DTU’s bud på fremtidens plusenergihus FOLD, der deltog i Solar Decathlon Europe 2012 i Madrid, blev indviet 13. juni 2012. Foto: Master student Pavel Sevela, Department of Civil Engineering

Mød DTU Byg til Forskningens Døgn 2013

tirsdag 16 apr 13
|

Besøg DTU Campus med børn, venner og familie og få et indblik i forskningens spændende og forunderlige verden, når universitet slår dørene op for Forskningens Døgn. Arrangementet begynder kl. 10.00 og fortsætter til kl. 20.00. God fornøjelse

 

Hør hvordan indeklimaet påvirker vores skolebørns indlæring og sundhed, se DTU-studerende bud på fremtidens parcelhus, som producerer mere energi, end det forbruger og oplev hvordan affald fra industrien i fremtiden kan bruges i byggematerialer til at bygge vores huse.  

Dette og meget, meget mere kan du mærke, se og opleve, når DTU Byg sammen med en lang række andre instituttet holder Åbent Hus torsdag 2. maj i forbindelse med Forskningens Døgn.  

Dagen er delt op i to blokke – fra kl. 10.00-16.00 og fra kl. 16.00-20.00. Første del af dagen henvender sig primært til elever og lærere i udskolingen og gymnasiet, mens anden del af dagen begynder kl. 16.00, hvor DTU Lyngby Campus åbner for alle interesserede, og du er velkommen til at tage dine børn, din nabo eller din kollega med til et kig bag kulisserne.  

DTU byder på en lang række spændende rundvisninger, forsøg og foredrag, og dagen åbnes af DTU’s dekan Martin Vigild. Kl. 16.00 står Lyngby-Tårbæk Kommunes borgmester Søren P. Rasmussen for åbningsceremonien.  Samlingssted for alle aktiviteter er Matematiktorvet i tredje kvadrant. Her kan du også købe mad og drikke fra kl. 17.00 og hente hjælpe til at finde rundt på DTU til de mange arrangementer.  

DTU Byg’s arrangementer finder sted på Center for Indeklima og Energi, Nils Koppels Allé, Bygning 402, 2800 Kgs. Lyngby, hvor der er rundvisning i testfaciliteterne og foredrag om indeklima og indeklimaets indvirkning på vores velbefindende og produktivitet. Se blandt andet hvordan dukker, der trækker vejret, hjælper forskerne med at teste indeklimaet og se, hvordan forskerne måler indeklimaet for skadelige stoffer i en flykabine-simulator.  

Du kan også høre, hvordan forskerne kan rense og bruge forskelligt affald som asker og organiske fibre fra industrien i vores byggematerialer og på den måde begrænse mængden af miljøskadeligt affald og skabe byggematerialer med nye og bedre egenskaber.  

Endelig kan du få et indblik i fremtidens bæredygtige huse, og høre om de nye teknologier, der gør boligen til et lille kraftværk. Studerende fra DTU deltog sidste år i den internationale konkurrence Solar Decathlon i Madrid med deres plusenergihus og deltager igen i Paris til næste år med et bud på et billigt, energiproducerende hus.  

Velkommen til en spændende og oplevelsesrig dag i forskningens tegn.  

Dagen arrangeres i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Vidensby.