Foto: Mikal Schlosser

På rustur uden rusmidler

For enden af en grusvej, i en skov et stykke udenfor Jægerspris, afholdt Polyteknisk Forening for andet år i træk en weekendtur, hvor øl var udskiftet med kold cola og lun kage.

”Jeg kan slet ikke følge med, du er vild til det her.”

Ordene råbes entusiastisk i den nordsjællandske skov. Der ligger en lille håndfuld sorte træhytter i lysningen. Bladene er grønne, selvom vejret ikke viser sig fra sin bedste side. Men selvom skyerne hænger tungt over lysningen, er humøret højt blandt de 35 nye studerende, der er taget med på året alkoholfri rustur.

En håndfuld unge mænd står i en cirkel og prøver at slå hinandens hænder på tur. Det hedder Ninjaleg, og stemningen er afslappet. De unge mænd griner og drikker Cocio, når de ikke prøver at undgå hinandens hænder. Rundt omkring sidder folk og småsnakker i mindre grupper. Der dufter lifligt af nybagt kage, og alle bliver budt et stykke. De fleste takker ja. Der er ingen ølstafetter, og ”skål” hører man sjældent på den alkoholfrie rustur.

”Vi var fuldt booket for længe siden. Der har endda været venteliste og det hele,” siger Jeppe Rode som er koordinator på turen.

Han er klædt helt i sort jakkesæt. Turens tema er ”Klæd dig ud som din yndlingsfilm”, og Jeppe er den uheldige superskurk Gru fra den animerede film Grusomme mig. De andre hjælpere på turen er klædt som Master Yoda fra Star Wars, pirater, vampyrer eller minions.

"Man føler sig altså stadig en lille smule udenfor fællesskabet, når man hele tiden skal forklare for folk, hvorfor man ikke drikker. Det er fedt, at alle er i samme båd på denne tur. "
Faghihe Taayeed, studerende

Stemningen omkring de brune træborde i midten af lejren er god. Folk snakker, drikker sodavand og spiser is, imens de venter på, at rektor og dekanen kommer forbi for at hilse på, som de gør ved hver eneste rustur, som DTU afholder ved sommerens studiestart. De insisterer på at hilse på samtlige nye studerende – 2163 – i mindre formelle omgivelser, og derfor bruger rektor Anders Bjarklev gerne en uge bag rattet, så han kan komme ud og møde de fremtidige ingeniører i hyggelige omgivelser.

Gider ikke øl

De nye studerende på denne alkoholfri weekendtur har meget forskellige baggrunde, og der er mange forskellige årsager til, at de har valgt denne frem for en traditionel rustur, som tager fem hverdage. Nogle har en travl hverdag, som ikke tillader at være på tur en lille uge, andre dyrker sport på eliteplan. Mange har bare valgt alkoholen fra, fordi de mener, at man lærer hinanden bedre at kende, hvis det klares uden en promille i blodet. En af dem som ikke havde lyst til at drikke, er Faghihe Taayeed.

”Jeg har slet ikke noget problem med alkohol, og jeg kan også selv drikke en øl. Men jeg orker bare ikke at skulle forklare folk hver eneste aften, at jeg ikke drikker,. Mange af de lege, man leger på almindelige rusture er heller ikke specielt sjove, hvis man er ædru. Derfor valgte jeg weekendturen uden alkohol, ” siger hun.

Mens der leges ninjaleg og spises kage, ruller en hvid bil ind på gårdspladsen. Ud stiger rektor Anders Bjarklev og dekan Martin Bendsøe. De er nu nået forbi denne atypiske weekendtur for at møde de fremtidige ingeniører, og for at fortælle dem, hvordan deres liv på DTU bliver de kommende år

”Velkommen på DTU. I er de udvalgte, som er kommet igennem nåleøjet! Uanset om I skal være her tre eller fem år, så kommer I til at se tilbage på denne her tid som en sjov, men også udfordrende tid i jeres liv, hvor I skaber nogle venskaber, I kan tage med jer resten af livet,” sagde rektor foran tilhørerne.

Herefter svares der på spørgsmål fra nysgerrige studerende, som gerne vil vide mere om alt fra udlandsophold til fremtidige jobmuligheder. Da alles spørgsmål er besvaret, vender rektor og dekan snuden mod deres nyligt pyntede bil. For som traditionen foreskriver, så blev deres bil pyntet, mens alles opmærksomhed var rettet mod deres taler.

”Just married”, står der i bagruden. Dåser hænger efter bilen og skramler, da de igen triller nedad grusvejen.

Foto: Mikal Schlosser

 

Bjørn Friman, Eksport og Teknologi

Hvorfor har du valgt den alkoholfri weekendtur?

Jeg dyrker konkurrenceskydning, og det kræver mange timers træning hver dag, hvis man vil være rigtig god. Derudover har jeg også en masse andre ting, jeg skal nå, så jeg havde slet ikke tid til at deltage i en klassisk rustur.

 
 Foto: Mikal Schlosser  

Malou Storgaard, Teknisk biomedicin

Hvorfor har du valgt den alkoholfri weekendtur?

Jeg drikker slet ikke. Jeg bliver vildt dårlig af alkohol, så jeg holder mig bare helt fra det. Derfor er det fedt med en alkoholfri rustur, hvor man kan være sammen med andre studerende, som ikke er berusede.

 Foto: Mikal Schlosser  

Ole Borup, Fysik og Nanoteknologi

Hvorfor har du valgt den alkoholfri weekendtur?

Jeg er danmarksmester i styrkeløft, og der er Sjællandsmesterskaber om et par uger, så jeg kan ikke tage en hel uge ud af kalenderen til at tage på rustur. Der skal også meget til, for at en gut på min størrelse bliver fuld, og så ligger jeg med tømmermænd hele den næste dag, så jeg drikker ikke ret ofte.

 Foto: Mikal Schlosser  

Faghihe Taayeed, Medicin og Teknologi

Hvorfor har du valgt den alkoholfri weekendtur?

Jeg gider ikke drikke. På en traditionel rustur går det meget op i alkohol, og selvom folk egentlig er rigtig søde til ikke at presse en til at drikke, så føler man sig altså stadig en lille smule udenfor fællesskabet, når man hele tiden skal forklare sig. Derfor er det fedt, at alle er i samme båd på denne tur!