Grise

Ingen svinepest her

onsdag 26 okt 16
|
af Tom Nervil

Kontakt

Bertel Strandbygaard
Dyrlæge
DTU Veterinærinstituttet
35 88 78 27

Laboratorieundersøgelse fra DTU Veterinærinstituttet har ophævet mistanken om svinepest på en besætning nordøst for Silkeborg, som i sidste uge var mistænkt for at være ramt af den frygtede svinesygdom. 

Dermed kan danske svineavlere igen ånde lettet op og fortsætte deres arbejde. Der opstår jævnligt mistanke om svinepest i Danmark, men der har ikke været udbrud af svinepest i Danmark siden 1933.

Den aktuelle mistanke opstod på baggrund af symptomer hos en gris, der var leveret til Danish Crowns slagteri i Herning. Slagteriet blev tirsdag midlertidigt lukket på baggrund af mistanken, men som det fremgår herunder, blev lukningen reduceret til et minimum.

Hurtig udrykning

"Materialet blev overdraget til os af politiet på havnen i Kalvehave, da vejret ikke tillod helikopterflyvning"
Dyrlæge Bertel Strandbygaard

Tirsdag d. 18. oktober kl. 22.50 modtog DTU Veterinærinstituttets Sektion for Diagnostik og Beredskab på Lindholm materiale i form af blod og organer fra slagtesvin til undersøgelse for Klassisk svinepest og Afrikansk svinepest.

”Materialet blev overdraget til os af politiet på havnen i Kalvehave, da vejret ikke tillod helikopterflyvning” fortæller dyrlæge Bertel Strandbygaard.

Det organmateriale, der blev modtaget, omfattede tonsil, lever og blod (lymfeknuder og milt var ikke tilgængeligt) fra et svin, der var slagtet på Danish Crown i Herning, samt blod fra 33 dyr fra besætningen, som ligger ved Silkeborg, hvor tre af grisene havde feber.

Der var på grisen fra slagteriet fundet blødninger i huden, mens der på det indsendte materiale kun blev set enkelte blødninger i tonsillerne. Yderlige oplysninger er ikke modtaget i forbindelse med indsendelsen.

Tirsdag nat begyndte Bertel Strandbygaard og hans folk at analysere materialet, og tidsplanen ser efterfølgende således ud:

  • Onsdag 04:14 Antistof test for afrikansk svinepest og klassisk svinepest afsluttet. Resultat NEGATIVT
  • Onsdag 07:30 PCR-svar for Klassisk og Afrikansk svinepest. Resultat NEGATIVT
  • Onsdag 07:40 Foreløbigt svar udsendt til Fødevareregionen.
  • Onsdag laves endvidere PCR på materialet fra det slagtede svin samt på EDTA-blodprøver og ustabiliserede blodprøver fra de 3 febrile grise. Resultat NEGATIVT
  • Torsdag kl 12:44 resultatet af dyrkning for Klassisk svinepest – og dermed udsendelse af endeligt svar. Resultat NEGATIVT

Danish Crown kunne således allerede torsdag eftermiddag udsende produkter fra slagteriet.