DTU for femte gang Nordens mest innovative universitet

torsdag 24 okt 19
DTU går ni pladser frem på Reuters rangliste over de mest innovative universiteter i verden og fastholder sin placering som nummer et i Norden.

På ranglisten Reuters Top 100: ’The World's Most Innovative Universities – 2019’ går DTU i år ni pladser frem fra nummer 57 til nummer 48 i verden og fra nummer 13 til nummer 9 i Europa.

DTU har fastholdt sin placering som nummer et i Norden, siden ranglisten første gang så dagens lys i 2015. Det bedst placerede europæiske universitet er KU Leuven, som ligger nummer syv på listen.Den globale førsteplads indtages – også for femte gang - af Stanford University.

”DTU’s placering på Reuter’s rangliste afspejler et vedholdende fokus fra vores forskere på, at forskningen skal være til gavn ude i samfundet. Det handler ikke kun om, at vi indsender et stort antal patenter, men om at rigtig mange af dem får succes. Derudover handler det om vores omfattende samarbejde med erhvervslivet, så de løsninger, vores forskere kommer med, også finder anvendelse,” siger Koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab Marianne Thellersen.

”Vi driver ikke vores universitet efter at opnå gode placeringer på ranglister, men det er selvfølgelig meget glædeligt, at vi går frem og nu for femte år i træk er nummer et i Norden, når det kommer til innovation. At drive universitetsinnovation er en opgave, som vi tager meget alvorligt. For vi ved, at slipper man speederen bare et øjeblik, så daler ens betydning meget hurtigt.”

Fire af DTU’s allianceuniversiteter er også med på listen; Ecole Polytechnique Fédérale de Lausanne (EPFL) er nummer 17, Korean Advanced Institute of Science and Technology (KAIST) er nr. 34, Technical University of Munich (TUM) er nr. 46 og Nanyang Technological University (NTU) er nummer 67.

Reuters udgiver hvert år to innovationsranglister: En europæisk rangliste om foråret (hvor DTU i år var placeret som nummer 13), og den aktuelle verdensrangliste om efteråret. De to ranglister er baseret på forskellige metoder og er derfor ikke direkte sammenlignelige.

Indikatorerne for Reuters Top 100 World’s Most Innovative Universities er:

1. Patent Volume
2. Patent Success
3. Global Patents
4. Patent Citations
5. Patent Citation Impact
6. Percent of Patents Cited
7. Patent to Article Citation Impact
8. Industry Article Citation Impact
9. Percent of Industry Collaborative Articles
10. Total Web of Science Core Collection Papers