Ben Cahill leder af DTU Skylab Digital. Foto: Peter Aagaard Brixen

DTU åbner nyt laboratorium for digital udvikling

Innovation og produktudvikling Entreprenørskab Robotteknik og automation
Digitale teknologier skal udvikles med afsæt i brugernes behov i hverdagen, siger leder af det nye DTU Skylab Digital, Ben Cahill.

Brugernes adgang til at udnytte kunstig intelligens (AI) eller til at udnytte andre former for digital teknologi er udgangspunktet for projekter i et nyt digitalt laboratorium DTU Skylab Digital. Laboratoriets første projekt er skabt i samarbejde med Region Hovedstaden, som udfordrer DTU-studerende til at give deres bud på, hvordan AI kan gøre nytte i det daglige kliniske arbejde på hospitalerne.

”DTU har mange dygtige udviklere blandt de studerende. Vores opgave er at løfte dem ind i konkrete samarbejder med virksomheder, hvor de kan udvikle digitale løsninger. Det skaber innovation i virksomhederne og åbner for, at de studerende kan få vejledning, eller måske ligefrem ansættelser i erhvervslivet i forlængelse af projekterne,” siger innovationsmedarbejder og leder af DTU Skylab Digital Ben Cahill.

DTU Skylab Digital er ved at rykke ind i nye lokaler og er en del af DTU's udbygning af Skylab til at blive en hub i verdensklasse for teknologibaseret innovation. Og samtidig med at kablerne i det nye lab bliver trukket, er Ben Cahill optaget af at skabe samarbejder baseret på stærke faglige miljøer på DTU. Det gælder inden for brug af computerkraft til at behandle store datamængder ved brug af kunstig intelligens, anvendelse af computere i tekniske løsninger, embedded computing og apps inden for mobiludvikling.

"Vores opgave er, at løfte de studerende ind i konkrete samarbejder med virksomheder, hvor de kan udvikle digitale løsninger."
Ben Cahill, innovationsmedarbejder, DTU Skylab Digital

”Vi har valgt disse områder, fordi de er velunderstøttede på DTU's institutter. Vi ved for eksempel godt, at der på nuværende tidspunkt er 600 studerende på det nye AI-kursus, og det giver et stærkt afsæt for at invitere virksomheder ind i forløb med hardtech entrepreneurship eller konkurrencer for studerende, hvor virksomhederne kan få udviklet forslag til digitale løsninger på konkrete problemer,” siger Ben Cahill.

Blockchain mod fødevaresvindel 

Senest har DTU Skylab Digital udviklet et innovationsforløb, Digi DiveX, hvor studerende dykker dybt i data og udvikler digitale løsninger til problemstillinger fra hverdagen. I innovationsforløbet giver de studerende deres bud på, hvordan kunstig intelligens kan behandle data og bruges til at løse opgaver, som klinikerne i sundhedsvæsenet savner digitale løsninger på. 

Projektet er en del af AI-iværksætterindsatsen, der er fondet af Erhvervsstyrelsen og skabt i samarbejde med DTU Compute, Nordic AI, DTU Science Park og Region Hovedstaden, som leverer problemstillinger og data.

Ben Cahill arbejder på at få aftaler med andre samarbejdspartnere inden for det offentlige. Det kan for eksempel være Københavns Kommune, der kan levere trafikdata, som udnyttes i digitaliseringsprojekter, hvis DTU Skylab Digital får adgang til at installere hardware i datadrevne processer og udvikle nye metoder til at nyttiggøre data digitalt.

I et andet aktuelt projekt skal studerende arbejde med blockchain-teknologi i fødevareindustrien. Projektet er udviklet i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet og skal afsøge mulighederne for at bruge blockchain mod fødevaresvindel, som på verdensplan er et stort problem.