Foto Bax Lindhardt

Årets bedste forskningsformidler

Miljø og forurening
Professor Kirsten Halsnæs får Forskningskommunikationsprisen 2019 for sin vilje og evne til at formidle sin viden om klima og økonomi til alle grupper i samfundet.

Ved et arrangement 25. april i Uddannelses- og Forskningsministeriet får professor på DTU Management Kirsten Halsnæs overrakt Forskningskommunikationsprisen 2019.

"Vi kan ikke løse klimakrisen alene i vores private liv. Klimaforandringerne er et samfundsproblem, som vi skal løse i fællesskab, og hvor alle sektorer og teknologier skal spille sammen med forbrugeradfærd."
Kirsten Halsnæs, professor

”Klimaforandringerne er en af de største udfordringer, verden står over for, og klimaet er for alvor kommet på dagsordenen. Der er kamp om offentlighedens opmærksomhed, og her formår Kirsten Halsnæs, blandt andet gennem sit arbejde i FN’s klimapanel, at skabe et solidt grundlag for klimadebatten,” siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.

Kirsten Halsnæs har i tre årtier forsket i feltet mellem økonomi, klima og grøn omstilling, blandt andet med base i FN’s miljøprogram UNEP’s center, UNEP DTU Partnership, som beskæftiger sig med energi, klima og bæredygtig udvikling i udviklingslandene.

Kirsten Halsnæs har påtaget sig flere store samfundsopgaver ved siden af sit forskningsarbejde. Siden 1993 har hun været med i det internationale klimapanels inderkreds som forfatter på IPCC-rapporternes kapitler om de økonomiske konsekvenser af klimaændringerne. Og de seneste seks år har hun været medlem af Det Etiske Råd.

Det har altid været et princip for Kirsten Halsnæs at sige ja, når hun blev bedt om at stille op til interviews og arrangementer om emner, som hun havde beskæftiget sig med i sin forskning. Så hun er efterhånden blevet en kendt stemme i medierne, har skrevet klummer, kronikker, blogindlæg og bøger, deltaget i adskillige tv-debatter og talks-shows og holdt foredrag rundt om i landet.

Tre spørgsmål til professoren

Det ligger Kirsten Halsnæs meget på sinde at lukke miljødebatten ud af ministerierne og få den formidlet, så almindelige mennesker kan forstå problemerne og handle på et oplyst grundlag. Vi har stillet hende tre spørgsmål i relation til den aktuelle klimadebat:

Hvordan løser vi klimakrisen?
”Der er en masse, vi kan gøre selv, som er både billigt og effektivt: Spar på energien, brug cyklen, kør i små klimavenlige biler, undgå madspild, og vær åben over for samarbejde med hele verden.
Men vi kan ikke løse klimakrisen alene i vores private liv. Klimaforandringerne er et samfundsproblem, som vi skal løse i fællesskab, og hvor alle sektorer og teknologier skal spille sammen med forbrugeradfærd.

Vi skal især kigge på tre sektorer: Energi-, landbrug- og transport. Siden 1990’erne er der sket en stor teknologiudvikling inden for vedvarende energi, så vi kan være rimelig optimistiske her. Men inden for landbrugs- og transportsektoren er vi ikke så langt fremme med den teknologi, der kan gøre dem bæredygtige.

Ud over teknologiudvikling og nye produktionsmetoder af bl.a. afgrøder og kød har vi også brug for politikere, der skaber nogle rammer, som gør det billigere at opføre sig rigtigt. Det kan være at indføre forskellige former for regulering, som f.eks. CO2-skatter for virksomheder. Det hjælper i hvert fald ikke at indføre lavere afgifter på store biler, skære ned på den offentlige transport og bygge flere motorveje.

Internationalt mener jeg, at vi gør det eneste mulige, nemlig at lave aftaler og holde et fokus på udviklingen. Løsningerne skal komme fra landene selv, for der findes ikke noget globalt klimapoliti, der kan overvåge eller sågar håndhæve nogen former for straf, hvis et land ikke lever op til målene.”

Bør vi holde op med at spise kød?
”Nej. Jeg synes, at det er en meget radikal holdning, der ikke på nogen måde fremmer folks lyst til at løse klimaproblemerne. Og vi risikerer, at klimadebatten forsimples til røde bøffer eller ej og overser, at den enkelte forbrugers valg skal kombineres med en indsats i hele produktionskæden for fødevarer fra dyrehold og planteproduktion til forarbejdning og transport, før varerne ender i forretningerne.”

Men skal vi så stoppe med at rejse med fly?
”Nej. Det er en rigtig dårlig idé. Det overrasker de fleste, at kun tre procent af verdens drivhusgasudslip kommer fra luftfarten. Det er meget vigtigt, at vi stadig rejser ud i verden og møder andre kulturer og befolkninger. For det er især gennem mødet, at vi kan præge hinanden.

Dem, der argumenterer for, at vi skal stoppe med at flyve og blive i Danmark, har helt misset pointen om, hvor verdens fremtidige drivhusgasudslip vil komme fra. 80 procent af verdens befolkning vil op mod år 2100 leve i det, der i dag er de store vækstøkonomier som Kina og Indien, og i udviklingslandene, så de fleste drivhusgasser vil som følge af deres udvikling komme derfra. Vi skal selvfølgelig også gøre noget i vores egen baghave, men det bliver i de lande, det store skal ske. Jeg synes ikke, det er en løsning, at vi isolerer os i Danmark. Det er netop gennem samkvem og international handel og aftaler med andre nationer, at der sker en vigtig udveksling af idéer og løsninger, og hvor vi kan samarbejde om bæredygtigt forbrug og produktion.”