Det nye grundforskningscenter DAWN er et samarbejde mellem DTU Space og Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, det blev indviet officielt 22. juni 2018. (Foto: KU/NBI, DTU Space)

Nyt astronomisk forskningscenter på plads i København

Astrofysik Rumforskning
Så er det nye grundforskningscenter DAWN indviet. Centret er et samarbejde mellem Københavns Universitet og DTU. Førende forskere skal de kommende år undersøge det kosmiske daggry, hvor universets første galakser, stjerner og sorte huller kom til. 

Med indvielsen af det nye grundforskningscenter DAWN i Vibenhus-bygningen på Østerbro i København, skrues der nu op for forskningen i det helt tidlige univers.

Omkring 300 til 600 millioner år efter Big Bang fandt sted for 13,8 milliarder år siden forvandledes en mørk ursuppe til et ungt og gennemsigtigt univers med dannelse af de første galakser, stjerner og sorte huller. Denne tidlige epoke i vores univers' historie ved man ikke ret meget om.

The Cosmic Dawn Center (DAWN) er et Center of Excellence støttet af Danmarks Grundforskningsfond med 66 millioner kroner over de kommende seks år, som skal forske intenst i denne periode. Centeret er et samarbejde mellem DTU Space på DTU og Niels Bohr Institutet på København Universitet, som trækker på internationalt ledende eksperter inden for feltet.

Nye teleskoper er som tidsmaskine

Arbejdet baseres blandt andet på James Webb Space Telescope (JWST), som ventes opsendt omkring 2021, samt det nyligt fuldendte Atacama Large (Sub-)Millimeter Array (ALMA) i Chile. De to superteleskoper vil gøre det muligt at opfange lys fra det helt tidlige univers og dermed se direkte ind i den tid, hvor de første stjerner og galakser blev dannet. 

”Teleskoper er som tidsmaskiner, der gør det muligt at se tilbage i tiden, og det vil give os helt ny viden,” siger lektor og astronom ved Niels Bohr Institutet Sune Toft, som står i spidsen for DAWN. (I midten af billedet øverst).

Unik dansk adgang til data

Danske forskere på DTU Space og Niels Bohr Institutet har bidraget til konstruktionen af JWST og har derfor unik adgang til teleskopets første observationer.

"Med det nye center iværksættes også et omfattende internationalt samarbejde, som kan bidrage til at skabe nye standarder på tværs af DTU og Københavns Universitet"
Kristian Pedersen, professor og direktør, DTU Space

”DAWN vil bidrage markant til at øge vores forståelse af, hvad der skete, lige efter vores univers blev født, og de første stjerner og galakser blev dannet,” siger professor og direktør på DTU Space Kristian Pedersen. (Med rødt slips).

”Med det nye center iværksættes også et omfattende internationalt samarbejde, som kan bidrage til at skabe nye standarder på tværs af DTU og Københavns Universitet.”

Centrets internationale forskningsteam tæller allerede nu 14 nationaliteter fordelt på tre kontinenter.

Klik her for at læse mere om DAWN på centrets hjemmeside.

Klik her for at få mere information om James Webb-teleskopet hos NASA og her for at læse om teleskopet hos  ESA.