Dansk gennembrud i optisk kommunikationsteknologi

torsdag 11 maj 06
|

Forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har opfundet en effektiv metode til at overføre et elektronisk datasignal til lys, og dermed taget et stort skridt hen mod at erstatte elektroniske signaler i computere med lyssignaler. Opfindelsen offentliggøres i dag i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.

Forbrugerens internethastighed er i dag begrænset af at signalet sendes som elektroner i en kobberledning det sidste stykke vej ind i forbrugerens PC. Men en såkaldt optisk modulator i det billige og vidt benyttede materiale silicium vil være så billig at fremstille, at den vil kunne integreres i alle PC'er. Dermed vil datasignalet kunne sendes som lys helt ud til forbrugeren, hvilket vil forøge internethastigheden drastisk.

 

”Computerchips er lavet af silicium, og vores såkaldte optiske modulator, som også er lavet i silicium, vil derfor gøre det muligt at kombinere optik med elektronik. En optisk modulator vil kunne gøre PC´ere betydeligt hurtigere end i dag. Desuden vil den kunne mangedoble Internettets hastighed ud til den enkelte bruger”, forklarer Rune Shim Jacobsen, en af hovedmændene bag opfindelsen.

 

Forskere verden over har længe ønsket at fremstille en optisk modulator i det billige materiale silicium. På verdensplan er siliciumbaseret nanofotonik et meget aktivt forskningsområde på grund af perspektiverne i at kunne integrere optik og elektronik på én og samme computerchip. Dette mål forfølges aktivt af blandt andre amerikanske IBM og Intel samt japanske NTT. Og nu også med succes på DTU.

 

Vores forskere opdagede, at man ved at deformere siliciums krystalstruktur kan ændre materialets egenskaber radikalt. Deformationen sker, når vi dyrker et specielt lag af glas ovenpå silicium-krystallen og ændrer dens fundamentale egenskaber på en sådan måde, at siliciumkrystallen bliver elektro‑optisk aktiv, så materialets optiske ledningsegenskaber kan ændres ved at påtrykke en elektrisk spænding.”, forklarer direktør af COM•DTU, professor Anders Bjarklev.

 

28-årige Rune Shim Jacobsen starter virksomheden SEMuS (Silicon External Modulator using Strain) på baggrund af opfindelsen og et antal søgte patenter. En solid kapital-indsprøjtning fra SEED Capital er med til at sikre, at den danske opfindelse bliver udnyttet her i landet.

 

”Nu sætter vi alle sejl til for at forbedre teknikken, som gør silicium elektro-optisk aktivt. Målet er at fremstille en attraktiv ny type modulator baseret på opdagelsen af elektro-optisk silicium. Og så håber jeg, at SEMuS og samarbejdspartnere på COM•DTU kan være med til at vise hvor kort vej, der kan være fra forskning til faktura”, siger Rune Shim Jacobsen.

 

Yderligere oplysninger

 

Kontakt:

Rune Shim Jacobsen, tel. 61 28 12 02

Direktør, Professor Anders Bjarklev, tel. 20 75 15 12