Foto: Henriette Skourup, DTU

Ny spydspids for DTU’s arktiske aktiviteter

Polarforskning
DTU ansætter ny centerleder, som skal arbejde målrettet med at koordinere og formidle universitetets arktiske aktiviteter inden for forskning, uddannelse, innovation og forskningsbaseret rådgivning.

Den 1. august tiltræder Susanne Hanson stillingen som centerleder for Arctic DTU. Hun kommer fra en ledende stilling hos Teknologisk Institut og har mange års erfaring med arktisk forskning.

”Forståelse for de fysiske, klimatiske og samfundsmæssige rammer er afgørende, når vi arbejder med forskning og teknologiudvikling målrettet arktiske egne. Susanne Hanson kombinerer faglig viden om arktiske forhold med en strategisk forståelse, der giver DTU et godt udgangspunkt for at styrke og udvide vores aktiviteter i såvel Grønland som resten af Arktis,” forklarer DTU’s forskningsdekan, Katrine Krogh Andersen.

En af Arctic DTU’s opgaver bliver at videreføre planen om at udvide DTU’s aktiviteter i Grønlands næststørste by Sisimiut, så der kommer et decidereret universitetscenter i byen. Denne plan er kendt som Vision 125 og bliver udviklet i løbende samarbejde med Grønlands Selvstyre.

”Med Susanne Hanson som ny centerleder for Arctic DTU står vi stærkt til at udbygge og udvikle vores aktiviteter i Sisimiut i fællesskab med vores gode samarbejdspartnere i Grønland og på tværs af hele DTU,” siger institutdirektør Niels-Jørgen Aagaard, som indtil 1/8 fungerer som centerleder for Arctic DTU.

International erfaring med forskning i Arktis og Antarktis

Susanne Hanson har erfaring med forskning i geofysik i såvel Arktis som Antarktis. Hun kommer også med erfaring fra flere internationale forskningsinstitutioner, som ruster hende godt til rollen som spydspids for DTU’s internationale arktiske aktiviteter.

For Susanne Hanson bliver stillingen som centerleder et glædeligt gensyn med DTU, hvor hun tidligere har arbejdet som forsker. 

”DTU driver i dag anerkendt arktisk forskning og uddannelse på et højt internationalt niveau. Ved at udnytte det potentiale, der ligger i at styrke koordineringen, formidlingen og samarbejdet på tværs af de enkelte institutter, vil vi i endnu højere grad kunne styrke de muligheder, et Grønland og et Arktis i hastig forandring giver. En udvidet tilstedeværelse af DTU i Grønland vil desuden styrke en bæredygtig udvikling af Grønland og Arktis gennem uddannelse, forskning og samarbejde med erhvervsliv og myndigheder til gavn for både Grønland og Danmark. DTU står over for en virkelig spændende rejse, som jeg glæder mig til at kunne være med til at forme,” udtaler Susanne Hanson.

Arctic DTU

Arctic DTU har base på DTU’s campus i Lyngby og Sisimiut og har til opgave at fremme DTU’s arktiske aktiviteter inden for forskning, uddannelse, innovation og forskningsbaseret rådgivning. Centeret har desuden ansvar for at koordinere og videreformidle DTU’s arktiske aktiviteter på tværs af universitetet. Den arktiske forskning foregår fortsat på de enkelte institutter.

Se mere om Arctic DTU her.