Parkerings-app finder ledige p-pladser

Informationsteknologi Matematik Transport og logistik

En ny funktion i EasyParks parkerings-app gør det hurtigere og meget lettere at finde parkeringsplads i København.

En stor del af trafikken i storbyer i myldretiden er biler, som søger parkeringsplads. Det er ikke kun til irritation for bilisterne, som længe eller måske endda forgæves søger ledig parkeringsplads, det giver også trængsel, øget risiko for ulykker og øget forurening. Det problem forsøger EasyParks nye funktion 'Find & Park' at løse. DTU Science Park og forskere fra DTU Compute har været med til at udvikle parkerings-app’en, så bilister nu kan se, hvor de med størst sandsynlighed kan finde en ledig p-plads tæt på slutdestinationen.

Når man som bilist søger ledig parkeringsplads, får man med den nye funktion hjælp af farvekoder og navigationsanvisninger til at se, hvordan mulighederne er i det område eller på den gade, hvor man vil parkere. Rød betyder, at der er mindre end en ledig plads pr. 100 meter, orange viser, at der er en til to pladser, og grøn viser mindst to pladser pr. 100 meter.

Algoritmer og statistik i kombination med åbne data

Find & Park er udviklet ved hjælp af algoritmer og statistisk analyse, udviklet af DTU på baggrund af meget store mængder åbne og forskelligartede parkeringsdata fra Københavns Kommune.

”Vi har hjulpet EasyPark med at sammensætte de forskellige datakilder, der findes på parkeringsområdet. For eksempel findes der informationer om beboerlicenser, erhvervslicenser, betalte parkeringer, parkeringer via apps osv. Udfordringen for os har været at kombinere den meget store og forskelligartede datamængde og opbygge en model, der kan levere forslag til ledige parkeringspladser med meget stor præcision,” udtaler professor og sektionsleder Bjarne Ersbøll fra DTU Compute.

Flere nye data og udbredelse til flere byer

Den nye funktion i parkeringsappen bruges også som betaversion i andre byer – både i Danmark og i udlandet - og på sigt vil en udbygning med flere data i Find & Park gøre søgningen efter ledige parkeringspladser endnu mere præcis:

”Man kan forestille sig, at vi i fremtiden kan integrere parkeringsservicen med oplysninger om store events, f.eks. Copenhagen Marathon, eller omlægninger af trafikken ved byggerier,” siger Bernd Reul, Landechef, EasyPark Danmark.