Nyt nordisk klimainnovationscenter åbner dørene

mandag 10 feb 14
Over 150 centrale beslutningstagere, virksomhedsledere og repræsentanter fra den danske og internationale forskerverden var til stede, da EU’s klimakommissær Connie Hedegaard var med til at åbne et nyt klimainnovationscenter på DTU fredag 7. februar.

Der var stor interesse fra virksomheder, myndigheder og forskermiljøet, da et nyt klimainnovationscenter åbnede dørene på DTU fredag 7. februar. Blandt de mere end 150 indbudte gæster var beslutningstagere, virksomhedsledere og forskere samt andre involverede fra Sverige, Ungarn, Holland, England, Tyskland og Frankrig. Alle diskuterede behovet, nødvendigheden og udfordringerne for nye klimaløsninger.

Det nye center skal arbejde med innovation, uddannelse og entreprenørskab som en del af det såkaldte Climate-KIC (Knowledge and Innovation Community).

Climate-KIC er et af indtil videre tre initiativer, som er etableret under EU-organet European Institute of Innovation and Technology (EIT) for at finde løsninger på store samfundsmæssige udfordringer. KIC-centeret bliver det første af sin art i Danmark og forventes at bidrage til at styrke den danske og nordiske udvikling inden for klimainnovation samt skabe jobs og vækst.

DTU vandt studenterkonkurrence
Med til åbningen var EU’s klimakommissær Connie Hedegaard og forfatter og klimadebattør Tor Nørretranders, der var moderator for en paneldebat bestående af repræsentanter fra VELUX, AB Volvo, ROCKWOOL International A/S og Technische Universität Darmstadt.

Dagen bød også på en konkurrence, hvor studerende dystede om at finde verdens bedste mobilitetssystem til københavnerne i 2025. Med forslaget ’Go Green Go’ - en app, der skal motivere flere til tage cyklen og lade bilen stå, vandt DTU over de studerende fra Københavns Universitet og det svenske, tekniske universitet Chalmers. Dagen rundede af med en reception med mulighed for at netværke.

”Klimaudfordringen er en nødvendighed, som vi bliver nødt til at adressere. På åbningsdagen hørte vi, at der er en vilje fra virksomhedernes side, fra civilsamfundets side, videnskabssystemet og universiteterne til at samarbejde om løsninger. Denne KIC-platform skal øge muligheden for at udvikle samarbejder samt nye produkter og processer. Centeret er en succes, når vi lykkes med at udvikle succesfulde klimainnovationer, der bliver gode forretningsmodeller, som gør en reel forskel for klimaet og samfundet,” siger prorektor på DTU, Henrik Wegener.

Læs mere: Klimainnovationscenter indvies på DTU
 

Relaterede Videoer  

Vis flere