Professor Ib Chorkendorff fra DTU Fysik bliver leder af det nye forskningscenter. Foto: Mikal Schlosser

Jubilæumsbevilling fra VILLUM FONDEN på 150 mio. kr. til nyt center, der skal udvikle bæredygtige brændstoffer og kemikalier

Fysik Energi Brændselsceller Elforsyning Energilagring Fossile brændsler Solenergi
VILLUM FONDEN støtter med en kæmpe bevilling på 150 mio. kr. etableringen af et nyt, ambitiøst forskningscenter på DTU. Centret skal forske i katalysatorer og udvikle banebrydende teknologier, der kan erstatte fossile ressourcer med bæredygtige løsninger.

For at omstille klodens forbrug af fossile brændstoffer er det nødvendigt at udvikle nye teknologier, der kan sikre, at vi har både elektricitet, brændstof samt nødvendige kemikalier den dag, vi ikke længere kan anvende fossile ressourcer.

Med en stor bevilling på 150 mio. kr. støtter VILLUM FONDEN etablering af det nye forskningscenter ”VILLUM Center for Science of Sustainable Fuels and Chemicals”, der bliver forankret på DTU Fysik i Lyngby. Der er tale om VILLUM FONDENs største forskningsinitiativ nogensinde.

Kan bane vejen til den grønne omstilling 

Det nye center på DTU skal ledes af professor Ib Chorkendorff, der samler et team af topforskere fra bl.a. Stanford University, Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Gruppen koncentrerer kræfterne de kommende otte år om at udvikle den eftertragtede teknologi, der kan sikre en fossilfri energi- og brændstofforsyning, samt kemikalieproduktion.

"Bevillingen giver os en unik mulighed for at bidrage til en grøn omstilling af det globale samfund. "
Ib Chorkendorff, professor ved DTU Fysik

Professor Ib Chorkendorff udtaler:

”Bevillingen giver os en unik mulighed for at bidrage til en grøn omstilling af det globale samfund. Vi får også en sjælden chance for at afprøve ideer undervejs, som er i højrisiko for ikke at lykkes, men til gengæld har potentialet til at blive det teknologiske gennembrud, som verden har brug for. Vi står over for talrige og meget komplekse teknologiske udfordringer, og vi kan ikke løse disse alene. Men vi kan give et værdifuldt bidrag og være med til at bane vejen til et samfund, hvor velstand og vækst ikke er baseret på udvinding af fossile ressourcer, som går ud over klima, miljø og biodiversitet."

Store teknologiske udfordringer

DTU’s rektor Anders Bjarklev udtaler, at DTU er umådelig glad for bevillingen, der understøtter universitetets vision om bæredygtig værdiskabelse. Han tilføjer:

”Verdenssamfundet står over for store teknologiske udfordringer, som skal løses, før vi kan gennemføre en grøn omstilling af samfundet. Selvom det er ønskværdigt at stoppe forbruget af fossile brændstoffer i dag, så er det fuldkomment urealistisk. Vi mangler stadigvæk teknologi, der kan erstatte de fossile ressourcer i for eksempel flybrændstof, i kemikalieproduktionen og i en vis udstrækning også energiforsyningen. Mange af de grønne teknologier, vi får brug for, er slet ikke modne endsige opfundet endnu.”

Et markant bidrag til beskyttelse af jordens klima og miljø

VILLUM FONDEN er hovedaktionær i VKR Gruppen, der bl.a. omfatter VELUX, og det er i anledning af VKR Gruppens 75 års jubilæum i 2016, at VILLUM FONDEN har taget dette ekstraordinære forskningsinitiativ med bevillingen på 150 mio. kr. VILLUM FONDEN indbød landets universiteter til at komme med projektforslag til ”et forsknings- eller udviklingsprojekt med potentiale til at yde et signifikant bidrag til den langsigtede beskyttelse af jordens klima, miljø og/eller biodiversitet”.

De indkomne projektforslag er siden blevet grundigt vurderet af en international komité af uafhængige videnskabsfolk.

Bestyrelsesformand i VILLUM FONDEN Jens Kann-Rasmussen udtaler:

”VILLUM FONDEN ønsker med dette initiativ at yde et markant bidrag til den langsigtede beskyttelse af jordens klima og miljø. Forskningscentret er et stærkt bud på det. Vi håber, at det nye centers forskning bliver af højeste kvalitet, og resultaterne kommer til at yde et bidrag til en fremtid uden fossile brændstoffer. Der er ingen garantier, når man støtter grundforskning, men som filantropisk fond er det vores privilegium at kunne bidrage og tage en sådan risiko.”

”En bevilling af denne størrelse er kun mulig, fordi medarbejderne i vores firmagruppe hver dag yder en stor indsats, der betyder at vi som fond kan støtte banebrydende forskning. Det er vi meget stolte af,” siger Jens Kann-Rasmussen.

Yderligere oplysninger:

Professor Ib Chorkendorff, tlf. 45 25 31 70, mail: ibchork@fysik.dtu.dk
Pressekontakt Eva Beckmann, VILLUM FONDEN, tlf. 20 84 20 85, eb@veluxfoundations.dk

Om VILLUM FONDEN

VILLUM FONDEN hører sammen med VELUX FONDEN – to almennyttige fonde, der støtter forskning, miljø og bæredygtighed samt kulturelle og sociale projekter. Tilsammen uddelte de i 2015 over DKK 800 mio.

Fondene er stiftet af den idérige civilingeniør, Villum Kann Rasmussen – manden bag det moderne VELUX® ovenlysvindue og grundlæggeren af VKR Gruppen, der i dag beskæftiger ca. 13.000 medarbejdere i selskaber, som alle har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. VILLUM FONDEN er hovedaktionær i VKR Gruppen.