Vindmøller

Digitalisering skal gøre el-nettet klar til grøn omstilling

mandag 29 apr 19

Kontakt

Henrik Madsen
Professor, Sektionsleder
DTU Compute
45 25 34 08

Kontakt

Per Sieverts Nielsen
Seniorforsker
DTU Management
46 77 52 89

FED: Formål og budget

Flexible Energy Denmark skal tilvejebringe data-intelligente smarte løsninger for Center Danmark; den nye nationale digitaliseringshub for smarte energisystemer.

Budgettet er på 45 mio. kr., heraf 30 mio. kr. i støtte fra Innovationsfonden.

FED løber over 4 år med start i 2019.

FED's partnere

FED har i alt 20 partnere og projektledes af EWII:

  • DTU
  • Aalborg Universitet
  • Aarhus Universitet
  • Syddansk Universitet
  • Flexshape
  • Center Danmark Fonden
  • Novasol
  • Neogrid Technologies
  • Xtel Wirelesss
  • Aalborg Energiforsyning
  • Høje Tåstrup Kommune
  • ENFOR
  • Eurisco
  • Tmrow
  • ABB
  • TREFOR
  • EWII
  • Neas
  • Danfoss
  • Fredericia Fjernvarme

Fire danske universiteter med DTU i spidsen skal over de næste fire år forske i, hvordan øget digitalisering af el-nettet og energiforsyningen kan fremme den grønne omstilling.

Elbilers indtog på det danske marked, opførelsen af nye datacentre, flere varmepumper og mere elektrificering i produktionsvirksomheder. Det er blot nogle få eksempler på, hvordan vi i Danmark hastigt udvider brugen af el, ofte som erstatning for fossile brændstoffer.

Men selvom flere og flere af vores samfunds mest energikrævende sektorer gradvist omlægges til el, og selvom vi stadig udbygger produktionskapaciteten, når det kommer til grøn energi, så stiger Danmarks samlede CO2-udledning, og særligt vores kulforbrug går den forkerte vej.

Vi skal blive bedre til at udnytte den grønne energi, vi allerede producerer
Forklaringen skal, ifølge professor på DTU Compute og centerleder for Centre for IT-Intelligent Energy Systems in cities, Henrik Madsen, findes i problemer med at integrere og bruge den stadigt voksende produktion af grøn energi i el-nettet:

”Danmark og resten af verden har store udfordringer med at integrere al den vind- og solenergi, der produceres, i el-nettet, og resultatet er desværre ofte, at grøn strøm går til spilde. Det er deprimerende, at vindmøllerne relativt ofte bliver stoppet på grund af problemer med at afsætte vindenergien. Der er brug for et smartere og mere fleksibelt el- og energisystem. Det vil reducere både CO2-emissionen og energiudgifterne for slutbrugerne markant.”

Og det er lige præcis målet for projektet Flexible Energy Denmark (FED), et nationalt partnerskab mellem de danske tekniske universiteter, operatører af el- og fjernvarmenet, it-firmaer, komponentleverandører og slutbrugere.

”FED vil udvikle fremtidens smarte el-system gennem brug af digitalisering, big data, kunstig intelligens, cloud computing og IoT-løsninger. Disse løsninger vil blive udviklet og demonstreret i et eller flere af de otte living labs, som er knyttet til projektet og fordelt over hele Danmark,” forklarer seniorforsker Per Sievert fra DTU Management Engineering.

Systemintegration og forbrugsstyring i stedet for ny infrastruktur
De grønne energiformer som f.eks. vind- og solenergi i Danmark er ikke bare bæredygtig fremtidsmusik, de er også storleverandører af energi allerede i dag. Og efterhånden som andelen af grøn energi i elsystemet stiger, får vi behov for at udnytte denne ressource bedre.

Men det er vanskeligt, så længe produktionen er afhængig af vind og vejr, mens forbruget ikke er. En effektiv grøn omstilling vil derfor stille nye krav, både til hvordan vi producerer og forbruger el. En data-intelligent sammenkobling af energisystemer med bedre forbrugsregulering og mulighed for f.eks. at lagre termisk energi i fjernvarmenettet vil øge fleksibiliteten så meget, at vi ikke får brug for bedre batterilagring eller en radikal omlægning af el-nettet.

”Med FED-projektet får vi mulighed for at forske i en bedre udnyttelse af grøn energi. Blandt andet ved at bruge nye digitaliseringsløsninger som baggrund for en udvikling af produkter, der kan fremme den nødvendige fleksibilitet - både i det samlede energisystem og hos slutbrugerne.  Hidtil har el-systemerne overvejende været designet således, at produktionen følger forbruget. Med FED-løsningerne vil vi få mulighed for at tilvejebringe teknologiske løsninger, således at elforbruget i større omfang vil følge el-produktionen. FED-projektet kommer til at bidrage til en reduktion i klimabelastningen, bedre økonomi samt større forsyningssikkerhed i el-nettet,” konkluderer Henrik Madsen.

Living labs og Center Danmark:

Som en del af FED etableres 8 living labs der vil udgøre grundstammen i et nyt lab-samarbejde under Center Danmark; landets nye digitaliseringshub for smarte energisystemer.