Foto Ed Robinson/AP Images for Shell

DTU Roadrunners forsvarer førsteplads ved Shell Eco-marathon

Konstruktion og mekanik
Det lykkedes endnu en gang DTU-studerende at vinde den internationale studenterkonkurrence om at køre længst på literen.

Årets Shell Eco-marathon endte med en ny sejr for DTU-bilen ’Dynamo’. I dagene 2.-5. juli lykkedes det at køre hele 429 kilometer på literen, hvilket var 90 km bedre end bilen på andenpladsen og 50 km bedre end DTU-rekorden sidste år.

Dynamo kører på bioethanol og deltager i kategorien ICE (internal combustion engine) Urban Concept, hvor der konkurreres om at køre længst på literen i noget, der minder om bykørsel med mange stop. Det gode resultat betød også, at DTU-holdet kvalificerede sig til konkurrencen Drivers World Championships, som blev kørt den sidste dag. Her endte de på en 3.-plads.

Bag sejren i London ligger et kæmpe arbejde med at optimere bilen. To studerende har f.eks. lavet et helt nyt motorstyringsprogram, der betyder, at bilen hele tiden kører med den optimale brændstofmængde.

”Sidste år havde vi en del problemer med vores ECU, som styrer al elektronikken. Den gik hele tiden ud og skulle resættes. Men det fungerede perfekt i år, og motoren kørte væsentligt bedre end før,” fortæller årets teammanager, Christoffer Bohn Ebert.

Andre studerende har arbejdet på at minimere friktionen i bremsen, og der er også blevet lavet et nyt rat. I alt har mere end 30 studerende været involveret i at gøre bilen endnu bedre, dels på økobil-kurset DTU Roadrunners, og dels på forskellige specialkurser.

Men det stopper ikke her; Dynamo kan stadig forbedres. Næste år vil der blandt andet blive arbejdet med at reducere vægten fra 128 kg til 100 kg eller derunder.

Det vil også blive emnet for Christoffers bachelorprojekt, som han laver sammen med årets Dynamo-chauffør, Sarah Conradsen. De går begge på studielinjen Produktion og Konstruktion.