Fermenteringsplatform på DTU Bioengineering

Stor bevilling opruster den biofarmaceutiske forskning

Bioteknologi og biokemi
Novo Nordisk Fonden giver stor bevilling til udvikling af nye biofarmaceutiske processer og uddannelse af studerende og medarbejdere i industrien.

Novo Nordisk Fonden uddeler 182,7 mio. kr til et internationalt samarbejde mellem DTU og North Carolina State University, NCSU, som skal føre til nye biofarmaceutiske processer og uddannelsesprogrammer til studerende og medarbejdere i industrien.

NCSU er hovedmodtager af bevillingen, og det er første gang, at Novo Nordisk Fonden giver en bevilling i denne størrelsesorden uden for Norden. Årsagen er, at NCSU ud over en særlig kompetence inden for efteruddannelsesforløb har biofarmaceutiske styrker, der supplerer dem, man finder på DTU.

”Der er efterspørgsel på kompetencer inden for biofarmaceutiske produktionsteknologier, og NCSU supplerer de mere traditionelle bioteknologiske fermenteringsteknologier og opstrømsprocesser, hvor vi har stærke kompetencer på DTU. NCSU´s styrker er specielt knyttet til de senere trin i fremstillingen af biofarmaceutiske produkter, som DTU hidtil har haft mindre fokus på. Derfor ser vi frem til samarbejdet, hvor vi bl.a. med mobilitetsstipendier til de studerende, fælles kursusmateriale og forskningsprojekter vil styrke vores forskere og de studerendes kompetencer inden for biofarmaceutisk produktion,” siger Bjarke Bak Christensen, direktør på DTU Bioengineering.

Grøn omstilling

Novo Nordisk Fondens ambition med bevillingen er at bygge bro mellem akademisk forskning og den biofarmaceutiske industri og finde områder, hvor nye bioteknologiske løsninger vil komme industrien til gode.

”Når de først er udviklet og implementeret på industriel skala, vil disse bioteknologiske processer og metoder kunne bredes ud til andre, pt. mindre profitable områder, f.eks. inden for den grønne omstilling. Her tænker vi ikke mindst på udfasning af fossile brændstoffer til fordel for biologiske løsninger. Den biofarmaceutiske industri er isbryderen, der kan trække en grøn opblomstring med sig,” siger Claus Felby, chef for life science-forskning i Novo Nordisk Fonden.

Den biofarmaceutiske industri, som står for størstedelen af verdens produktion af lægemidler, befinder sig i en afgørende fase. Stigende efterspørgsel stiller krav om større, mere effektiv produktion af eksisterende produkter, ligesom der skal skabes sikre og omkostningseffektive produktionsprocesser til nye lægemidler. Den videre udvikling af industrien kræver både nytænkning og højt kvalificerede medarbejdere.

”Dette projekt vil imødekomme fremtidige behov i den biofarmaceutiske industri, og vi forventer, at det vil få en betydelig global gennemslagkraft i forhold til at forbedre fremstillingsprocesser for lægemidler. Samtidig vil det uddanne en ny generation af videnskabsfolk og ingeniører, der vil forestå design og udførelse af de processer, der bruges til at fremstille dem,” siger Ruben Carbonell, professor og forsøgsansvarlig for AIM Bio, North Carolina State University.

Bevillingen skal også fremme udveksling mellem NCSU og DTU, således at danske og amerikanske undervisere, forskere og studerende vil krydse Atlanten mellem de to uddannelses- og forskningsinstitutioner – både når det gælder forskningsprojekterne, udarbejdelse af uddannelsesprogrammet og undervisning.

Samarbejdet styrker også yderligere det voksende samarbejde mellem DTU Kemiteknik, som er stærk på særligt opskaleringsprocesser, og DTU Bioengineering, hvor ekspertisen ligger inden for opstrømsprocesser som f.eks. design af de cellefabrikker, der skal bruges i produktionen.

Bevillingen løber over fem år, og den omfatter ni forskningsprojekter i biofarmaceutiske produktionsprocesser. Derudover vil indholdet til det nye uddannelsesprogram blive designet og udviklet i løbet af de første 18 måneder, hvorefter otte kurser vil blive udbudt. Det forventes, at 1.300 specialister, heraf 600 på NCSU og 700 på DTU, vil gennemføre kurser fra programmet i den resterende del af bevillingsperioden.