Foto: DTU Byg

Vandret ventilationssystem kan øge brandsikkerheden i tunneller

Brandteknik og brandsikkerhed
En videnskabelig assistent fra DTU Byg har vundet en international pris for sit arbejde med at udvikle et vandret ventilationssystem til tunneller. Formålet er at kontrollere røgudviklingen og dermed få bedre kontrol over branden.

Hvert år uddeler den internationale sammenslutning for forskning og sikkerhedsarbejde i undergrundsfaciliteter, International Tunnelling and Underground Space Associations Committee on Operational Safety of Underground Facilities (ITA COSUF), prisen ITA COSUF Award. Prisen går til en ung forsker eller fagperson, som har udmærket sig inden for sikkerhedsarbejde i undergrundsfaciliteter.

I 2016 går prisen til en DTU-medarbejder, nemlig Wilson Ulises Rojas Alva, der arbejder som videnskabelig assistent ved DTU Byg.

God respons fra eksperter og industri

I 2014 afleverede Wilson Ulises Rojas Alva kandidatspeciale om brandsikkerhed og røgudvikling i tunneller. Projektet indgår i en serie af projekter om røgudvikling i småskalaforsøg, som lektor Anne Dederichs fra DTU Byg har vejledt. 

I sit speciale arbejdede Wilson Ulises Rojas Alva med at udvikle et vandret ventilationssystem til tunneller, som kan hjælpe med at styre røgudviklingen under en brand i én retning.

”Hans resultater er meget relevante i disse tider, hvor man er i gang med at bygge tunneller i mange lande. Den forståelse, Ulises’ projekt har givet, er essentielt når man vil kontrollere røg i en tunnel og sikre menneskers liv i en eventuel tunnelbrand. Ulises har fået stor ros for resultaterne fra andre eksperter på området, ” siger Anne Dederichs.

Specialet førte til præsentationer på flere konferencer. Det var Grunde Jomaas, lektor ved DTU Byg, som tidligere på året indstillede Wilson Ulises Rojas Alva til prisen på baggrund af en af disse præsentationer.

”Ulises fik rigtig god respons på en præsentation til en konference, og da flere fra industrien gjorde mig opmærksom på prisen, valgte jeg at indstille ham. Jeg mente, at han var en meget konkurrencedygtig kandidat til prisen, og det viste sig jo at holde stik,” fortæller Grunde Jomaas.

Stort behov for bedre brandsikkerhed i Europas tunneller

Wilson Ulises Rojas Alva er meget glad for at modtage prisen fra ITA COSUF. På nuværende tidspunkt arbejder han med in situ-afbrænding (afbrænding på stedet) af råolie på vand. Han laver jævnligt eksperimentet i DTU Bygs brandlaboratorium og beskæftiger sig derfor med en noget anden tilgang til brandsikkerhed end i sit speciale.

Hvis det stod til ham, ville han vældig gerne i gang med forskningen i brandsikkerhed i tunneller igen. Han påpeger ligesom Anne Dederichs det store behov for yderligere forskning på området.

”Der er lige nu gang i rigtig mange tunnelprojekter rundt om i Europa. Bl.a. er verdens længste jernbanetunnel netop åbnet i Schweiz. Et andet spændende projekt, som ligger lidt længere ude i fremtiden, er en tunnel mellem Helsinki i Finland og Tallinn i Estland. Der er stort behov for at forske mere i brandsikkerhed i tunneller, da det kan gå virkelig galt, hvis røgudviklingen kommer ud af kontrol i tunneller eller andre underjordiske anlæg”, siger Wilson Ulises Rojas Alva.

Forsøg med ventilationskontrol

De to billeder herunder viser forskellen mellem røgspredningen uden og med (til højre) den ventilationskontrol, som Wilson Ulises Rojas Alvas har arbejdet med.

  Uden_ventilation                                                   
  Med_ventilation
Røgspredning uden ventilationskontrol
Røgspredning med ventilationskontrol
Wilson Ulises Rojas Alvas forsøg viser, at kun halvdelen er tunnelen bliver påvirket af røg, når den horisontale ventilationskontrol er aktiveret.