Afgrøder med farvekoder - gul er korn, rød kartofler og orange grøntsager - optaget over Holland i foråret 2019 med Copernicus Sentinel-satellitter og efterfølgende bearbejdet. (Billede:  EU/Copernicus Sentinel data/GeoVille).

Satellitter kan hjælpe med at finde sygdomme i kornmarker

Jordobservation Satelitter Kortlægning og opmåling
Studerende på DTU har vundet finalen i Copernicus Hackathon Denmark 2019 med et koncept for, hvordan man tidligt kan opdage sygdomsudbrud på marker ved hjælp af satellit-data.

Tidlig opdagelse af sygdomsudbrud i kornmarker. Optimering af produktion af tang i havbrug. Hurtig kortlægning af oversvømmelser.

Alt sammen udført med hjælp af data fra de europæiske Copernicus-satellitter til jordobservation.

Det var de tre projekter, der blev præmieret under finalen i Copernicus Hackathon Denmark 2019, der blev afholdt for nylig i DTU Skylab som en del af programmet 'Open Innovation X’ med DTU Space som medarrangør.

"Vindergruppen har løst udfordringen rigtigt godt"
Sune Nordentoft Lauritsen, chefkonsulent på DTU Space

Førstepræmien gik til et hold kaldet Team #11 med DTU-studerende bestående af danske Julian Hoch Bruun, spanske Blanca Robledo Díaz og indiske Adithya Iyer.

Plantesygdomme i afgrøder koster milliarder

De kalder deres projekt Budnip, og det handler om at sikre tidlig opdagelse af sygdomsudbrud i kornmarker.

Og det er et vigtigt projekt, eftersom som plantepest og andre plantesygdomme i afgrøder hvert år koster bønder kloden over milliarder af kroner i tab.

"Udfordringen til holdene lød på, at de skulle udvikle innovativ brug af data fra Copernicus-satellitterne, som kan skabe kommerciel værdi, samtidig med at de gerne må understøtte FN’s verdensmål. Og vindergruppen har løst udfordringen rigtigt godt," siger chefkonsulent Sune Nordentoft Lauritsen fra DTU Space, som har været med til at arrangere begivenheden.

Forud for finalen sidste uge gik en intens arbejdsweekend. Her udviklede de deltagende hold ideer til Copernicus-applikationer, afprøvede teknologiske muligheder med konkrete satellitdata og skitserede forretningsmodeller, der kan skabe grundlag for nye virksomheder.

50.000 kr. og hjælp til kommercialisering i præmie

I finalen konkurrerede holdene om 50.000 kr i præmiepenge og to pladser i det 12 måneder lange europæiske Copernicus Accelerator program, der støtter kommerciel udvikling af projekterne.

inderholdet fik 35.000 kr. til videreudvikling af deres projekt og kan se frem til en tur til Copernicus Accelerator bootcamp i Helsinki 3. december i forbindelse med European Space Week.

Nogle af projekterne kan vise sig at have potentiale til at blive en del af det European Space Agency Business Incubation Centre (ESA BIC), der etableres i Danmark i 2020 og forankres på DTU. Her kan lovende danske opstartsvirksomheder, der baserer sig på rumbaseret teknologi søge støtte til at udvikle deres ideer.

Læs om alle projekterne i Open Innovation X, som foruden Copernicus Hackathon indeholdt et spor om TAPAS Hyper-Precision Hackathon, som DTU Space også er involveret i, samt en Nordic Health Hackathon.