22 forskningsprojekter fra DTU finansieres med over 80 mio. kr. fra Det Frie Forskningsråd.
Det Frie Forskningsråd investerer 80 mio. kr. i 22 perspektivrige DTU-projekter med potentiale til at forbedre vores liv og levevis. I alt uddeler Det Frie Forskningsråd 565 millioner kroner til 164 perspektivrige projekter.
Ifølge en pressemeddelelse fra Det Frie Forskningsråd peger tendensen på, at mange yngre forskningsledere ønsker at stå i spidsen for forskerhold, der skal bidrage med skelsættende forskning til gavn for samfundet. Mange yngre bevillingsmodtagere skal som forskningsledere for første gang lede en større forskningsgruppe af danske og internationale kolleger, postdoc’er og ph.d.-studerende.
Bevillingerne til DTU falder inden for to kategorier:
Det Frie Forskningsråd | Natur og Univers
Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion
Blandt modtagerne inden for Natur og Univers er Anne Marie Vinggaard, der modtager 2.240.640 kr.
I projektet beskriver Anne Marie Vinggaard, hvordan mandlig reproduktiv sundhed er truet af lav fertilitet og øget forekomst af testikelkræft og misdannede kønsorganer ved fødslen. Eksponering til cocktails af kemikalier i fosterstadiet er sandsynligvis en del af årsagen.
Blandt modtagerne inden for Teknologi og Produktion er Anders Christian Wulff, der modtager 2.592.000 kr. I projektet beskriver Anders Christian Wulff, hvordan superledende magneter, som kan frembringe høje magnetfelter, er en afgørende forudsætning for MR-scannere til medicinsk diagnosticering. Jo højere magnetfeltet er, jo bedre rumlig opløsning bliver det muligt at opnå i scanneren, hvilket har betydning for tidlig detektering af f.eks. kræftramt væv.