Fysikeren, der er opdagelsesrejsende i datasæt

En god idé kan mærkes i maven

Professoren har sat sig godt til rette på sit kontor i Lyngby, åben og veltilpas med interviewsituationen, og besvarer spørgsmålene ved at arbejde sig sætning for sætning nærmere og nærmere dét, han tror, der adskiller ham fra mængden. For ifølge ham selv er han næppe den, der scorer højst i en IQ-test eller er bedst til machine learning.

Så hvad er det, han bringer med til bordet med en baggrund som fysiker fra Københavns Universitet til det ingeniørtunge computer science-forskningsmiljø på DTU Compute? Det er ikke noget, han har et klart svar på, så han tænker højt:

”Som videnskabsmand har jeg nok fundet en lidt usædvanlig niche, der handler mere om bredde end om dybde. Jeg tror, at den typiske vej til succes som videnskabsperson er at have meget dyb viden om et enkelt emne. Jeg har et meget bredt spænd af interesser – jeg kan tale med om mange forskellige emner. Det giver mulighed for at se på tværs af emner og få anderledes ’skøre’ idéer,” siger Sune Lehmann, der fortsætter:

”En anden styrke er nok også, at jeg er god til at spotte gode idéer. Det er ikke, at jeg selv nødvendigvis er den, der får idéen – den kan også være gemt i noget, som min studerende siger. Men jeg kan mærke i maven, når noget er spændende. Dét er den retning, vi forfølger. Dernæst elsker jeg samtalen. Jeg taler meget med mine studerende, mine forskerkolleger og alle mulige. Det er ofte i sammenstødet mellem tanker fra forskellige personer, at nye idéer opstår, og nye sammenhænge dukker op,” lyder det fra professoren.

Oprindeligt studerede han filosofi, men valgte fysikken, fordi man sådan bedre kan observere verden frem for bare at tale om den, som han tidligere har formuleret sig i en artikel om sin vej til forskningen.

Opdagelsesrejsende i data

Fysikerens trang til at observere verden kombineret med en utæmmelig nysgerrighed er altså den 48-årige professors drivkraft.

”Modsat nutidens unge er min drivkraft ikke at redde verden.”

Sætningen bliver fulgt af en høj, spontan latter, hvorefter professoren uddyber:

”Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe med at gøre verden til et bedre sted. Men jeg laver ikke min forskning for at løse alle verdens problemer. Egentlig er mit udgangspunkt mere ydmygt: Jeg laver min forskning, fordi jeg gerne vil finde ud af, hvordan verden virker.”

Råstoffet i Sune Lehmanns forskning er data. Han er en slags opdagelsesrejsende i datasæt. Passionen for at udforske data opdagede Sune Lehmann som postdoc i USA, hvor han samarbejdede med László Barabási – en af verdens fremmeste netværksforskere.

”Han var virkelig drevet af idéen om at udforske data fra verden omkring os. Det var noget andet end den teorifokuserede fysik, jeg var vokset op med. I dag mener jeg, at når det gælder menneskers adfærd, er de mønstre, vi kan finde ude i verden gennem data, ofte meget rigere og mere interessante end de teorier, vi mennesker kan finde på. Det gik op for mig, at data virkelig er der, hvor vi kan lære noget nyt om verden.”

Sune Lehmann starter aldrig sin forskning med et spørgsmål, han ønsker at besvare. Det er faktisk omvendt, fortæller han:

”Jeg undersøger et datasæt og kigger efter, hvad det er for nogle spørgsmål, som vi kan besvare helt vildt godt med de data. Så jeg formulerer først spørgsmålet, når jeg kan se, hvilke svar datasættet kan give os.”

Delte 1.000 smartphones ud

Da Sune Lehmann i 2010 kom til DTU som forsker i komplekse netværks fysik, havde han allerede de første internationale medieoverskrifter bag sig. Der havde været stor interesse i hans forskning fra opholdene på Harvard University og Northeastern University, hvor Lehmann ved hjælp af data fra Twitter kortlagde amerikanernes humør hen over døgnet og fandt, at de er gladere om morgenen end senere på dagen, og at de på vestkysten i USA er gladere end på østkysten.

I Lyngby gik Sune Lehmann heller ikke længe rundt på DTU’s campus, før han lagde an til de næste overskrifter. Det startede ved, at han i 2012 begyndte indkøbet af i alt 1.000 smartphones, som i starten af 2010’erne endnu ikke var allemandseje. Telefonerne delte han ud til de studerende, mod at de donerede deres data til hans forskning i menneskers færden og netværk.

Mobiltelefonerne gav den unge adjunkt et banebrydende datasæt, så han og hans kolleger bl.a. var blandt de første i verden, der kunne påvise, hvor meget virksomhederne bag apps i virkeligheden kan følge os via mobiltelefonerne. Datasættet indgik også i opdagelsen af, at vi mennesker – unge som ældre – højst færdes mellem 25 steder. Antallet er ret konstant, og hvis vi tilføjer et nyt sted, så ryger et af de andre ud.

Sidst, men ikke mindst blev datasættet efterspurgt i hele verden, da pandemien ramte i 2020, og det nu gjaldt om at gennemskue borgernes færden og kontaktpunkter for at begrænse smittespredningen af COVID-19.

Det er ikke tilfældigt, at Sune Lehmann fik idéen med at følge menneskers mobilitet gennem smartphones, eller at hans forskning i USA var baseret på data fra det fhv. Twitter.

”Jeg var ret tidligt optaget af smartphonen og de sociale medier. Derfor var jeg måske også blandt de første, der mærkede de negative effekter, som følger med den teknologi og disse apps. Jeg oplevede personligt, at telefonen ikke altid påvirkede mig på en særlig hensigtsmæssig måde,” siger Sune Lehmann.

Svært at være i nuet

De første tegn på, at der er en bagside af smartphonen, opdagede han i midten af 2010’erne, hvor han konstaterede, at det blev sværere for ham at koncentrere sig, at fordybe sig i en opgave eller en samtale og i det hele taget at være til stede i nuet. Udfordringerne med det svigtende fokus optog ham meget. Undervejs overvejede han, om det bare var et udtryk for aldring, selvom han dengang knap havde rundet de 40 år.

”På det tidspunkt var mine børn små, og jeg ville gerne være sammen med dem. Men det var svært at gå ned i tempo for at sætte sig ned og læse en bog med dem, når ens hjerne havde vænnet sig til at skulle have ny information hvert tiende sekund for at være tilfreds.”

Det satte to ting i gang hos forskeren: en ny idé til hans forskning, der førte til den førnævnte påvisning af skrumpning af vores kollektive opmærksomhed, og så indførte han en meget mere bevidst brug af sin smartphone og de sociale medier.

”Der er jo ikke noget galt med smartphonen i sig selv, men den er gal med de sociale medie-apps. De er designet til at stjæle så meget af vores tid og opmærksomhed som muligt, og hvis man ikke har en enorm selvdisciplin og er ekstremt bevidst om sit forbrug af de apps, så ender man hele tiden med at blive suget ind. Det er det samme med mails. Man kan jo ende med at bruge det halve af sit liv på at besvare mails, medmindre man bevidst vælger at gøre noget andet,” siger Sune Lehmann.

Og det gør professoren jævnligt – vælger at gøre noget andet. Eksempelvis foretrækker han at tale med sine studerende til et fysisk møde en gang om ugen.
”Så i stedet for at de hver især sender 10 mails med mindre spørgsmål, så vender vi bare det hele, når vi ser hinanden i øjnene.”

En evig kamp ikke at blive suget med

Trods sit bevidste forbrug af de smarte teknologier, så falder Sune Lehmann i med begge ben igen og igen, og pludselig finder han sig selv i fuld gang med f.eks. at besvare læssevis af mails. Meget apropos lyder der pludselig et pling fra professorens mobiltelefon på mødebordet. Han kaster et blik på den.

”Nå, det er bare en kalendernotifikation, der er 10 minutter til næste møde,” siger han og uddyber:

”Kalenderen er den eneste app, der får lov til at sige en lyd på min telefon. Og så opkald fra familien.”

Alligevel oplever han det som en konstant kamp at finde ro, dybde og kvalitet i en verden, der slet ikke er gearet til det, fortæller han.

”Det vigtigste, som jeg har opdaget, er, at hvis man ligesom forstår, at det er en evig kamp at holde fokus og ikke blive suget ind i de her teknologier, så bliver det lettere at klare sig godt i den kamp, end hvis man går og tror, at det er noget, man selv lige kan fikse.”

Pris til forskningsmiljø

Ønsket om fordybelse og kvalitet i både hans forskning og hans relationer skinner også igennem Sune Lehmanns ledelse af forskergruppen Social Complexity Lab – en ledelse, han i øvrigt deler med Laura Alessandretti, lektor ved DTU Compute. I sommeren 2023 blev Social Complexity Lab vinder af Årets Forskningsmiljøpris, der uddeles af Det Unge Akademi. Forskergruppen blev udvalgt blandt 29 indstillede miljøer.

Det er ikke, fordi Sune Lehmann har læst hyldemeter efter hyldemeter om ledelse. Han bygger med andre ord ikke sit virke som leder på lange teorier eller fancy diagrammer. Når han opsummerer sin ledelsesstil, lyder det således:

”Jeg ønsker egentlig bare at være et anstændigt og hæderligt menneske. Mit mål er, at jeg altid kan stå inde for det, jeg siger og gør. Og derfra handler det så om at lave noget arbejde, der er så godt, som vi overhovedet kan gøre det.”

Dog har han sammen med sin co-leder Laura Alessandretti lagt en struktur omkring forskerne i Social Complexity Lab, så gruppens tid varierer mellem fælles arrangementer og frihed, som de enkelte medarbejdere kan bruge til bl.a. fordybelse.

Derudover har Sune Lehmann valgt torsdagen som ugens mødedag, hvor han får set sine medarbejdere i øjnene og talt om deres projekter og alt det andet løse for at minimere antallet af mails i sin indbakke.

Plads til hygge – og fejl

Og endelig er der fællesfrokosterne, som finder sted på fredage, og som er et indslag, gruppen prioriterer at dukke op til.

”Så slapper vi af og hygger os – og lige efter holder vi et gruppemøde, hvor alle får taletid. Man vælger selv, hvad man vil dele med de andre. Det er oftest noget fra ens faglige liv, men det kan også være noget fra ens privatliv. Det er et rum, hvor vi har plads til begge dele. Vi er jo ikke kun videnskabsfolk. Vi er også mennesker,” siger Sune Lehmann, der gerne går forrest med at fortælle om egne oplevelser og fejl for netop at vise, at det er der plads til.

At forskergruppen vægter både deres faglighed og deres private liv, fremgår også af Social Complexity Labs hjemmeside. Et stykke nede på siden står der:

“Finally, if you wonder why the website is so minimal (and terrible), it's because we're busy writing papers or perfecting work/life balance instead of making fancy websites.”

Sådan. Tydeligere kan det vist ikke siges: Det handler om at bevare fokus på det, der er vigtigt.