Foto Bax Lindhardt

Ny uddannelse om selvkørende robotter

Robotteknik og automation
Fra efteråret 2019 udbyder DTU kandidatuddannelsen Autonome Systemer. Den får fokus på robotter og automatiserede enheder.

Studerende på DTU har hidtil haft mulighed for at specialisere sig i automation og robotteknologi under uddannelsen Elektroteknologi, men nu får området sin egen kandidatuddannelse under navnet Autonome Systemer.

”Vi ser en enorm udvikling inden for robotteknologien og videreudviklingen af robotter til enheder, der selv kan finde ud af at gøre ting, fra droner og undervandsrobotter til selvkørende biler og autonome skibe. Der er et kæmpe behov for kandidater på dette område,” siger professor Ole Ravn fra DTU Elektro.

"De studerende får travlt, men når de ser, hvilke spændende ting de kan skabe, og hvordan de kan være med til at løse nogle problemer for rigtige mennesker, så tror vi, motivationen er stor for at få lært sig den basale teori. Og der er virkelig fremtid i dette fag."
Ole Ravn, professor

På den baggrund har DTU gennem nogle år udviklet den nye uddannelse, og nu har den fået et ekstra skub ved sammenlægning med en tilsvarende uddannelse, der gennem nogle år har været udbudt af Aalborg Universitet Campus Sydhavnen. To lektorer og en adjunkt er flyttet derfra til DTU, og 21 AAU-studerende vil til efteråret fortsætte deres uddannelse på DTU.

Design og håndtering

Man kan komme fra flere forskellige fagområder til kandidatuddannelsen Autonome Systemer. Det vil være relevant både med en elektro-, compute-, it- og mekanik-baggrund, og man kan også komme fra management.

For nogle kan der måske blive tale om, at de skal supplere deres baggrundsviden lidt, f.eks. med mere viden om at programmere. Men der vil som på alle DTU’s uddannelser blive et stort element af valgfrihed, så man kan tilpasse uddannelsen til individuelle ønsker og interesser.

De studerende skal lære at designe og håndtere de samlede autonome systemer og - nok så vigtigt - hvordan man sørger for, at de er pålidelige og løbende kan overvåges, så man kan gribe ind, hvis noget går galt.

”Man skal altså både være kreativ og fingernem og have lyst til at få kompetencer inden for forskellige grene af ingeniørvidenskaben,” sammenfatter Ole Ravn og lover gode faciliteter til at afprøve systemerne.

Blandt andet er det planen at opføre en ny testhal, hvor man kan flyve med droner.

Industri 4.0

Ifølge Ole Ravn vil det ikke blive svært for de nye kandidater at finde beskæftigelse. Der er et voksende marked for robotter og selvkørende systemer og dermed for folk, som kan designe og udvikle dem.

I mange brancher arbejder man på at automatisere de hårdeste processer i produktionen, f.eks. på slagterierne. Automatiserede processer kan desuden give mere ensartede produkter, som løbende kan kvalitetsvurderes. Også droner til inspektion af alt, fra vindmøller i luften til fiskestimer i vandet, er i stærk vækst. Hele industri 4.0-bølgen kræver kort sagt kandidater med viden om robotter og autonome systemer.

Uddannelsen er normeret til to år, og der er meget basisstof at sætte sig ind i.

”De studerende får travlt, men det er vores erfaring, at når de ser, hvilke spændende ting de kan skabe, og hvordan de kan være med til at løse nogle problemer for rigtige mennesker, så er motivationen stor for at få lært sig den basale teori. Og der er virkelig fremtid i dette fag,” siger Ole Ravn.