næste år får feinschmeckere det helt rigtige lys til deres ikoniske lamper. I stedet for at sætte en traditionel pære – eller rettere: lyskilde, som eksperterne foretrækker at kalde det – i de klassiske PH-lamper som PH 5-lampen og Koglen, kan de bruge en ny type LEDlyskilde, der fordeler lyset optimalt på lampens skærme og giver en flot æstetisk oplevelse.

Den nye lyskilde, der har fået navnet CooLED, giver hverken det traditionelle spotlys eller rundstrålende lys, som er kendetegnende for standardlyskilder. I stedet får hver enkelt lampe en lyskilde med en lysprofil optimeret til lampens design.

Bag projektet, der er finansieret gennem Energistyrelsens EUDP-program, står DTU Fotonik, AT Lighting, Louis Poulsen, Noliac, CB Svendsen og Teknologisk Institut.

PH-lampe uden lystab

”CooLED-lyskilden har store fremtidsperspektiver. Den differentierer sig ved at have en skræddersyet optikløsning, der blandt andet kan oplyse en PH-lampe med et minimalt lystab, præcis efter det mønster, som Poul Henningsen havde i tankerne, da han designede lampen,” siger Jacob Willer Tryde, CEO i AT Lighting ApS.

Idéen til at skabe CooLED begyndte i sommeren 2008, hvor Alexandra Alexiou, der er partner i AT Lighting, fik inspiration fra lampen ’Colombo 281’ designet af den italienske industridesigner Joe Colombo. Lampen har en fod med en gemt lyskilde, hvorfra lyset bliver ført op og ud igennem en flot svungen plade af lysledende klar akryl.

Tankerne tog yderligere form, da Alexandra Alexiou sammen med Jacob Willer Tryde arbejdede videre med idéen i deres fælles afgangsprojekt fra Danmarks Designskole. Målet var at skabe en værdig LED-efterfølger til den amerikanske opfinder Thomas Edisons klassiske glødepære.

Inspirationen til den nye lyskilde kommer fra lampen her, 'Colombo 281', hvor lyskilden sidder gemt i foden og sender sit lys op gennem det klare akryl. 
Foto Oluce 

Fungerer som i en skorsten

Lyskilden i CooLED består af en basislyskilde med en række dioder og en linse. Linsen er dedikeret til den specifikke lampe og samler eller spreder lyset, afhængigt af hvilken lampe den skal sidde i. Det giver både bedre lys og energibesparelser, da man næsten kan undgå spildlys fra lampen.

LED-lyskilden bygger på en innovativ løsning, der afkøler dioderne, og som AT Lighting søgte patent på i 2009. LED-lyskilder afgiver nemlig ikke varme igennem lyset, som man kender det fra gløde- og halogenpærer. I stedet bliver varmen afgivet fra bagsiden af LED’erne. Det betyder, at lyskilderne har behov for at blive afkølet.

I CooLED fungerer kølingen som i en skorsten, hvor varm luft ved hjælp af naturlig konvektion bevæger sig opad og skaber en kontinuerlig strøm af kold luft. I CooLED-lyskilden sidder en række køleribber, der hælder en lille smule. Hældningen bevirker, at luften får en cyklonlignende strømning op gennem lyskilden og transporterer varmen væk.

Designet adskiller sig fra normale LED-lyskilder, der transporterer varmen væk fra ydersiden og ikke op igennem lyskilden. Det har den fordel, at LED’er og strømforsyning ikke nedsætter hinandens holdbarhed som i traditionelle lyskildeløsninger, da elektronik og LED’er bliver adskilt.

Energibesparelse på op til 40 pct.

Ifølge projektleder Jesper Wolff, DTU Fotonik, er det håbet, at man vil kunne dokumentere en energibesparelse på op til 40 procent ved at designe lyset ud fra den betragtning, at hele lampen er en del af et lyssystem. Desuden skal man ikke udskifte lyskilden så ofte, da LED-lyskilden samtidig har en meget lang holdbarhed.

Sammen med kolleger på DTU Fotonik tester Jesper Wolff i øjeblikket tre linsevarianter og samler prototyperne til CooLED-lyskilder i PHlamperne PH 5, Koglen og PH 4½-3½. Det sker i DOLL Quality Lab, der er et højteknologisk lysteknisk målelaboratorium med faciliteter og udstyr til at teste og karakterisere lys fra lyskilder og belysningsarmaturer. Laboratoriet er en del af DTU Fotoniks platform, som dels anvendes til forskning og dels bruges til at validere, kvalitetssikre og udvikle fremtidens LED-belysning i samarbejde med industrien.

Projektfoto af CooLED-prototype. Billedet viser, hvordan lyset fra netop denne CooLED-lyskilde fordeles.
Her er en lyskilde til måling i en såkaldt integrerende kugle. En kuglemåling kan fortælle, hvilket lys og hvor meget lys en lyskilde afgiver, og kan derfor også fortælle om lyskildens effektivitet.
Fotos Peter Erichsen

Den rigtige pris

Sideløbende med arbejdet i DOLL Quality Lab arbejder Teknologisk Institut med at designe den mekaniske konstruktion af CooLED-lyskilden og udfører ’rapid prototyping’ af komponenterne til prototyperne. Det sker bl.a. ved hjælp af 3D-print og low-cost aluminiumsstøbning. Imens forestår AT Lighting det overordnede design og koncept, opbygger forretningsdelen og undersøger, hvordan man skal håndtere logistik, produktion og distribution.

”En af udfordringerne i projektet er at finde den rigtige pris og det rigtige design, der kan fremstilles uden store omkostninger. Vi regner med, at lyskilden kommer til at koste 20-30 procent mere end en traditionel LED-lyskilde,” siger Jesper Wolff og understreger, at den pris dog hurtigt er hentet hjem med de forventede energibesparelser på op mod 40 procent.

Et nicheprodukt

Jesper Wolff vurderer, at der er et stort marked for den nye type LED-lyskilde. De klassiske lamper bliver nemlig ikke smidt ud, men genbrugt – over hele verden. Det skaber et nicheprodukt, som ingen udbyder har specialløsninger til i dag.

”Lyskilderne henvender sig primært til lysentusiaster, som går op i lyskvalitet og i at få en god oplevelse af lyset. Det er nok urealistisk, at man som kunde vil betale over 100 kr. for en lyskilde til en IKEA-lampe til 200 kr. Derfor målretter vi lyskilden til ikoniske lamper med lang levetid,” siger Jesper Wolff.

På den baggrund er den internationale belysningsproducent Louis Poulsen A/S den perfekte samarbejdspartner, da virksomhedens PH-lamper deler samme lysfilosofi som CooLED.

Sælger oplevelser og kvalitetslys

Ifølge Hans-Erik Wolff, der er direktør og vice president i Louis Poulsen, afgøres den samlede lyskvalitet i høj grad af valget af det rette belysningsarmatur, men i lige så høj grad af den rette lyskilde i armaturet.

For at rådgive sine kunder korrekt, så de kan foretage de rette valg, foretager Louis Poulsen derfor løbende test af alle standardlyskilder på markedet. Om baggrunden for virksomhedens deltagelse i dette samarbejde siger Hans-Erik Wolff:

”Vi er bl.a. gået med i projektet på grund af den grønne profil, som CooLED signalerer. Men samarbejdet skyldes i høj grad også, at vi ønsker at gå forrest med en kunstnerisk og æstetisk tankegang. For os handler det om at sælge oplevelser og kvalitetslys.”

 

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere