DTU RoboCup 2019 (Foto: Joachim Rode)

15 selvkørende robotter dystede i RoboCup-finalen

Elektroteknologi Robotteknik og automation

Niveauet var højt i årets udgave af DTU RoboCup, der sætter fokus på robotters udvikling. To tidligere DTU-studerende vandt med en robot, som gennemførte den udfordrende bane både hurtigt og fejlfrit.

15 selvkørende robotter kæmpede i går om at være den bedste til at gennemføre DTU RoboCup. Konkurrencen blev afviklet på en bane, der bød på både kendte og nye udfordringer, som robotten skulle klare på sin gennemkørsel. Blandt andet bestod forhindringerne i at køre op ad en trappe, over en vippe, få en golfbold i hul og give den gas på en 7 meter lang racerbane.

Vindere
Vinderen af dette års finale blev Allan Ascanius og Per Jakobsen med robotten 'Roadrunner'. De to holdkammerater er begge forhenværende DTU-studerende, og har tidligere deltaget i konkurrencen. Roadrunner udmærkede sig desuden ved at opnå den hurtigste gennemkørsel af racerbanen på kun 3 sekunder.

2. præmien gik til 'Mamma Mia', hvis hold bestod af Paul Rajani Lassen, Nikolas Gomes og Rishav Bose, som alle tre er studerende på DTU.

3. præmien blev vundet af August Borg Ljørring med robotten ’Vertex’. August løb med sejren i sidste års DTU RoboCup-finale, men måtte i år nøjes med tredje pladsen.  

Særlige priser
Udover 1. præmien modtog Roadrunner også 'design-prisen'. Mamma Mia-holdet, som kom på 2. pladsen fik også prisen for 'bedste DTU-køretøj'. Figther-prisen gik til Retrobot-holdet bestående af Sizarta Sarshar, Daniel C.L. Nilsen, Ask H. Berentsen og Michael A. Lundsveen fra Høgskolen i Østfold (HiØ) & Institutt for energiteknikk (IFE), Norge.

Sidst men ikke mindst, gik prisen for 'bedste video' til holdet Mellon, bestående af Elva, Arya, Signe og Steffen Colding-Jørgensen. 

Høj niveau og høst af svære point
Deltagerne i DTU RoboCup var både folkeskoleelever, studerende og voksne. Konkurrencen er underholdende, men afspejler samtidig den forskning i fremtidens robotter, der sker på DTU. 

"Niveauet blandt deltagerne i RoboCup var meget højt i år. Det var således nødvendigt at score dobbelt så mange point i den indledende runde for at gøre sig kvalificeret til at komme i finalen, end det har været de sidste par år. Udover at score mange point, har det også været bemærkelsesværdigt, at de deltagende robotter i år har høstet flere af de svære point, der er knyttet til at udføre de vanskeligste øvelser på banen. Eksempelvis at kunne identificere et ukendt objekt på banen, flytte det og til sidst placere det på sin rette plads, siger professor Ole Ravn fra DTU Elektro, der er ansvarlig for afviklingen af DTU RoboCup.

Stemningsbilleder fra konkurrencen

DTU RoboCup 2019 (Foto: Joachim Rode)

Foto: Roadrunner-vinderne med deres pris og robot (foto: Joachim Rode)

DTU RoboCup 2019 (Foto: Joachim Rode)

Foto: Mammi Mia-holdet med deres priser (foto: Joachim Rode)

DTU RoboCup 2019 (Foto: Joachim Rode)

Foto: Vertex under gennemkørsel af banen (foto: Joachim Rode)

DTU RoboCup 2019 (Foto: Joachim Rode)

Foto: Gruppebillede af holddeltagerne (foto: Jens Christian Andersen)

Fakta

15 deltagere/hold i finalen den 25. april 2019.

To af finalisterne er vinderne fra junior-robotkonkurrencen på Experimentarium (RoboCup Junior), der blev afholdt den 1. april. De 13 øvrige finaledeltagere bliver udvalgt på baggrund af kvalifikationsrunden. 

Kvalifikationsrunden blev afholdt den 24. april.

Læs mere om DTU RoboCup.