Orm i sandfilter på et dansk vandværk. Foto: Christensen et al. 2016. Ormebekæmpelse i vandværksfiltre. Naturstyrelsen

Smådyr i vandværksfiltre kan fjernes uden kemikalier

Vandforsyning
Nyt studie påviser, at forekomster af orme i vandværkers sandfiltre kan fjernes med en bæredygtig metode, der ikke påvirker den ønskede bakterieforekomst. Orme forekommer sjældent i Danmark, men den biologiske bekæmpelsesmetode er væsentlig for dansk eksport af vandrensningsteknik.

I de biologiske sandfiltre, som vandværkerne anvender til rensning af vores drikkevand, kan der i sjældne tilfælde forekomme orme. Det lyder ubehageligt, men det er hverken sundhedsskadeligt eller forringer kvaliteten af drikkevandet, så længe de kun lever af drikkevandsorganismer i filtersandet. Alligevel ønsker vandværkerne naturligvis at fjerne ormene, hvis de forekommer i et sandfilter.

Et nyt studie fra DTU Miljø har påvist, at bekæmpelsen kan ske uden brug af klor, som hidtil har været anvendt. Klor slår nemlig samtidig alle de nødvendige bakterier i sandfiltrene ihjel, så
vandværket ikke kan anvende dem til vandrensning i op til 6 måneder efter behandlingen.

”Vi har påvist, at ormene kan bekæmpes lige så effektivt med brug af CO2-gennembobling, der kke påvirker filterbakteriernes evne til at fjerne ammonium, som er et af filterets væsentlige funktioner,” fortæller Sarah C.B. Christensen, der står bag studierne sammen med professor Hans-Jørgen Albrechtsen, DTU Miljø. ”Det er en viden, der måske ikke er så væsentlig her i Danmark, hvor vi kun sjældent oplever orme i vandværksfiltre. Men det er yderst relevant at have en bæredygtig bekæmpelsesmetode i forbindelse med eksporten af dansk vandrensningsteknik.
Teknikken med sandfiltre er for både miljø og kvalitet af drikkevand en rigtig god løsning og derfor en mulighed, andre lande også er interesseret i at anvende”.

Vand med højt indhold af metan sikrer næring
Sarah C.B. Christensen fortæller, at orme typisk har været fundet i vandværker enten beliggende tæt ved kysten eller med vand, der har et stort indhold af metan. Metan fungerer som næringsgrundlag for nogle typer bakterier og skaber derfor grundlag for et rigt økosystem i sandfiltrene. Dermed kan også orme, der som æg er overført fra jordpartikler til sandfiltrene, finde næring. De fundne orme er nært beslægtede med regnorme og minder om en mini-udgave af disse, der trives i vanddækket sand. Her lever ormene af de rene filterbakterier i sandet. Ormene lever derfor heller ikke hverken i vandrør eller vandreservoirer.
”Det er heldigvis meget sjældent, at der bliver fundet orme i danske vandværk. I de ni år jeg har beskæftiget mig med området, har jeg kun kendskab til omkring ti tilfælde,” siger Sarah C.B. Christensen.

De ansvarlige for det nyligt gennemførte forskningsprojekt – og ikke mindst Sarah C.B. Christensen – vil meget gerne bistå vandværker med råd og vejledning til, både hvordan sandfiltre på en enkelt måde kan undersøges for forekomst af orm, og hvordan en eventuel bæredygtig bekæmpelse kan gennemføres.

Studiet er udført i samarbejde med Krüger A/S og to danske vandforsyningsselskaber i perioden 2014 til 2015. Det er støttet af Naturstyrelsen, der også har udgivet en rapport om resultaterne.

Kontakt
Sarah C.B. Christensen, tlf: 25 13 80 88, mail: sach@hofor.dk
Hans-Jørgen Albrechtsen, tlf: 21 76 38 89, mail: hana@env.dtu.dk
Rasmus Boe-Hansen, Krüger A/S, tlf: 39 57 20 81, mail: rab@kruger.dk

Efter at have gennemført forskningsprojektet om biologiske sandfiltre på DTU Miljø er Sarah C.B. Christensen nu ansat som vandkvalitetsspecialist i HOFOR.

Rapport
Se rapport med gennemgang og resultater fra studiet på Naturstyrelsens hjemmeside:
http://naturstyrelsen.dk/media/186048/ormebekaempelse-i-vandvaerksfiltre.pdf