Det er med dyb sorg, at vi meddeler at institutdirektør på DTU Electro Lars-Ulrik Aaen Andersen pludseligt og uventet er gået bort. Lars-Ulrik Aaen Andersen blev ansat som institutdirektør på DTU Fotonik i 2010, hvor han afløste DTU's rektor Anders Bjarklev på posten, siden 2022 har han været institutdirektør for det samlede DTU Electro, hvor elektroteknologi og fotonik blev forenet i ét institut.
Anders Bjarklev sender sine tanker til Lars-Ulrik Aaen Andersens nærmeste. Han udtrykker samtidig en stor anerkendelse for Lars-Ulrik Aaen Andersens forskning og ledelse på DTU, som har haft betydning langt ud over universitetets rammer.
"Lars-Ulrik havde en sjælden kombination af dyb teknologisk forståelse og blik for, hvordan man skaber stærke forskningsmiljøer. Under hans ledelse er det lykkedes at samle fotonik og elektroteknologi i DTU Electro og samtidig fastholde ambitionen om forskning på højeste internationale niveau. Han har været en stærk drivkraft i udviklingen af et institut, hvor forskning, uddannelse og innovation går hånd i hånd, og hvor nye teknologier bliver omsat til løsninger og virksomheder, der skaber værdi for samfundet," siger Anders Bjarklev.
Et centralt resultat af Lars-Ulrik Aaen Andersen faglige virke er etableringen og udviklingen af DTU Electro som en samlet faglig organisation med fokus på synergier mellem forskningsområderne, styrket undervisning og tættere forbindelse mellem forskning, innovation og erhvervsliv. Han har samtidig fremhævet spinout-virksomheder og kommercialisering af forskning som vigtige veje til at omsætte instituttets teknologi til samfundsmæssig værdi.
Lars Ulrik Aaen Andersen vil med varme blive husket som en respekteret og engageret leder, forsker og kollega med stor nysgerrighed på verden og mennesker omkring sig.
Lars Ulrik Aaen Andersen blev 63 år.