I 2017 fortsætter Martin Vigild i stillingen som dekan for bacheloruddannelserne og studiemiljø, mens direktionen tager imod et helt nyt medlem, når professor Philip Binning starter som dekan for kandidatuddannelserne.
DTU har ansat Martin Vigild som dekan for bacheloruddannelserne og studiemiljø samt Philip Binning som dekan for kandidatuddannelserne. Mens Martin Vigild fortsætter i sin hidtidige stilling, som han har haft siden 2009, kommer Philip Binning fra en stilling som professor på DTU Miljø.
Martin Vigild
I sine otte år som dekan for bacheloruddannelser og studiemiljø på DTU har Martin Vigild bl.a. stået for etableringen af en lang række nye uddannelsesretninger, udviklingen af universitetets studiemiljø samt ledet fusionen mellem DTU og Ingeniørhøjskolen i København i 2013.
”Martin Vigild har en meget stor del af æren for den betydelige udvikling, som DTU’s bachelor- og diplomingeniøruddannelser har været igennem de seneste år. Det er lykkedes at skabe en helt ny uddannelse fordelt på to campusser ved at tage det bedste fra begge verdener og samle det til en ny og bedre helhed. Han har allerede bevist, at han vil være en fremragende person til at fortsat at stå i spidsen for bachelor- og diplomingeniøruddannelserne,” siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.
DTU ser ifølge Anders Bjarklev et stort potentiale i den fremtidige udvikling af bachelor- og diplomingeniøruddannelserne, så de i endnu højere grad kan interagere med samfundet og erhvervslivet.
”Også inden for e-learing og de kommende generationer af nye undervisningsmetoder skal vi også fremover være med i første række. Det er jeg sikker på, at Martin Vigild vil være den rette til at sørge for.
Selv siger Martin Vigild om fremtidens ingeniøruddannelser:
”For at blive ingeniør må man være det. Det er det vores uddannelse handler om. Fremtidens pædagogik på de bedste ingeniøruddannelser bliver i stigende grad "challenge based", og der vil komme et stadigt voksende konkurrencetryk fra globale tendenser. Derfor skal de ingeniørstuderende mærke hvordan det er flyve, før de for alvor møder virkeligheden. Det gør vi ved at lade dem dyste på ideer i innovationskonkurrencer som Grøn Dyst og giver dem mulighed for at gøre Roskilde Festival til en endnu bedre oplevelse.”
Martin Vigild er 49 år og uddannet som ingeniør fra DTU i 1993. Han tog i 1997 en ph.d. på Københavns Universitet. Han tiltræder stillingen 1. februar 2017.
Philip Binning
Den kommende dekan for DTU’s kandidatuddannelser, professor Philip Binning, kommer fra en stilling som uddannelsesleder på DTU Miljø. Efter 10 år som lektor på et universitet i Australien kom han i 2003 til DTU Miljø, hvor han blev professor i 2011.
”Philip Binning har i sine efterhånden mange år her på DTU vist, at han er en yderst habil forsker. Han har desuden lagt store kræfter i at udvikle uddannelserne på sit institut, hvor han har været engageret i alle de mange pædagogiske og administrative aspekter,” siger Anders Bjarklev.
Den nye dekan skal ifølge Anders Bjarklev sikre, at DTU uddanner ingeniører af højeste kvalitet, så de kan levere værdi til samfundet ikke bare umiddelbart efter de er færdiguddannede, men i adskillige årtier fremover.
”Det vil kræve en fortsat styrkelse af samarbejdet på tværs af DTU’s institutter, og med sin faglige baggrund kombineret med et vindende og behagelig væsen er Philip Binning den rette til at løfte denne opgave,” siger Anders Bjarklev.
Philip Binning siger i forbindelse med udnævnelsen:
”DTU’s kandidatgrader er i verdensklasse, og der er stor efterspørgsel efter vores kandidater blandt virksomheder og forskningsinstitutioner. Det bliver en fornøjelse at arbejde med alle vores meget dygtige forskere, som gør vores uddannelser så inspirerende.”
Philip Binning er født i København, opvokset i Australien og har en B.Sc. i matematik fra Australian National University og en Ph.D. i Civil Engineering and Operations Research fra Princeton University i USA. I 2005 blev han udnævnt som Årets Underviser på DTU, og i 2010 modtog han DTU’s Internationaliseringspris for hans arbejde med internationale kandidatgrader med DTU’s strategiske samarbejdspartnere.
Philip Binning er 49 år. Han tiltræder stillingen 1. januar 2017.