Vandteknologi

Kan spildevandet genanvendes i lægemiddelproduktionen?

DTU analyserer og risikovurderer renset spildevand fra produktionen hos Novo Nordisk. Bliver vandet rent nok, kan virksomheden genanvende det i produktionen og potentielt halvere vandforbruget.

Seniorforsker Ravi Kumar Chhetri fra DTU Sustain samarbejder med flere virksomheder om at mindske deres vandforbrug. Foto: Bax Lindhardt
Seniorforsker Ravi Kumar Chhetri fra DTU Sustain samarbejder med flere virksomheder om at mindske deres vandforbrug. Foto: Bax Lindhardt
”Hvis vi kan genanvende de spildevandsstrømme, som kommer fra processerne i selve lægemiddelproduktionen, så vurderer vi, at vi kan reducere vores vandforbrug med 50 pct.”
Andreas Herfelt Novo Nordisk

Genanvendelse har stort potentiale

Det spørgsmål kan DTU’s eksperter inden for vandbehandling og -rensning hjælpe med at besvare. En af dem er seniorforsker Ravi Kumar Chhetri fra DTU Sustain. Han samarbejder med flere danske virksomheder om at mindske deres vandforbrug, hvor genanvendelse af vand har stigende interesse, fortæller han:

”Genanvendelse af vand i en produktionsvirksomhed rummer et stort potentiale for vandbesparelser sammenlignet med andre vandbesparende tiltag som f.eks. optimering af processer med højt vandforbrug.”

Sammen med Novo Nordisk i Hillerød undersøger Ravi Kumar Chhetri, om rensning af virksomhedens procesvand kan føre til vand, der er så rent, at det kan genanvendes i produktionen.
Fra myndighedernes side er der meget skrappe krav til kvaliteten af det vand, som indgår i lægemiddelproduktion, fortæller Andreas Herfelt:

”Det skyldes, at det vand, der indgår i produktionen af lægemidler – og især dem, der skal injiceres – er underlagt de allerskrappeste kvalitetskrav. Det er for at undgå, at uønskede stoffer ender i kroppen hos de patienter, der skal bruge medicinen.”

DTU skaffer dokumentation

I december 2025 installerede Ravi Kumar Chhetri en vandrensende membranteknologi hos Novo Nordisk i Hillerød. Membranteknologien er baseret på omvendt osmose (se faktaboks). Herfra tages der vandprøver til løbende analysering på DTU for at få data på, hvor rent vandet er ude på den anden side af membranen.

Dataene danner grundlaget for de risikoanalyser, som Ravi Kumar Chhetri også udarbejder i samarbejde med sin kollega professor Anders Baun.

”I risikoanalyserne vurderer vi, om der er stoffer tilbage i det rensede vand, og om de udgør en høj eller lav risiko. Hvis risikoen er i den høje ende, kigger vi på, hvordan man kan imødegå det,” fortæller Ravi Kumar Chhetri.

Analyserne skal hjælpe Novo Nordisk med at dokumentere, at vandet kan blive så rent, at det kan genanvendes.

”Det er med DTU’s hjælp, at vi kan skaffe de nødvendige data til Lægemiddelstyrelsen som dokumentation for, at genanvendelse af vandet ikke vil udgøre nogen risiko for hverken kvaliteten af vores produkter eller patientsikkerheden,” siger Andreas Herfelt.

Fakta

  • Omvendt osmose er en velkendt filtreringsteknik til bl.a. vandrensning.
  • En membran tillader vandet at passere igennem, mens uønskede stoffer holdes tilbage.
  • Hos Novo Nordisk i Hillerød tester man en løsning, hvor spildevandet passerer en membran, der tilbageholder ioner som bl.a. bor, natrium og silikat.

Markant reduktion af vandforbrug mulig

I en medicinalvirksomhed er der mange forskellige spildevandsstrømme, og de har forskellig renhed. F.eks. er der en spildevandsstrøm, efter at man har skyllet udstyr, tanke og anlæg. Jo flere skyl, jo renere spildevand i sidste ende.

”Hvis vi renser denne spildevandsstrøm med genanvendelse for øje, så er vores umiddelbare estimat, at vi i Novo Nordisk i Hillerød kan reducere vores vandforbrug med 20 pct.,” siger Andreas Herfelt, der fortæller, at besparelsespotentialet kan blive endnu højere, hvis man inkluderer flere spildevandsstrømme:

”Hvis vi kan genanvende de spildevandsstrømme, som kommer fra processerne i selve lægemiddelproduktionen, så vurderer vi, at vi kan reducere vores vandforbrug med 50 pct.”

Samarbejdet mellem Novo Nordisk i Hillerød og DTU Sustain vil i første omgang løbe frem til udgangen af 2026, hvor dokumentationen vil være på plads. Alt efter resultaterne håber Novo Nordisk herefter at kunne påbegynde etablering af et anlæg i fuld skala i Hillerød og på sigt også i andre dele af produktionen.

Kontakt

Ravi Kumar Chhetri

Ravi Kumar Chhetri Seniorforsker Institut for Miljø- og Ressourceteknologi Telefon: 45251692