To topnavne inden for forskning i stofskiftet modtager hver DKK 40 millioner fra Novo Nordisk Fonden og flytter deres forskning til Danmark. En af dem er professor Lars Nielsen, der ansættes ved DTU i Hørsholm.
Endnu to internationalt førende forskere pakker deres kufferter og flytter til Danmark.
Professor Tamas L. Horvath, Yale University School of Medicine, USA, og professor Lars Nielsen, University of Queensland, Australien, flytter over de kommende år deres forskningsaktiviteter til Danmark. Det sker, efter de hver har modtaget et Novo Nordisk Foundation Laureate Research Grant fra Novo Nordisk Fonden. Bevillingerne er på hver DKK 40 millioner over syv år.
Formålet med bevillingerne, der er uddelt efter opslag i international konkurrence, er at trække nogle af verdens bedste forskere inden for biomedicin og bioteknologi til Danmark og derigennem styrke dansk forskning.
Lars Nielsen, der er en af verdens førende forskere inden for udviklingen af værktøjer til at analysere og designe komplekse biologiske systemer, ansættes ved DTU i Hørsholm. Det primære formål med forskningen, han vil udføre på baggrund af Laureate Research Grant-bevillingen, bliver at udvikle omfattende avancerede modeller, der kan forklare den store ændring i stofskiftet i kræftceller, som også foregår i forbindelse med dyrkning af pattedyrsceller i laboratoriet. Lars Nielsen ansættes ved Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability, DTU.
"Tilstedeværelsen af internationale topforskere vil løfte kvaliteten af dansk forskning og samtidig inspirere unge talenter"
Birgitte Nauntofte, adm. direktør for Novo Nordisk Fonden
”Bevillingen gør det muligt for mig at etablere en stærk forskningsgruppe med fokus på udvikling af modeller for cellers stofskifte,” siger Lars Nielsen.
”Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability har skabt en unik model til at samle førende forskere inden for metabolic engineering med det formål at udvikle nye strategier, som fremskynder og reducerer omkostningerne ved udvikling af cellefabrikker,” siger han.
Det er første gang, at Novo Nordisk Fonden uddeler en af disse substantielle bevillinger til en forsker inden for bioteknologi.
Thomas L. Horvath er internationalt førende inden for neurobiologi og kommer fra en stilling som professor og institutleder ved Yale University School of Medicine. Han ansættes ved Københavns Universitet ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research og associeres med Institut for Neurovidenskab og Farmakologi.
Tamas L. Horvath vil i sin forskning benytte en multidisciplinær tilgang til at undersøge, hvordan hjernen kommunikerer med andre organer og væv til at regulere kroppens stofskifte. Hjernen spiller en central rolle, men er også underlagt kontrol fra forskellige andre organer, såsom muskler, bugspytkirtlen og leveren. For at kunne udvikle nye behandlinger mod stofskiftesygdomme er det nødvendigt at forstå samspillet med hjernen og andre organer i både sygdom og rask tilstand.
”Bevillingen vil gøre det muligt for mig at forfølge out-of-the-box ideer til gavn for mennesker med metabolske forstyrelser,” siger Tamas L. Horvath.
”Forskerne ved fakultet på Københavns Universitet er pionerer inden for molekylære opdagelser om kroppens energi- og sukkeromsætning. At få muligheden for at samarbejde med disse fremtrædende forskere skaber mulighed for udvikling af behandlinger mod stofskiftesygdomme,” siger han.
Syv bevillinger uddelt
Det er tredje gang, at Novo Nordisk Fonden uddeler Laureate Research Grants. I alt har syv internationale topforskere nu modtaget bevillinger og har flyttet eller vil flytte deres forskningsaktiviteter til Danmark.
Birgitte Nauntofte, adm. direktør for Novo Nordisk Fonden, siger:
”Det er værdifuldt for Danmark, at vi kan tiltrække topforskere som Tamas L. Horvath og Lars Nielsen. Tilstedeværelsen af internationale topforskere vil løfte kvaliteten af dansk forskning og samtidig inspirere unge talenter.”
De 7-årige bevillinger gives til fremragende internationale forskere, som ønsker at etablere en forskergruppe i Danmark. Hver bevilling gives som en rammebevilling omfattende projektdrift, løn og forskningsapparatur på op til 5 mio. kr. om året i 7 år, dog med en ramme på 10 mio. kr. det første år til etableringsudgifter og rekruttering af medarbejdere (i alt maximalt 40 mio. kr. over 7 år). Bevillingerne kan eventuelt forlænges i yderligere 7 år efter fornyet ansøgning og evaluering i projektets sjette år.