Nyt center vil styrke samfundets konkurrenceevne

fredag 27 sep 19

Kontakt

Karina Rothoff Brix
Direktør
DTU Learn for Life
45 25 61 15

Kontakt

Philip John Binning
Senior Vice President, Dean of Graduate Studies and International Affairs
Afdelingen for Uddannelse og Studerende
21 73 83 09
DTU Learn for Life ønsker at imødekomme samfundets stigende efterspørgsel på efteruddannelse og livslang læring.

Vi skal lære hele livet - på nye måder og i nye formater. Det blev slået fast, da DTU Learn for Life officielt åbnede dørene fredag den 27. september med deltagelse af gæster fra toneangivende virksomheder og organisationer.

Med det nye center ønsker DTU at samle indsatsen omkring livslang læring på ét sted og finde nye måder at imødekomme behovet for læring i samfundet.

Centeret kommer på et tidspunkt, hvor arbejdsmarkedet gennemgår en stor forandring. Mange arbejdspladser bliver automatiseret, og nye teknologier opstår.
Samtidig bliver der i højere grad stillet krav om, at medarbejdere og virksomheder er hurtige til at omstille sig og er opdaterede på ny faktuel viden. Det kræver konstant fokus på at løfte medarbejdernes kompetencer.

”Medarbejderne er og bliver virksomhedernes vigtigste ressource. Derfor er livslang læring et nødvendigt element i at styrke samfundets konkurrenceevne,” siger Karina Rothoff Brix, der er direktør i DTU Learn for Life.

”Med det nye center ønsker vi at gå i dialog med virksomheder, kommuner og organisationer for at finde ud af, hvilke behov de har. Både på nationalt og internationalt plan. På den måde kan vi være deres sparringspartner og hele tiden sørge for, at de har den nødvendige viden og de rette kompetencer, så de kan fremtidssikre deres arbejdsplads.”

Et stort udstillingsvindue
DTU Learn for Life blev etableret i april 2019 ved en fusion af tre eksisterende DTU-enheder. Sammenlægningen betyder, at DTU nu har ét stort udstillingsvindue for universitetets teknologier og knowhow - og samfundet har én indgang til DTU, når der skal findes nye kompetencer til medarbejdere, ledelse og bestyrelser.

Centeret er DTU’s nye platform for deltids- og efteruddannelsesaktiviteter, og det henvender sig til alle, der ønsker at videreuddanne sig eller opdatere deres viden. Det kan være alt fra ingeniører til folkeskolelærere, jurister eller læger. Ambitionen er, at centeret skal række bredt ud til erhvervsliv, myndigheder og organisationer - både i Danmark og resten af verden.

DTU Learn for Life vil bl.a. tilbyde forløb, der understøtter udviklingen i virksomhederne, f.eks. hvordan man imødekommer det voksende innovationsbehov, eller hvordan man innoverer med ny DTU-forskning. Desuden vil centeret skabe uddannelsesforløb, som griber fat i nogle af tidens trends og forskningsretninger som f.eks. kunstig intelligens på arbejdsmarkedet, bæredygtighed i byggeriet eller innovation inden for energi-, vand- og miljøområdet.

”De tider er ovre, hvor en kandidatuddannelse fra et universitet er nok til at sikre en livslang ansættelse. Alt efter hvem man spørger, kan 40-50 procent af alle nuværende job erstattes af robotter, og de kommende års teknologiske omvæltninger vil stille enorme krav til samfundets og den enkeltes evne til at omstille sig,” siger DTU-dekan Philip Binning.

Større krav fra nye generationer

Han peger på, at det også bliver centerets opgave at finde ud af, hvordan man imødekommer det voksne individs behov for læring og praktisk hjælper med at skabe balance mellem uddannelse, privatliv og arbejdsliv. Ikke mindst når det handler om de nye generationer, der er vokset op midt i 90’erne. De stiller nemlig større krav - både til sig selv, deres arbejdsplads og samfundet. De tager ikke et job for jobbets skyld, men fordi jobbet kan gøre noget for dem personligt, og de kan forene sig med virksomhedens værdier. Hvis ikke arbejdspladsen kan levere det, finder de et andet job.

”Virksomhederne får brug for et helt nyt mindset omkring læring, hvis de skal kunne rekruttere og fastholde de nye generationer på fremtidens arbejdsmarked,” siger Karina Rothoff Brix.

”Samtidig kræver det, at vi alle sammen generelt bryder med den gængse måde at opfatte efteruddannelse på og lader os inspirere af brancher, der slet ikke har noget med uddannelsessektoren at gøre. Det er en fælles udfordring, som vi på DTU gerne vil hjælpe virksomhederne med at løfte.”