Foto: FOSS

FOSS og DTU indgår samarbejde om fødevareinnovation

onsdag 11 sep 19

Kontakt

Marianne Thellersen
Koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab
45 25 10 08

Om FOSS

FOSS bidrager til bæredygtig brug af fødevarer verden over og dermed til den globale befolknings ernæring og sundhed. FOSS’ analyseløsninger skaber værdi gennem forbedring af fødevarekvalitet og optimering af produktion, fra råvare til det færdige produkt. Ved at omdanne målinger til information gør FOSS det muligt for virksomheder at køre en intelligent og datadreven produktion med mindre spild og større afkast. FOSS hjælper fødevareproducenter med at skalere deres virksomhed hurtigt og intelligent. Nils Foss grundlagde den familieejede virksomhed i 1956, og i dag beskæftiger FOSS mere end 1.500 medarbejdere over hele verden.
FOSS og DTU går sammen om forskning, udvikling og uddannelse inden for fødevareområdet.

Et nyt strategisk samarbejde mellem DTU og FOSS styrker den eksisterende relation, når det kommer til både forskning, udvikling og uddannelse. Formålet er at skabe en platform for fælles projekter og mål samt at sikre et langsigtet samarbejde. Fokusområder bliver kunstig intelligens, analyse af fødevarekvalitet og -sikkerhed samt sensorer og måleteknologier inden for fødevareområdet.

Tommy Bysted, udviklingsdirektør hos FOSS, siger om samarbejdet:

”Innovation er en del af vores DNA hos FOSS, og nye idéer trives vældig godt i et læringsmiljø, hvor man kan sparre, udfordre og udvikle sammen. Stærke og strategiske samarbejder med innovative institutioner såsom DTU er helt sikkert en katalysator for nyudvikling her hos FOSS, og det håber jeg også, det er for vores partner.”

”DTU har en lang tradition for at samarbejde med erhvervsliv og beslutningstagere. I mødet mellem forskere, studerende og virksomheder opstår ny innovation, som kan føre til nye arbejdspladser,” siger Marianne Thellersen, koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab på DTU.

”Rammeaftalen bidrager positivt til, at forskere og studerende på DTU får mulighed for at forske sammen med FOSS. Dermed håber jeg, at vi sammen kan udvikle bæredygtige løsninger til gavn for samfundet.”

Fokusområder for innovation
Det strategiske samarbejde er fokuseret på områder, hvor FOSS og DTU har fælles og kompatible interesser: kunstig intelligens i forhold til fødevarer og landbrug, fødevareanalyse, fødevaresikkerhed samt sensorer og måleteknologier.

Samarbejdet vil tage form af fælles forskningsprojekter, seminarer, workshops, symposier og forløb for studerende. Målet er at opbygge kapacitet og kompetencer hos både FOSS og DTU og at fremme videnskab, teknologier og nytænkning. Endvidere er målet at give studerende og nyuddannede kendskab til karrieremulighederne inden for de fire fokusområder.

Samarbejdet kommer til at køre over flere år. I den nære fremtid vil FOSS være til stede ved High Tech Summit, en tech-konference, DTU afholder til oktober, og relevante institutter hos DTU vil blive inviteret til Prize Talks hos FOSS i forbindelse med uddelingen af forskerprisen ’Nils Foss Excellence Prize’ til november.

Relaterede Videoer  

Vis flere