En græssende vandloppe (Acartia). Foto: Erik Selander

Klimaændringer påvirker havets evne til at binde CO2

Klimaændringer CO2-udskillelse og CO2-lagring Havforskning Økosystemer

Klimaforandringerne ændrer udbredelsen af dyreplankton i havet og påvirker dermed planktons bidrag til at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Forskere fra det danske Centre for Ocean Life på DTU har som de første dokumenteret, at dyreplanktons vigtige bidrag til havets kulstofkredsløb er under forandring, og at dyreplankton i de tempererede områder af Nordatlanten i dag fjerner væsentligt mindre CO2 fra atmosfæren, end de gjorde for 55 år siden. I de koldere egne af Nordatlanten fra Island og ned til det nordlige USA er billedet det modsatte: Her transporterer dyreplankton i dag mere kulstof fra overfladen og ned i havbunden. Det fremgår af en artikel i det ansete tidsskrift Nature Ecology & Evolution, som blev offentliggjort 11. februar 2019. 

Havet spiller en stor rolle i Jordens kulstofkredsløb, fordi atmosfærisk kuldioxid kan bindes som organisk kulstof i havet i mange år, bl.a. med hjælp fra dyreplankton. Herved fjernes kuldioxiden fra atmosfæren, hvor den ellers bidrager til klimaforandringer. Lagringen i havet foregår ved forskellige processer, som samlet kaldes den biologiske pumpe, og som anslås at fjerne lige så meget CO2 fra atmosfæren, som mennesket udleder. 

Plankton påvirkes af klimaforandringer

Artiklen i Nature Ecology & Evolution beskæftiger sig med vandlopper, som er de dominerende arter blandt dyreplankton og findes alle steder. 

"De ændringer, vi ser i Nordatlanten, skyldes i vid udstrækning, at klimaforandringerne påvirker vandlopperne. I den centrale og østlige del af Nordatlanten er der områder med færre eller mindre vandlopper end tidligere, og disse ændringer i biomassen har betydning for, hvor meget kulstof der kan transporteres fra atmosfæren og ned i havet," forklarer professor Thomas Kiørboe, Centre for Ocean Life, som har ledet studiet. 

I de nordvestlige dele af Nordatlanten ved Island og USA viser studiet, at der er kommet flere vandlopper siden 1960, så her kan der transporteres mere kulstof fra atmosfæren ned i havet. Der er dog tale om komplekse biologiske, kemiske og fysiske processer, som videnskaben endnu ikke forstår godt nok til at kunne forudsige, hvad ændringerne vil betyde for klimaet i fremtiden. 

"Vores studie er første forsøg på at beskrive den globale betydning af vandloppers bidrag til kulstofkredsløbet. Vi ved, at forandringerne i vandloppe-populationerne påvirker det globale kulstofkredsløb direkte gennem ændringerne i transporten af kulstof fra overfladen til havbunden, men vi kan ikke sætte tal på konsekvenserne," siger Thomas Kiørboe. 

Studiet er baseret på et enestående datasæt, der strækker sig fra 1960-2014 og indeholder 200.000 observationer af forekomsten af forskellige vandloppearter. Disse data har forskerne kombineret med viden om vandloppers størrelse, føde, vandringsmønstre m.v. og behandlet i komplicerede modeller.

Vandlopperne transporterer kulstof fra overfladen og ned i havet

Planteplankton er første led i havet fødekæde. Planteplankton vokser – lige som planter på landjorden – ved sollys og ved at optage CO2 fra luften, som de omdanner til organisk kulstof. Planteplankton bliver siden spist af vandlopper og andet dyreplankton. 

Ekskrementer fra vandlopperne og døde plankton-organismer falder til bunds, og kulstoffet bindes i havbunden.  På denne måde transporterer vandlopperne passivt kulstof ned i havet. 

Vandlopperne transporterer også kulstof aktivt fra overfladen og ned i havet. Det sker, fordi vandlopperne dagligt vandrer mellem havoverfladen, hvor de spiser, og ned i den mørkere del af havet, hvor de gemmer sig for rovdyr. Desuden går de i vinterdvale på dybt vand. Når de opholder sig her, afgives deres udåndingsluft, som indeholder CO2, ikke til luften, men bliver bundet i havet i op til 1000 år.