Betinget optagelse

Hvis du ikke opfylder adgangskravene til den uddannelse, du vil søge ind på, har du mulighed for at blive betinget optaget på uddannelsen. Betingelsen består i, at du kan blive optaget på uddannelsen, hvis du når at opgradere de fag, du mangler, inden studiestart. Det betyder, at:

  • alle adgangskrav skal være opfyldt og dokumentation for eventuel supplering skal være uploadet til din ansøgning på optagelse.dk senest den 5. juli kl. 12, medmindre du angiver i din ansøgning, at du supplerer efter 5. juli kl. 12.
  • du kan supplere, uanset om du søger optagelse gennem kvote 1 eller kvote 2.
  • du efter ansøgningsfristen 5. juli kl. 12 maks. kan supplere to fag. Når du har modtaget dokumentation for, at du har bestået din sommersupplering, skal du hurtigst muligt, dog senest 1. september, uploade dokumentationen til UnistartDTU.

Har du f.eks. kemi på C-niveau, men vil søge ind på civilingeniøruddannelsen Bioteknologi, hvor man som minimum skal have kemi på B-niveau, har du mulighed for at blive betinget optaget på uddannelsen, hvis du kan tage kemi på B-niveau inden studiestart.

Vær opmærksom på, at din adgangsgivende uddannelse skal være afsluttet, for at du kan komme i betragtning til en betinget optagelse.

Udbud af suppleringskurser

DTU udbyder suppleringskurser på gymnasialt niveau. Du kan læse mere om kurserne på adgangskursus.dtu.dk.

Det er ikke muligt at supplere efter studiestart, da DTU ikke har hjemmel til at optage studerende, som ikke opfylder adgangskravene, jf. Bacheloradgangsbekendtgørelsen.

Lavere uddannelsesprioriteter bortfalder

En betinget optagelse er et tilbud om optagelste, så hvis du bliver tilbudt betinget optagelse, bortfalder dine lavere uddannelsesprioriteter fra din ansøgning. Det betyder, at du ikke vil blive tilbudt en studieplads, hvis du ikke består dit suppleringskursus - heller ikke selvom du opfylder de specifikke adgangskrav til andre uddannelser, som du har givet en lavere prioritet på din prioriteringsliste.

 

Har du spørgsmål? Kontakt Studievejledningen