Foto: Colourbox

Nytænkende screening for kemikalier i pap- og papiremballage

En ny tilgang til at identificere problematiske kemikalier i fødevareemballage af pap og papir er udviklet på DTU Fødevareinstituttet. 

Problematiske kemikalier i fødevareemballage kan opdages ved hjælp af en ny screenings-tilgang, som er udviklet på DTU Fødevareinstituttet. Den bruger en række udvalgte cellebaserede metoder til at screene for sundhedsskadelige effekter og sortere emballagetyperne efter farlighed, hvorefter avancerede analytisk-kemiske metoder endeligt identificerer de problematiske kemikalier, der er årsag til effekten. På længere sigt kan sådanne strategier være med til at sikre, at fødevareemballager ikke unødigt forurener vores fødevarer.

Pap og papir bliver i stor stil brugt som emballage, der er i direkte kontakt med fødevarer. Emballagen indeholder kemikalier, som producenten enten har tilsat, eller som utilsigtet er til stede - f.eks. fordi de findes i genbrugspapir. Kemikalierne kan ’vandre over i’ fødevaren og på denne måde bidrage til en sundhedsskadelig effekt for forbrugerne.

Der findes ikke specifik EU-regulering og kontrol af papir- og papemballage, men fødevareproducenter skal sikre, at emballagen ikke er sundhedsskadelig for forbrugeren. Det kan dog være en meget stor udfordring, idet emballageproducenter i stigende grad anvender genbrugspapir og -pap.

Nytænkning
"Ved at bruge den nye tilgang får vi ledt efter kemikalier, som vi ikke nødvendigvis vidste var til stede i emballagen eller hvis skadelige effekter, vi har været blinde for."

En metode fra DTU Fødevareinstituttet nytænker måden at screene for problematiske kemikalier. Metoden er nødvendig, fordi den nuværende viden om, hvilke kemikalier, der kan være til stede i fødevareemballage og hvilke effekter, de måtte have, er begrænset.

”Vi har vendt de traditionelle analysemetoder på hovedet. I stedet for at bruge klassiske metoder til at analysere for kemikalier, som vi har mistanke om er til stede i emballagen, vælger vi i første omgang at bruge en række udvalgte cellebaserede metoder til at screene for en række vigtige effekter så som kræftfremkaldende effekter og hormonel aktivitet. Først derefter bruger vi avancerede analytisk-kemiske metoder til at identificere hvilke specifikke kemikalier, der har udvist den pågældende effekt,” forklarer professor Anne Marie Vinggaard fra DTU Fødevareinstituttet.

Afprøvning af metoden

Forskere fra instituttet har afprøvet metoden på 20 forskellige emballagetyper som mikrobølgepopcornsposer, bagepapir og pizzabakker. De er bl.a. gået i dybden med en pizzabakke lavet af genbrugspapir, hvori en markant østrogen aktivitet er fundet. Den kemiske analyse har vist, at pizzabakken indeholder to ftalater og bisphenol A, der alle er kendt som værende hormonforstyrrende.

Derudover er en antiandrogen aktivitet fundet i en sandwich ’wrapper’ lavet af ’rent’ papir. Det er populært sagt en vigtig mekanisme, der kan påvirke den normale udvikling af drengefostre. Effekten har vist sig at være forårsaget af tilstedeværelse af abietinsyre og dehydroabietinsyre, som er naturligt tilstede i harpiks og dermed i papir, men som også tilsættes under papirproduktionen for at gøre emballagen mere vandafvisende.

Migrationsanalyser har bekræftet, at alle stofferne er i stand til at ’vandre over i’ fødevarer.

”Ved at bruge den nye tilgang får vi ledt efter kemikalier, som vi ikke nødvendigvis vidste var til stede i emballagen eller hvis skadelige effekter, vi har været blinde for. På den måde kan vi på længere sigt være med til at sikre, at fødevareemballager ikke unødigt forurener vores fødevarer,” uddyber Anne Marie Vinggaard.

Læs mere

Metoden er nærmere beskrevet i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Food and Chemical Toxicology: An effect-directed strategy for characterizing emerging chemicals in food contact materials made from paper and board.

Læs mere om DTU Fødevareinstituttets forskning i kemiske stoffers skadelige effekter, kemikaliers samlede cocktaileffekt og udvikling af computermodeller, der kan forudsige skadelige effekter på instituttets temasite om kemikaliepåvirkninger.