Om universitetsranglister

- og alt det de ikke dækker

Hvert år offentliggøres en lang række internationale universitetsranglister, som sammenligner og rangordner verdens universiteter. Der er både ranglister, som dækker bredt, og emnespecifikke ranglister for f.eks. bioteknologi. Derudover findes der tematiske ranglister om f.eks. bæredygtighed. 

Metoden og indikatorerne, der danner grundlag for ranglisterne, varierer og omfatter bl.a. forskning, bibliometri, omdømme, undervisning og internationalisering. Ligeledes varierer kilderne til de data, som ranglisterne er baseret på, og omfatter egen indberetning fra universiteterne, spørgeskemaundersøgelser og citationsdatabaser som Web of Science og Scopus. Det er vigtigt at have dette in mente, når universiteternes placering på ranglisterne vurderes. 

På DTU følger vi en håndfuld af de hundredvis af ranglister, der findes. Vi er stolte, når DTU opnår en god placering på en anerkendt rangliste, men som universitet har vi meget mere at tilbyde end det, der dækkes af ranglisterne.

 

DTU er et globalt orienteret eliteuniversitet, hvor mennesker tænker, taler og arbejder sammen på tværs af fagligheder og kulturer for at skabe en bæredygtig fremtid. Det afspejler sig i forskningsmiljøer i verdensklasse.

DTU har fokus på, at teknisk-naturvidenskabelig forskning skal bidrage til udvikling af samfundet og være med til at løse globale udfordringer inden for bl.a. miljø og klima, energiforsyning, sundhed, fødevarer, it, transport og byggeri.

Læs mere om forskning på DTU

På DTU er vi optagede af at skabe bæredygtige løsninger, som understøtter et bedre liv for mennesker, bidrager til værdiskabelse og fremmer et bæredygtigt ressourceforbrug.

I 2022 udkom DTU’s første bæredygtighedsrapport, som uddyber DTU’s arbejde for en cirkulær og bæredygtig omstilling. Her vurderes bæredygtighed ud fra de tre indsatsområder: Miljø, Samfund og Ledelse.

Læs mere om bæredygtighed på DTU

DTU påtager sig en ledende rolle i udviklingen af ingeniørfaget og uddanner ingeniører med dyb faglighed, engagement og en innovativ tilgang, understøttet af nye og relevante digitale læringsværktøjer og -former. 

Vores særlige polytekniske uddannelseskultur, unikke studiemiljø, eksperimentelle læringstilgang og den direkte adgang til forskere og undervisere gør os i stand til at løfte og realisere de ingeniørstuderendes fulde potentiale.

Læs mere om uddannelse på DTU

Private virksomheder er storforbrugere af ingeniører og fremhæver nyuddannede ingeniørers kompetencer inden for digitalisering og innovation.

Nyuddannede ingeniører kommer hurtigt i arbejde, efter de har afsluttet deres uddannelse. En dimittend- og aftagerundersøgelse fra analysefirmaet Epinion udarbejdet for DTU viser, at knap 9 ud af 10 DTU-civilingeniører og -diplomingeniører i arbejdsstyrken har ansættelse senest et år efter, de har afsluttet deres studier.

Læs nyheden fra 2022: Stor efterspørgsel på nyuddannede ingeniører

Innovation er en del af DTU's DNA.

Vi hjælper studerende og ansatte med at omsætte opfindelser og opdagelser til driftige virksomheder, og vi indgår i nytænkende samarbejder med samfundet omkring os. Alle vores ingeniøruddannelser har innovation som en fast del af pensum. Alt sammen fordi vi er drevet af viljen til at udvikle nye, bæredygtige idéer, der kan bidrage til at løse de udfordringer, verden står over for.

Læs mere om innovation på DTU

DTU er erhvervslivets universitet og indgår i en lang række samarbejder med virksomheder om strategisk forskningssamarbejde, efteruddannelsestilbud, studenterprojekter, konferencer mv.

Vekselvirkningen mellem universitetet og erhvervslivet er med til at sikre, at teori omsættes til praksis, og at forskningen baseres på problemstillinger fra den virkelige verden.

Læs mere om vidensudveksling med industrien

Vi stræber efter nye samskabende internationale partnerskaber, hvis formål er forskning i verdensklasse.  

Gennem alliancer og strategiske partnerskaber får DTU’s forskere, studerende og ansatte adgang til et udvidet arbejdsfællesskab, der giver dem muligheder for erfaringsudveksling med internationale fagfæller – både videnskabeligt, undervisningsmæssigt og administrativt.

Læs mere om DTU's alliancer og strategiske partnerskaber