Ulloriaq

DTU skal hjælpe forsvaret med overvågning af Arktis

fredag 10 jun 16

Kontakt

René Gyldensten

Pressechef i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

40 15 29 75 eller 72 57 10 20
fmt-pich@mil.dk

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har i dag indgået kontrakt med Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om udvikling, opsendelse og afprøvning af en nano-satellit som led i et arktisk overvågningsforsøg.

En ny satellit til forsvaret skal udvikles og testes i samarbejde med den danske virksomhed GomSpace og ventes klar til opsendelse sidst i 2017.

Dermed får forsvaret for første gang sin helt egen satellit, der kan bidrage til overvågningen af Forsvarsministeriets ansvarsområde i Arktis.

"DTU har mange års erfaring med både Arktis og satellitter, og det kombineres på fremragende vis i dette projekt"
Kristian Pedersen, direktør DTU Space

Satellitten, der måler blot 30x20x10 centimeter, vil rumme radiomodtagere, der kan opfange positionssignaler fra skibe og fly.

”På DTU Space glæder vi os naturligvis over for første gang at samarbejde med Forsvaret og GomSpace om at bygge en dansk satellit, der skal løse nogle meget vigtige opgaver for myndigheder i Danmark og Grønland. DTU har mange års erfaring med både Arktis og satellitter, og det kombineres på fremragende vis i dette projekt”, siger direktør på DTU Space Kristian Pedersen.

”Samtidig er det et forskningsprojekt, der vil være med til at styrke vores teknologiske forskning og vores viden om Arktis, hvor vi også arbejder med en række andre rum- og jordbaserede monitoreringssystemer til blandt andet klima- og miljøformål”.

Rumbaseret jordovervågning

DTU Space har en række aktiviteter inden for jordbaseret og rumbaseret overvågning af forhold på Jorden, hvor der forskes og udvikles teknologi til formålet. Blandt andet når det gælder overvågning af vandstand i verdenshavene, landforskydning, isafsmeltning samt positionering og navigation. Det arbejdes der blandt andet med i de to forsknings- og udviklingsafdelinger Geodæsi og Geodynamik på DTU Space.