Førende proteinforsker flytter sin forskning til DTU Bioengineering

Biologiske systemer Enzymer og proteiner Bioteknologi og biokemi

Hvordan interagerer komplekse proteinnetværk, når de danner hud og heler den efter en skade? Og hvad sker der med disse netværk i hud med inflammation eller hud, der ikke vil hele ordentligt? Det er hovedspørgsmålene, som den førende proteinforsker Ulrich auf dem Keller nu vil undersøge efter at have modtaget et Novo Nordisk Foundation Young Investigator Award fra Novo Nordisk Fonden.

Bevillingen, der er på 20 mio. kr. over en syvårig periode, gør, at Ulrich auf dem Keller nu flytter sit laboratorium til Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og etablerer sin forskningsgruppe på Institut for Bioteknologi og Biomedicin (DTU Bioengineering), hvor man er ved at bygge helt nye proteinforskningslaboratorier.

Ulrich auf dem Keller, ph.d., er seniorforsker og gruppeleder ved Institute for Molecular Health Sciences på ETH Zürich. Efter sine ph.d.-studier inden for pattedyrs hudbiologi udførte han som postdoc forskning, som omfattede udvikling af nye teknologier til at undersøge enzymer kaldet proteaser. Herefter opbyggede han sit eget forskningsprogram, som undersøger, hvordan proteaser fungerer i huden. Proteaser er særligt vigtige ved heling af sår i huden, hvor grupper af forskellige proteaser virker fra det første stadie, hvor der dannes koagler, til det sidste stadie, hvor der dannes ny hud.

Direktør på DTU Bioengineering Bjarke Bak Christensen siger:

"Takket være Novo Nordisk Foundation Young Investigator Award vil jeg kunne gå et skridt videre med min forskning med hjælp fra ikke alene den ekstraordinære infrastruktur på DTU, men også fra den stærke tilknytning til kollegerne inden for grundforskning og klinisk forskning på de mange fremragende biomedicinske forskningsinstitutioner i Københavnsområdet."
Ulrich auf dem Keller

”Jeg ser i høj grad frem til at Ulrich af dem Keller bliver en del af DTU Bioengineering. Han er en fremragende og internationalt anderkendt forsker, som vil supplere vores nuværende forskning på proteinområdet rigtig godt, og jeg har store forventninger til de resultater han og vores andre forskere vil komme frem til over de næste 7 år. Forskningen i proteiner er central ikke bare for DTU Bioengineering, men i hele lifescience området, og det er meget tilfredsstillende at vi som nyt institut på DTU kan tiltrække en så dygtig forsker fra udlandet.”

På baggrund af tildelingen af Novo Nordisk Foundation Young Investigator Award vil Ulrich auf dem Keller anvende omfattende teknologier til at undersøge netværk af proteaser i normal, betændt og beskadiget hud. Dette vil give detaljeret viden om, hvad der ikke fungerer ordentligt i betændt hud og kroniske sår, og vil danne grundlag for udvikling af bedre diagnostiske metoder og behandling.

Om bevillingen siger Ulrich auf dem Keller:

"Jeg er meget spændt på at skulle arbejde sammen med anerkendte og førende proteinforskere i Danmark, som arbejder på at kunne udføre en funktionel dissektion af det humane proteom og forstyrrelserne i dette ved sygdom på en systemomfattende skala. Takket være Novo Nordisk Foundation Young Investigator Award vil jeg kunne gå et skridt videre med min forskning med hjælp fra ikke alene den ekstraordinære infrastruktur på DTU, men også fra den stærke tilknytning til kollegerne inden for grundforskning og klinisk forskning på de mange fremragende biomedicinske forskningsinstitutioner i Københavnsområdet.”

Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, Head of Research and Innovation Grants i Novo Nordisk Fonden, siger:

“Bevillingen vil gøre det muligt for Ulrich auf dem Keller og hans kolleger at undersøge proteaser i normal og syg hud på et meget højere detaljeringsniveau end hidtil. Dette giver et stort potentiale for at påvise defekter, der opstår ved forskellige hudlidelser, og for at forbedre behandlingerne. Novo Nordisk Foundation Young Investigator Awards gør det muligt for meget talentfulde biomedicinske og bioteknologiske forskere at komme til Danmark, hvilket øger kvaliteten og omfanget af forskningen i landet.”