Polymer fuel cells

Innovationsfonden investerer 33 mio. kroner i DTU Energi

onsdag 03 dec 14

Kontakt

Jens Oluf Jensen
Professor
DTU Energi
45 25 23 14

Kontakt

Peter Vang Hendriksen
Professor, Sektionsleder
DTU Energi
46 77 57 25
DTU er projektledere i ni ud af 15 forskningsprojekter i bæredygtig energi og miljø, som modtager millionstøtte fra Innovationsfonden. To projekter er fra DTU Energi, der støttes med 33 mio. kr.

Med Danmarks ambitiøse planer om at overgå til et samfund uden brug af fossile energikilder, er der sat turbo på teknologiudviklingen. Innovationsfonden støtter derfor femten projekter, der fremmer strategisk forskning inden for bæredygtig energi og miljøteknologi. To af projekterne er fra DTU Energi.

Det drejer sig om følgende to projekter:

Projektet Ud med platin i polymerbrændselsceller, kaldet NonPrecious, der skal udvikle en platinfri katalysator til polymerbrændselsceller under ledelse af professor Jens Oluf Jensen.

Samt projektet Mere grønt brændstof til transportsektoren, kaldet SYNFUEL, der under ledelse af professor Peter Vang Hendriksen skal forske i at kombinere elektrolyse med biomasseforgasning, så der kan produceres mere biobrændstof af samme mængde biomasse.

”Vi vil blandt andet forske i at gøre elektrolysecellerne stærkere og få en højere produktionskapacitet så processerne kan blive rentable”, siger professor Peter Vang Hendriksen.

I alt har Innovationsfonden fundet investering til en femtedel af de indsendte projekter, og de to DTU Energi-projekter støttes sammenlagt med 33 millioner kroner ud af Innovationsfondens samlede pulje på 260 mio. kr.

”I Danmark har vi gennem investeringer i energi og miljø skabt grundlag for tusindevis af grønne jobs og milliardeksport. Nu er kursen sat mod det fossilfri samfund i 2050. Det kræver, at vi investerer i udviklingen af ny viden og teknologi, som tilfældet er for de projekter, som Innovationsfonden præsenterer i dag”, siger direktør i Innovationsfonden Peter Høngaard Andersen.

Læs mere om DTU’s ni projekter her, om NonPrecious her og SYNFUEL her