Der er god grund til at være glad som nyuddannet diplomingeniør - man kommer nemlig hurtigt i arbejde. Her er dimittender fra diplomingeniøruddannelsen 2013. Foto: Thorkild Amdi Christensen

Der er rift om diplomingeniører

To tredjedele af de nyuddannede diplomingeniører er i arbejde under to måneder efter sidste eksamen. Langt størstedelen ansættes i den private sektor.

Blækket er dårligt tørt på eksamensbeviset, før flertallet af nyuddannede diplomingeniører har fundet sig et job. Det fremgår af en undersøgelse, som er foretaget blandt dimittender, der i perioden 2008-2012 afsluttede en diplomingeniøruddannelse ved DTU eller ved forhenværende Ingeniørhøjskolen i København (IHK), som fusionerede med DTU ved årsskiftet 2012/2013.
Undersøgelsen viser, at 62 % af dimittenderne havde fået tilbudt et job under to måneder efter uddannelsens afslutning. Hele 41 % havde et job på hånden, allerede inden de havde afsluttet deres uddannelse. Undersøgelsen viser også, at foruden at være hurtigt i job, så havde hovedparten - 87 % - fået ansættelse i den private sektor.

Uddannelse med relevans og kvalitet

Dermed imødekommer diplomingeniøruddannelsen de politiske ønsker om, at flere unge med videregående uddannelser skal finde vej til arbejdsmarkedet – især det private.

”Undersøgelsen vidner om en diplomingeniøruddannelse, der har både relevans og kvalitet. Eller sagt på en anden måde: DTU uddanner ingeniører med relevante kompetencer, og de er attraktive for arbejdsgiverne,” udtaler dekan Martin E. Vigild, der tilføjer, at det er værd at bemærke, at dimittenderne fra denne undersøgelse kom ud på et arbejdsmarked, der var præget af krise, og alligevel klarede sig flot med at komme i arbejde.

Selv mener de nyuddannede diplomingeniører også, at deres uddannelse har relevans: Adspurgt hvordan de selv vurderer kompetencerne, de har tilegnet sig gennem deres diplomingeniøruddannelse, svarer 91 %, at uddannelsen enten i høj grad eller i nogen grad har rustet dem til at varetage deres første job.

Praktikophold er godt

Diplomingeniøruddannelsen adskiller sig fra civilingeniøruddannelsen blandt andet ved, at den kun varer tre og et halvt år og inkluderer et seks måneders praktikophold i en virksomhed.

Praktikopholdet bliver fremhævet af dimittenderne som værdifuld. 68 % vurderer således, at de enten i høj grad eller meget høj grad tilegnede sig relevant erfaring for deres efterfølgende karriere gennem deres praktikforløb. 86 % af dimittenderne vurderer desuden, at praktikforløbet enten i høj grad eller i nogen grad bidrog til deres faglige udvikling.

"DTU uddanner ingeniører med relevante kompetencer, og de er attraktive for arbejdsgiverne."
Martin E. Vigild, dekan ved DTU

”Diplomingeniøruddannelsen er en kortere og mere praktisk og virksomhedsrettet uddannelse. Praktikopholdet bidrager i særlig grad til at sikre en kobling mellem teori og praksis. Den kobling bliver desuden styrket af, at DTU benytter det internationalt anerkendte og praksisorienteret koncept for udvikling og tilrettelæggelse af ingeniøruddannelser CDIO (se mere i faktaboks, red.), som har særligt fokus på at styrke de studerendes praktiske evner til at løse konkrete problemer,” forklarer vicedekan for diplomingeniøruddannelsen Lars D. Christoffersen.

Om CDIO

  • CDIO står for Conceive – Design – Implement – Operate og er et koncept for udvikling og tilrettelæggelse af ingeniøruddannelser, der er integreret i alle DTU’s diplomingeniøruddannelser.
  • Konceptet understøtter en praktisk og løsningsorienteret tilgang til problemstillinger inden for ingeniørfaget.
  • De fire faser i CDIO tager udgangspunkt i den professionelle ingeniørs virkelighed og karakteriserer den livscyklus, som ingeniørmæssige problemløsninger gennemgår.
  • CDIO-konceptet blev udviklet af Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA i samarbejde med førende svenske ingeniøruddannelser omkring årtusindeskiftet.