Foto: Anna Lykke Lundholm-Andersen

Nye ingeniører klar til at løse udfordringer med mekanisk design

fredag 24 jun 16

Kontakt

Thomas J. Howard
Lektor
DTU Entrepreneurship
50 11 59 82

Hvert år uddannes omkring 100 ingeniørstuderende på DTU Mekanik i robust design på kurset ”Robust design af produkter og mekanismer”. Kurset er et samarbejde mellem DTU Mekanik, Valcon Design og Novo Nordisk. I år har Valcon Design præmieret de 12 dygtigste studerende fra kurset med et diplom. Diplomet er et Six Theta®-graduate-certifikat, det vil sige et introduktionscertifikat som giver de studerende adgang til det næste trin. Janus Juul Rasmussen, direktør i Valcon Design, overrakte diplomerne til de studerende mandag d. 20. juni.

”Vi har stor glæde af samarbejdet med Valcon Design i forbindelse med kurset, og når de studerende her kommer ud i industrien, så vil diplomet være et bevis for at de både har noget som er direkte anvendeligt i industrien og som ikke kan fås andre steder,” siger Thomas Howard, kursusansvarlig og lektor på DTU Mekanik.


Fra tegnebræt til virkelighed
Når et produkt med et mekanisk design sættes i produktion, så udsættes det for skift i temperaturer, belastninger og små forskelle i materialernes sammensætning. Det betyder, at når man laver designet, så skal man tage højde for alle de ting som man regner med kan komme til at variere, fordi producenten ellers vil være nødt til at kassere mange af produkterne. Eller værre endnu, at de ikke fungerer som de skal, når forbrugerne står med dem i hænderne. Problemet bliver tit løst ved at man laver toleranceanalyser og forsøger at integrere det i det oprindelige design. Det er en besværlig proces fordi man hele tiden skal gå tilbage og korrigere designet, efter at emnet er blevet fremstillet.

Robust design er til gengæld en designmetode hvor ingeniøren og producenterne kommer udenom de mange forskellige toleranceanalyser og slipper for at korrigere designet løbende. Et robust design vil nemlig sige et design hvor man allerede på tegnestadiet tager højde for at produktet er modstandsdygtigt overfor alle de varierende forhold som det bliver udsat for. Det kan for eksempel være et spørgsmål om, at når ingeniøren laver tegningen, så undgår han helt at arbejde med parallelle linjer i sit design. Problemet med parallelle linjer i et design er nemlig det, at de kan findes på tegnebrættet og i matematikkens verden, men ikke i praksis.

Hvis designudvikleren så lægger ind i sit design at der er en lille hældning på, så står man med et langt mere robust design som kan tage højde for virkelighedens variationer. ”Det er et spørgsmål om hvor tidligt i designprocessen, vi kan finde fejltagelserne,” fortæller direktør i Valcon Design, Janus Juul Rasmussen. ”Parallelle linjer findes ikke i virkeligheden, og som designere skal vi ikke sætte os i en situation som er umulig og ikke findes. Vi kan løse problemet her helt uden at regne på det, bare ved at ændre vinklen til en svag hældning. Hvis vi havde arbejdet videre med et design med parallelle linjer, så havde vi også stået med et krav om en tolerance på nul.”

 

Et kursus og et produktivt samarbejde med industri og erhvervsliv
Overbygningskurset ”Robust design af produkter og mekanismer” på DTU Mekanik er et samarbejde mellem instituttet, Valcon Design og Novo Nordisk. Det er et samarbejde som har eksisteret siden slutningen af 2013, hvor DTU og Novo Nordisk gik sammen om uddannelses- og forskningsprogrammet Robust Design Programme. Valcon Design deltager i programmets Advisory Group.

Foto: Anna Lykke Lundholm-Andersen
Foto: Anna Lykke Lundholm-Andersen

Foto: Anna Lykke Lundholm-Andersen
Foto: Anna Lykke Lundholm-Andersen

Foto: Anna Lykke Lundholm-Andersen
Foto: Anna Lykke Lundholm-Andersen

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere