CEO of PeltPower Niels Lindeburg (right) exchange visit cards with a representative from Xnovo at DTU Energy's annual PhD symposium

CEO for PeltPower ’Ph.d.-symposier åbner op for nye spændende måder at gøre tingene på’

mandag 01 dec 14

DTU Energi holdt det årlige ph.d.-Symposium med industriel deltagelse. Den administrerende direktør for PeltPower, Niels Lindeburg, deltog for at netværke og fordi viden om nye tendenser giver PeltPower et konkurrencemæssigt forspring.

DTU Energis årlige ph.d.-symposium tiltrak sig opmærksomhed fra repræsentanter fra industrien, der kom for at netværke med andre virksomheder og for at se fremtidens forskere præsentere deres forskning.

"Det er af stor betydning for en lille virksomhed som vores at deltage i arrangementer som dette for at se, hvad der rører sig på universiteterne", sagde gæsten Niels Lindeburg, administrerende direktør i PeltPower, som udvikler produkter, der høster og genbruger overskudsenergi fra solfangere og industrielle processer.

"Vi ser den nye forskning, nye teknologier og nye initiativer for at være klar til at hoppe om bord og måske opkøbe nyttige patenter for at være et skridt foran vores konkurrenter"
Niels Lindeburg, CEO PeltPower, om hvorfor han deltog ved ph.d.-symposiet

"Vi ser den nye forskning, nye teknologier og nye initiativer for at være klar til at hoppe om bord og måske opkøbe nyttige patenter for at være et skridt foran vores konkurrenter."

Som andre besøgende virksomhedsgæster har PeltPower allerede tætte bånd til DTU Energi som partner i et eller flere forskningsprojekter.

Niels Lindeburg fik ideen til at starte PeltPower, da han for nogle år siden installerede solfangere på sit hus. Installationen fungerede, men der var perioder med overskydende varme, som ikke blev anvendt til noget, og det ønskede han at finde en løsning på.

"Jeg faldt over termiske generatorer, fandt dem nyttige og kontaktede DTU og professor Nini Pryds på DTU Energi med en idé om at bruge den overskydende varme fra solfangere. Han lyttede, og siden da har vi arbejdet på et projekt med henblik på at høste og omdanne overskudsvarme fra solfangere til elektricitet", siger Niels Lindeburg, der virkeliggjorde sin forretningsidé i 2011, hvor han startede sin virksomhed.

PeltPower er, ligesom andre virksomheder inden for termiske generatorer og energiteknologier, for lille til at have et stort personale. I stedet for at hyre dyre ingeniører til fire måneders projekter for derpå at skulle lade dem gå igen, indkøber virksomhederne ekspertise og testfaciliteter, når det er nødvendigt.

"Vi har en god arbejdsrelation med DTU, hvor alle har deres rolle. Vi har en praktisk tilgang til forskning og arbejder tæt sammen med slutbrugerne af produkterne, vi kender deres behov fra et industrielt synspunkt, og vi har fokus på break-even. Forskere kan lide at forske, "siger Niels Lindeburg.

Hans erfaring er, at forskere kan lide at kaste flere bolde op i luften, som industrien så kan fange, hvis de finder forskningen interessant. Det er også hans erfaring, at branchen ganske ofte ender med at have andre og ofte bedre anvendelsesmuligheder for forskningen end forskerne selv troede muligt i begyndelsen.

"Vi kan se potentialer og måder at bruge deres forskning på, som forskerne ikke altid selv er i stand til at se. Det er derfor, det er så vigtigt for os at komme og se de ideer, som de unge forskere har, de nye trends og tendenser."

Niels Lindeburg lyttede til flere ph.d.-præsentationer ved symposiet og fandt dem alle interessante.

"Jeg hørte om to teknologier i dag, der gjorde mig nysgerrig: et oplæg om batterier, der følger tidens udvikling, hvor vi skal være bedre til at spare og gemme energi fra solen og vinden, og et andet om oxid membraner. Hele erhvervslivet har stor efterspørgsel efter ilt og gode membraner er meget nyttige. Jeg fandt også Stine Søndergaards oplæg om HT PEM brændselsceller meget interessant."

Niels Lindeburgs synspunkt er, at han muligvis kunne læse om disse teknologier andre steder, men ofte ville han ikke vide, hvor han skulle finde den specifikke viden, eller endog hvad han skulle kigge efter.

"Det at deltage i arrangementer som dette symposium åbner op for ny interessant viden og helt nye måder at gøre tingene på", siger Niels Lindeburg.

"Jeg fandt hele denne dag meget interessant, og I har virkelig smarte hoveder samlet her på DTU. Jeg håber personligt, at DTU Energi aldrig bliver bundet op på at skulle uddanne for meget i forhold til grundlæggende forskning, for det er I virkelig gode til her. I laver uvurderlig forskning for os i branchen."