Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

Globale tal for sygdomsbyrden fra fødevarer

mandag 18 jan 16

Kontakt

Sara Monteiro Pires
Seniorforsker
DTU Fødevareinstituttet
35 88 70 28

Kontakt

Tine Hald
Professor
DTU Fødevareinstituttet
35 88 70 94

Hvert år bliver hver tiende verdensborger syg af den mad, de spiser, og 420.000 dør som følge heraf. Det viser en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som afdækker sygdomsbyrden ved fødevareoverførte sygdomme på globalt plan. Forskere fra DTU Fødevareinstituttet har bidraget væsentligt til arbejdet.

Viden om den fødevarebårne sygdomsbyrde er vigtig for at sætte mål for folkesundheden, prioritere ressourcer til kontrol og forebyggelse, og for at måle sygdommenes konsekvenser for folkesundheden og økonomien.

 

Statistikker over fødevarebårne sygdomme viser dog kun toppen af isbjerget, fordi kun få mennesker går til lægen, når de bliver syge af noget, de har spist. WHO har igennem det sidste årti med hjælp fra forskere fra hele verden arbejdet på at producere data, der kan korrigere for underrapportering og underdiagnosticering og derved finde frem til den reelle sygdomsbyrde – herunder har forskere fra DTU Fødevareinstituttet bidraget med væsentlige input.

 

Børn mest udsatte

Projektet viser, at hver tiende menneske på kloden i løbet af et år bliver syg af den mad, de spiser, og heraf mister 420.000 livet.

 

Fødevareoverførte sygdomme rammer alle aldre, men specielt børn er udsatte. De nye tal viser, at mere end en tredjedel af dødsfaldene sker blandt børn under fem, selvom denne aldersgruppe udgør mindre end en tiendedel af verdens befolkning.

 

Rapporten viser også regionale forskelle og afslører, at både forekomsten af fødevareoverførte sygdomme og dødelighed som følge deraf er højere i Afrika og Sydøstasien.

 

Dansk input

Som en del af et internationalt forskerteam har forskere fra DTU Fødevareinstituttet beregnet antallet af sygdomstilfælde og dødsfald, der er forårsaget af ni bakterier, vira og parasitter, som ofte smitter gennem mad og typisk giver diarre.

 

Forskere fra DTU Fødevareinstituttet har også stået i spidsen for et globalt studie, der vurderer, hvor stor en andel af disse sygdomme, der kan relateres direkte til indtag af forurenet mad. Resultaterne præsenteres både globalt og regionalt.

 

Læs mere
Rapporten om den globale sygdomsbyrde kan downloades fra WHO’s website: Estimates of the global burden of foodborne diseases.

Projektet har også resulteret i en række videnskabelige artikler i tidsskriftet PLOS ONE, som flere forskere fra DTU Fødevareinstituttet har bidraget til.

 

Læs også om instituttets arbejde med at beregne den reelle sygdomsbyrde og hvad den indebærer for samfundet som helhed i en nyhed fra den 9. december 2015: Forskning skal lukke huller i viden om sygdomsbyrde.

Relaterede Videoer  

Vis flere