Foto: Mikal Schlosser

Roskilde Festival bæredygtighedslaboratorium for studerende

Elforsyning Energieffektivisering Vindenergi Innovation og produktudvikling Entreprenørskab Affaldshåndtering Bygningsdesign
For 10. gang bruger et hold DTU-studerende Roskilde Festival som et friluftslaboratorium til at afprøve nye teknologier, der kan gøre festivalen grønnere og endnu sjovere.

Roskilde Festival har altid været en af de mest fremsynede festivaler i verden, ikke mindst når det gælder bæredygtighed. Festivalen arbejder hårdt på at nedbringe miljø- og klimaaftrykket fra driften og de 130.000 gæster.

Siden 2010 har DTU-studerende taget del i dette arbejde og bl.a. udviklet nye løsninger til affaldshåndtering og til at gøre elforbruget mere bæredygtigt. De studerendes projekter omfatter også nye teknologier, som er rettet direkte mod festivalgæsternes oplevelse – fordi de studerende tager udgangspunkt i, hvad de selv synes skal præge Roskilde Festival.

”Samarbejdet med DTU er et virkelig godt eksempel på det, som Roskilde Festival i virkeligheden handler om: at gøre en bæredygtig forskel i verden,” siger festivalens talskvinde, Christina Bilde.

”Ikke alene forstår de DTU-studerende, hvordan en festival som vores kan være afsæt for at løse udfordringer i omverden. De har også godt blik for, hvilke teknologier, der kan bidrage til det, både på Roskilde Festival og i verden uden for. Og de bringer hvert år nye inspirerende projekter ind på pladsen. Projekter, som udvikler sig videre, og som vi ser folde sig ud - også hos os - efterfølgende. Ikke mindst er samarbejdet et rigtig flot eksempel på, at bæredygtighed også handler om at bane vej for nye generationer og skabe rum for, at talenter kan udvikle sig. Lige præcis det ligger dybt i vores DNA, og vi er megastolte over at være med til det.”

Roskilde Festival og DTU indgik et partnerskab, efter at flere DTU-studerende i årene frem mod 2010 havde optimeret deres egen lejr og haft løse samarbejder om bl.a. udvikling af cykler til mobilopladning. Når dette års festival er overstået, vil over 700 studerende fordelt på over 150 projekter have været afsted på festivalen og undervejs bidraget med en lang række løsninger.

I år vil festivalgæsterne kunne møde studerende, som nedbringer brugen af dieselgeneratorer, mens andre afprøver nye måder at nedbringe madspild og øge affaldssortering. Der er bud på en mobil vindmølle, en simpel løsning til at skabe mere fællesskab i flygtningelejre og et forsøg på at finde ud af, hvor meget CO2 festivalen udleder.

”Samarbejdet med Roskilde Festival giver vores studerende en unik mulighed for at afprøve ingeniørvidenskabelig teori i praksis. I mødet med både de høje krav, som miljøet på festivalen stiller, og en festival, som arbejder meget seriøst med bl.a. bæredygtighed, får de helt uvurderlig lærdom. Og så er det jo dejligt - i en tid, hvor alle taler om FN’s verdensmål - at kunne se tilbage på et samarbejde, der har trukket i den retning, længe før de blev skrevet ned,” siger Lars D. Christoffersen, bachelordekan på DTU.

Fakta om samarbejdet mellem DTU og Roskilde Festival

  • Danmarks Tekniske Universitet og Roskilde Festival indgik i foråret 2010 et partnerskab.
  • Formålet med partnerskabet er, at studerende fra DTU udfører frivilligt og ulønnet projektarbejde omhandlende en teknisk problemstilling på Roskilde Festival.
  • De studerende laver i samarbejde med en vejleder på DTU et projekt, som vedrører en af de mange tekniske udfordringer der findes på festivalen. De bruger festivalugen på både at udføre undersøgelserne, og præsentere projektet for festivalgæsterne og andre interesserede.
  • De studerende opnår 5 ECTS-point for projektarbejdet ved efterfølgende at redegøre for projektet i en fyldestgørende, teknisk rapport, som vurderes af vejlederen.
  • Det betyder at for omkring 100 DTU-studerende vil Roskilde Festival ikke kun byde på musik, fest og farver, men også handle om at udfordre deres faglighed, og afprøve nye idéer i praksis.
  • Samarbejdet har bl.a. medvirket til, at DTU-studerende, der står bag startup-virksomhederne Volt, DropBucket, Cutlab, PeeFence og Allumen har haft en platform til at afprøve deres teknologi, inden de startede virksomheden.