OpticsCamp'13

Hænderne helt nede i teknologierne på OpticsCamp'13

torsdag 25 jul 13

Forskerspirer voksede sig igen større under DTU Fotoniks femte OpticsCamp i starten af juli 2013. Summercamp'en er gratis fra start til slut og fyldt til randen med ekspertviden for dem, der er tændt på lys.

En forsmag på livet som forsker i optik

Nitten glade og berigede gymnasieelever forlod DTU Fotonik fredag d. 12. juli efter en uge fyldt med megen lærdom og fornøjeligt samvær.

I ugens løb fik gymnasieeleverne lov til at konstruere optiske kommunikationssystemer, at bygge diodelasere, LED lys og solceller. De har også selv trukket fibre på vores træktårn. DTU er et af de meget få universiteter i verden, der har eget fibertræktårn. Det er en unik mulighed for vores gæster at kunne trække fibre selv.

De udførte rigtige eksperimenter i rigtige forskningslaboratorier med de ting, de selv havde bygget, og oplevede ved selvsyn, hvordan tingene hænger sammen.

De har haft hænderne helt nede i teknologierne som rigtige forskere og fik derfor teorien med på den sjove måde.

Introdagen

Campens første dag var en introduktion - både for de 19 gymnasielever og for 14 fysiklærere - til optikkens verden. Der var otte foredrag krydret med en masse lækker mad og kaffe, te og sodavand i Niels Bohr Auditoriet på Risø campus smukt placeret med udsigt til Roskilde fjord.

Det første foredrag var af Nikolaj Sonne fra DR’s ”So ein ding”. Han leverede et underholdende og meget informativt overblik over optikken og nogle af de anvendelser, som den har ført til i tidernes løb. Hans foredrag fungerede som en fin og motiverende forsmag på resten af dagens lærerige foredrag, der dækkede LED lyskilder, medicinske anvendelser af lasere, optisk kommunikation med laserlys, lys og himlens farver, optiske måleinstrumenter, laserteknologier og optiske naturfænomener.

Fysiklærerne gik derfra sidst på eftermiddagen godt underholdt og med mange nye og gode ideer til hvordan fysik kan præsenteres på en forståelig og inspirerende måde.

Gymnasieleverne blev delt op i fire hold og sendt af sted til henholdsvis Roskilde og Lyngby vandrerhjem.

Crash course i optik

Tirsdag, onsdag og torsdag gik det løs i laboratorierne og klasseværelserne.

Der er meget, der skal gennemgås på sådan en summercamp. Ny viden skal tilegnes, eksperimentelle teknikker til at måle forskellige fysiske fænomener skal forstås og læres, målingerne skal plottes og tolkes og der skal være tid nok til eftertanke og til at der kan stilles spørgsmål. Så det bliver let nogle lange men spændende dage for gymnasieeleverne. De forskere, der påtager sig at vejlede OpticsCamps forskerspirer, sætter en ære i at være til rådighed dagen lang alle camp’ens dage. De finder det mindst lige så spændende og underholdende som de unge og glæder sig hvert år til at være med.

Det hele skulle dog ikke kun være fagligt udfordrende. Der var så sandelig også sociale aktiviteter. Tirsdag aften bød på en samlet tur til Eksperimentariet efterfulgt af en hyggestund i solen på kajen ved Tuborg Havn med pizza og sodavand. Onsdag aften var der fællesspisning i Lyngby. Torsdag aften var afsat til at producere PowerPoint præsentationer til minikonferencen om fredagen.

Minikonference og videndeling

På camp’ens sidste dag delte hver gruppe deres nyerhvervede viden med de andre. Det var her de brugte deres PowerPoint præsentationer. Der blev stillet mange spørgsmål. Også enkelte, som vejlederne måtte svare på. Men det var imponerende så meget teori, der sad fast. Det var en meget nysgerrig og engageret gruppe gymnasieelever.

Efter endnu en god frokost hvor snakken gik i topgear, efterfulgt af rundvisninger på DTU Fotoniks Lyngby laboratorier for alle, tog vi afsked.  Dette års OpticsCamp-forskerspirer rejste hjem med overvældende mængder af ny viden, nye venskaber og kontakter og forhåbentlig en god idé om hvad livet som forsker – blandt andet i optik - indebærer. 

 

>

Paul MIchael Petersen byder velkommen 

OpticsCamp'13 

Nikolaj Sonne fortæller om optikkens udvikling og hvordan den har ændret vores liv.

OpticsCamp'13 

Niels Bohr Auditoriet på DTU Risø Campus.

 

Lars Lindvold fortæller om de medicinske anvendelser af optikken

 OpticsCamp'13

Hele gruppen fra introdagen

 OpticsCamp'13

I nærbillede

 OpticsCamp'13

Eleverne og deres undervisere

 OpticsCamp'13

De trak en fiber

 OpticsCamp'13

De byggede en solcelle

OpticsCamp'13

De konstruerede et optisk kommunikatonssystem

OpticsCamp'13

Pizza på kajen ved Tuborg Havn efter et besøg på Eksperimentarium

OpticsCamp'13

Hjælp til PowerPoint-præsentationen til campens sudste dag

 OpticsCamp'13

Spørgsmål til en præsentation på den sidste dag

OpticsCamp'13

Flere spørgsmål på falderebet

 

Se mange flere billeder på Facebook.