Uvejr over Sumatra i Indonesien optaget med ASIM's instrumenter april 2018, der er formentlig tale om en elver. (Foto: ESA/DTU Space)

ASIM-observatoriet har registreret de første kæmpelyn

Rumforskning Rumteknologi og instrumenter Jordobservation
Forskere fra DTU Space har fået optaget og analyseret de første fascinerende billeder af et voldsomt uvejr over Jorden ved hjælp af ASIM-observatoriet på Den Internationale Rumstation.

ASIM blev opsendt og monteret uden på Den Internationale Rumstation, ISS, sidste måned, og nu har detektorerne ombord leveret de første billeder af lyn og torden.

Uvejret er optaget nær kysten ved øen Sumatra i Indonesien. Lynene nåede op i den øverste del af atmosfæren, hvor ASIM har registreret dem. Og det ser ud til at være et af de meget fasinerende fænomener, som forskerne gerne vil undersøge, der er registreret.

“Selvom skyerne delvis blokerede for lynet, viste vores instrumenter meget kraftige elektriske udladninger højt oppe i atmosfæren. Vi mener, det kan være et af de fænomener, der kaldes elvere," siger chefkonsulent på DTU Space, Torsten Neubert, der er videnskabelig ansvarlig for ASIM.

"Vi har indsamlet 100.000 målinger i sekundet af denne fascinerende kraft i naturen. Det er sket med ASIM's kraftige fotometre, der tæller fotoner, altså lyspartikler, og dermed registrerer, at en interessant hændelse finder sted".

Lyn-fænomener 80-100 km over Jorden

Elvere er hurtigt ekspanderende ringe i den øvre del af atmosfæren, som dannes 80-100 km over Jorden, når elektroner støder sammen med nitrogenmolekuler under tordenvejr. Disse ringe kan brede sig over flere hundrede kilometer. 

De er blandt de kraftigste synlige fænomener over tordenskyer, som samlet kaldes Transient Luminous Emissions (TLEs). (se optagelserne her)

"Indtil videre er det kun de optiske instrumenter, der optager synligt lys, som er taget i brug. Der venter endnu mere spændende forskning forude, når de andre instrumenter er parate,” siger Torsten Neubert.

ASIM har flere typer instrumenter: Fotometre, der tæller fotoner, optiske kameraer samt røntgen-detektorer, der optager og måler indkommende stråling fra lyn og relaterede fænomener som elvere. De lyn, der undersøges, slår udad mod rummet og ikke nedad, som lyn der typisk ses fra jorden. Det sker omkring 20 til 100 km over jorden.

Nyt datacenter på DTU

Målinger fra ASIM analyseres på et datacenter på DTU Space, der er oprettet til formålet. Fra ISS sendes data til Jorden og videre til DTU Space via ESA's operationscenter i Belgien. På DTU renses og sorteres data, for blandt andet at fjerne 'støj', så de bliver brugbare for forskerne.

ASIM peger ned mod Jorden fra sin position på Columbus-modulet uden på ISS i 400 km højde. Fra denne position kan instrumenterne observere energiudladninger fra lyn og relaterede processer i forbindelse med tordenvejr.

ASIM er forankret hos den europæiske rumorganisation ESA, men er dansk ledet. DTU Space står for den videnskabelige ledelse, og danske Terma har den tekniske ledelse af projektet.

Se ESA's engelske nyhed om de nye billeder her.

Se en kort ESA-video om ASIM's rejse fra opsendelsen i Florida til montage på rumstationen ISS.