Den resistente stafylokokbakterie, såkaldt svine-MRSA, der i stigende grad forårsager infektioner i mennesker, ser ud til oprindeligt at stamme fra mennesker. I den oprindelige form har bakterien været følsom over for antibiotika, men har udviklet resistens, efter den har skiftet vært fra mennesker til svin. Det har danske forskere fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut i samarbejde med amerikanske kolleger vist ved at sammenligne den komplette arvemasse fra stafylokokbakterier fundet i svin og mennesker.
De nye resultater viser, at MRSA-CC398 sandsynligvis er startet som en normal antibiotikafølsom stafylokokbakterie i mennesker – en bakterie, som kan slås ned med almindelige antibiotika. Herfra har den spredt sig til svin, og i svin er den blevet resistent over for antibiotika først af typen tetracyklin og dernæst methicillin.
Som en resistent bakterie har MRSA-CC398 tilpasset sig svin og har derfor været dårlig til at sprede sig til mennesker, der ikke har direkte kontakt til smittede svin. Da den oprindelige antibiotikafølsomme stafylokokbakterie stammer fra mennesker, viser undersøgelsen imidlertid tegn på, at den nyligt opståede resistente bakterie vil kunne tilpasse sig mennesker igen og derved lettere kunne sprede sig mellem mennesker.
MRSA-bakterier er resistente over for antibiotika, der er vigtige for behandling af livstruende infektioner hos mennesker.
Læs mere i en pressemeddelelse fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut.