DTU skal løse trækfugle-mysterium

Vinderen af DTU's konkurrence om eksperimenter til næste DTUsat er biolog. Han vil bruge den lille satellit til at finde ud af, hvordan trækfugle finder vej.

Ny studentersatellit skal undersøge små trækfugles navigationsevner. Biolog Kasper Thorup fra Zoologisk Museum på Københavns Universitet vandt i går retten til at få sit payloadforslag med på den kommende studentersatellit i Ørsted DTUs studentersatellit-konkurrence.

 

”Man har tidligere kun gennemført forsøg med større trækfugle. I dag ved vi ikke meget om små trækfugles navigationsevner. Det vil være interessant at udstyre små trækfugle med radiosendere, som studentersatellitten skal spore” fortæller biolog Kasper Thorup og fortsætter:

”Vi vil meget gerne eksperimentere med at forflytte trækfuglene og give dem en ny startposition. Så kan vi undersøge, om fuglene kan navigere og justere deres trækrute, eller om de bare fortsætter i en instinktiv retning.”

 

Visionært og offentlig interesse

Det var en tydelig overrasket og glad Kasper Thorup, der blev udråbt til vinder af DTUSat konkurrencen. Dommerne begrundede valget med, at det var det mest visionære forslag, som havde en høj forskningsværdi og ikke mindst vil offentlighedens interesse  også kunne tiltrækkes med forsøget.

 

      

vinder.jpg

Studerende Jonas Bjarnø (tv.) får overrakt 10.000 kr. af
Dommer Divya Das Andersen, mens vinder og biolog Kasper Thorup ser til.

Satellitten skal bygges af studerende og ansatte på DTU, og hele projektet forventes at strække sig over to-tre år.

 

10.000 til DTU-studerende

Der var udlovet en præmie på 10.000 til vinderen, men pengepræmien kunne kun tilfalde en studerende. Dommerne valgte derfor at give pengene til Jonas Bjarnø, der er studerende på Ørsted DTU. Dommerne begrundede valget med, at det var et meget imponerende og gennemarbejdet forslag, som Jonas Bjarnø  havde udformet. Forslaget lød på at undersøge opadgående lyn, der skyder væk fra jorden. Et fænomen der først blev opdaget for 10-15 år siden.