Rekordmange ansøgninger tikkede i år ind, da det var sidste frist for at søge en af DTU’s uddannelser på kvote 2. Ikke færre end 21 procent flere unge havde sendt en ansøgning.
Antallet af kvote 2-ansøgninger til DTU’s uddannelser er steget fra 1.450 til 1.766. Det kunne aflæses efter, at fristen for at ansøge udløb den 15. marts kl. 12. Tallene viser, at der er blevet sendt 316 flere kvote 2-ansøgninger end sidste år, hvilket er en stigning svarende til 21 procent.
”Det er altid dejligt, når antallet af ansøgninger stiger, for det viser, at DTU er i de unges bevidsthed, og at ingeniøruddannelser er populære,” siger dekan på DTU, Martin Vigild.
Stigning gennem flere år
De senere år er antallet af studerende steget. Stigningen har medført, at alle studiepladser på flere af uddannelserne har været fyldt op, hvilket naturligt får flere til at søge gennem kvote 2. Det betyder, at kvote 1-ansøgerne også søger kvote 2, hvilket er rigtigt fornuftigt, da det øger deres chance for optagelse.
De mange ansøgere har tidligere betydet, at nogle uddannelser tilbød ekstra studiepladser. Det kan også blive tilfældet i år, forklarer Martin Vigild:
”Flere ansøgninger betyder ikke nødvendigvis en udvidelse af studiepladserne. Viser det sig imidlertid, at mange af ansøgerne er meget kvalificerede, vil der lige som de seneste år blive set på, om der er uddannelser, hvor kapaciteten kan udvides."
På landsplan er der også sket en stigning. Her har 51.222 ansøgere søgt via kvote 2. Det er næsten 2.000 flere end i 2014 og en stigning på fire procent.
Kvote 2-ansøgninger er for dem, der ikke har høje nok karakterer til at søge ind på kvote 1. I stedet skal de sende en motiveret ansøgning, der blandt andet bliver bedømt på deres motivation for uddannelsen, og hvad de har gjort for at kvalificere sig til uddannelsen.
Den 5. juli er der frist for kvote 1-ansøgninger, og den 30. juli får alle ansøgere svar på, om de er kommet ind på drømmestudiet.
Du kan læse mere om ansøgning og optagelse
her