Foto Mikal Schlosser

”Jeg holder meget af puslespil – både de videnskabelige og dem af pap”

fredag 14 dec 18

Kontakt

Henri Jansen
Professor
DTU Nanolab
45 25 64 33
Henri Jansen er kendt som ’Troldmanden i renrummet’. Han er fabelagtig til at løse problemer med maskinerne i Danchip og bruger gerne utraditionelle metoder.

I Henri Jansens hjem var det en familiesport at lægge puslespil af den helt store slags med 10.000 brikker og i både to og tre dimensioner. Man kæmpede om at lægge flest brikker; både Henri og hans søskende kunne finde på at bemægtige sig en og gemme den for at sikre sig muligheden for at afslutte spillet. Og lige før sengetid blev børnene nogle gange så ivrige, at de greb til en hammer for at få en brik til at passe.

Henri kan simpelthen godt lide puslespil som koncept.

”Puslespillet har en veldefineret løsning, det gælder bare om at finde den rigtige plads til alle brikkerne. Man kan næsten føle sig som en troldmand, når man har samlet et rigtig svært et,” siger han.

Mange brugere af DTU’s renrum opfatter også Henri som en troldmand, der altid kan få maskinerne til at fungere og gerne bruger utraditionelle midler for at nå målet.

”Det føles egentlig ikke som et arbejde, for det bliver aldrig rutine – jeg kan simpelthen godt lide det. Hvis en maskine opfører sig underligt, er det spændende at gå en tur rundt om den og finde ud af, hvad der er problemet – eller om der måske er tale om flere forskellige problemer. Det er ligesom at lægge et kompliceret puslespil. Selv om man nok aldrig vil kunne løse den slags videnskabelige puslespil fuldstændigt, er det meget tilfredsstillende bare at få dele af dem til at fungere.

Nogle gange er der ikke tid til at løse problemet til bunds. Så sørger jeg for hurtigt at få tingene til at virke, for at brugeren kan komme videre. Men bagefter går jeg tilbage til maskinen for at finde ud af, hvad der virkelig skete. Jeg går dybere og dybere ned i problemet for at forstå, hvorfor det opstod, og forebygge nye forsinkelser,” fortæller Henri.

Nye græsgange
Henri Jansen er hollænder og uddannet på University of Twente, hvor han også indtil 2014 var ansat som lektor. Og det var han egentlig godt tilfreds med.

”Jeg var omgivet af forskere, som tænkte fleksibelt ligesom jeg selv gjorde, der var midler nok, og vi kunne gøre nærmest, hvad der passede os. Men midt i nullerne kom der færre penge i systemet og dermed også mere friktion. Folk begyndte at holde mere for sig selv, der blev reorganiseret og fyret, og det trak negative spor i hele organisationen.”

Henri blev også reorganiseret, og selv om han stadig havde midler nok til sin forskning, begyndte han alligevel at holde øjne og ører åbne for nye muligheder. Han hørte, at DTU Danchip ledte efter en person som ham og besluttede at give det et forsøg. Men han havde fra første dag en god følelse med stedet og de folk, der arbejdede her, så gæsteprofessoratet blev hurtigt skiftet ud med en fast professorstilling.

”Folk siger, de er glade for det, jeg gør, og jeg er glad for at gøre det, så det er et godt match,” siger han.

Livets puslespil
Rent socialt var det dog langt fra noget let valg. Han måtte sige farvel til en god pensionsordning og forlade sit dejlige hus, som han har et usædvanlig tæt forhold til. Der er ikke den sten, han ikke har haft mellem hænderne på et eller andet tidspunkt. Vægge er blevet flyttet og flyttet tilbage igen, og alt har han endevendt. Henris far var tømrer, så han har ikke fingersnilden fra fremmede.

Han har heller ikke kunnet få sig selv til at sælge huset, skønt det jo mildest talt ikke er praktisk at have mange midler bundet i fast ejendom i Holland, når man bor i Danmark, hvor husene er endnu dyrere.

Og så er der sproget… Man siger, at hollandsk og dansk ligner hinanden, men det gør det ikke nemmere. Henri er fyldt 56 og har fornemmelsen af, at der ikke er plads i hans hjerne til at filtre den danske spaghetti fra hinanden, som han udtrykker det. Så han føler sig ikke helt hjemme i Danmark endnu og synes ikke, han kan byde sin vietnamesiske kæreste og hendes børn at skulle herop og lære endnu et fremmedsprog, før han er helt sikker på, at han vil blive her.

”It’s a social puzzle for me,” siger han, og man fornemmer, at netop det puslespil er et af de vanskeligere, og et som måske heller ikke har nogen klar løsning.

At veje månen
Henris kontor ligner ikke de fleste andre på DTU. Det er nærmest en lille dagligstue med sofa og gulvtæppe, men samtidig tydeligvis et arbejdsrum, for væggen er domineret af et whiteboard - i sort - fyldt med tal og ligninger i sirlig orden og med en måne tegnet ind i det ene hjørne. Bag den måne gemmer sig en historie om en ganske særlig videnskabelig rejse, som Henris nysgerrighed og grundighed har sendt ham ud på.

Egentlig beskæftiger han sig med at gravere nanosmå mønstre i wafere ved at fjerne materiale med en gasart. Han er meget optaget af ikke kun at gøre det så præcist, men også så billigt, miljøvenligt og simpelt som muligt.

"Jeg blev helt euforisk, da jeg så, at månens og solens stilling passede fuldstændig med mine data fra det seneste år, og endnu mere, da det gik op for mig, at mine målinger også havde registreret jordskælv."

Når graveringen er gennemført, skal det tjekkes, om hullet har fået den rette dybde. Det sker normalt i en meget langsommelig og dyr proces med mikroskop. Så Henri begyndte at lede efter en simplere metode og fandt på, at han kunne veje sig frem til, hvor meget materiale, der var blevet fjernet. Men det medførte en ny udfordring, da han skulle sikre sig, at vejningen af disse bittesmå værdier var tilstrækkelig præcis.

”En dag, hvor jeg var travlt optaget af vejearbejdet, fik jeg lyst til en kaffepause. Den trak lidt ud, og da jeg kom tilbage, måtte jeg rekalibrere. Og så gik det op for mig, at kalibreringswaferens vægt ikke var helt den samme som i første kalibrering. Den vejede simpelthen ikke det samme på alle tidspunkter. Men hvorfor dog det?

Spørgsmålet fangede min interesse så meget, at jeg måtte lade graveringen ligge lidt. Jeg fandt ud af, at trykket i rummet skiftede over dagen og konkluderede, at vejret faktisk influerede på vejningen. Så byggede jeg et lille kammer, hvor jeg kunne holde både tryk og temperatur konstant. Det gjorde vejningen ti gange mere stabil, men der var stadig udsving i vægten. Og langsomt gik det op for mig, at resultatet var afhængigt af månens og solens stilling, fordi den hænger sammen med tyngdekraften.

På en måde havde jeg altså vejet månen og solen, og nu kunne jeg begynde at tage højde for deres placering, når jeg vejede, og dermed få et endnu mere præcist resultat.”

Pludselig stod Henri altså med en helt ny viden, som måske ville kunne sætte ham i stand til at udregne både sol, måne og alle planeternes stilling uden et teleskop.

”Jeg blev helt euforisk, da jeg så, at månens og solens stilling passede fuldstændig med mine data fra det seneste år, og endnu mere, da det gik op for mig, at mine målinger også havde registreret jordskælv i Mexico og andre steder på Jorden. Så jeg tænker på, om jeg måske kunne lave et måleapparat, som måler himmellegemerne lige så nøjagtigt som NASA’s dyre instrumenter og så sælge idéen til dem. Det kunne være sjovt, men det ville nok kræve, at jeg viede resten af mit liv til det, og det tror jeg alligevel ikke, jeg vil,” ler han.

Professor i renrummet
”Henri taler med alle - studerende, kunder og kolleger - og mange kommer kun for at tale med ham. Han deler gladeligt ud af sin ekspertise til høj og lav. Han er en stjerne i renrummet, og han kerer sig om sine studerende – they feel blessed to have him. Han er skør på den fede måde, og han arbejder altid. Men nogle gange får han for mange gode idéer og skal lige holdes lidt nede på jorden.” Sådan beskriver Henris to ph.d.-studerende, Bingdong Chang og Vy Thi Hoang Nguyen deres vejleder.

Han ved også godt selv, at han ikke er en helt normal professor.

”Jeg går rundt nede ved maskinerne en stor del af dagen og sidder ikke bare ved skrivebordet og udstikker ordrer. Og jeg sørger for at have en kalender, der ikke er fyldt med møder. I am talking a lot, but I am not a talker,” forsikrer han.

”Jeg hader at gentage mig selv. Man kan tale i timevis om løsningen på et problem, men jeg kan også bare gå ned i renrummet og lave eksperimentet. Skal vi tænke over løsningen eller bare skaffe den? Det er også vigtigt for mig at være sikker på, at det, jeg beder teknikere eller studerende om at gøre, faktisk er muligt, og om de har forstået opgaven. Man skal tjekke, tjekke og tjekke igen. Er der så alligevel problemer, er jeg altid i nærheden – jeg opholder mig nok mere i renrummet end teknikerne og de studerende.”

Henri er kommet til DTU med 25 års erfaring i fabrikation af mikro- og nanosystemer, bl.a. til solceller og vandafvisende overflader. Nu bruger han sin enorme viden og energi til at rykke Danchips grænser og gøre det nationale center for mikro- og nanofabrikation – og alle dets tilknyttede studerende – endnu bedre i stand til at møde samfundets behov.

Han kunne måske blive fristet til at skifte fokus og gå all in på månevejningen eller for den sags skyld vende tilbage til sit elskede hus i Holland. Men meget tyder på, at han ikke bliver træt af de puslespilslignende videnskabelige udfordringer i DTU’s renrum lige foreløbig.


Relaterede Videoer  

Vis flere