Den schweizisk baserede medicinalkoncern Roche har købt sig til et ’tredje ben’ i sit udviklingsarbejde ved at overtage Hørsholm-virksomheden Santaris.
Roche Innovation Center Copenhagen (RICC) hed indtil for nylig Santaris Pharma A/S. Den 4. august 2014 blev det nemlig annonceret, at virksomheden med 65 medarbejdere fremover skal være et datterselskab af Roche, som er en af verdens største medicinalkoncerner.
Den danske virksomhed har specialiseret sig i at fremstille en helt speciel type lægemidler. En lang række sygdomme er helt eller delvist forårsaget af genetiske ændringer. Hvis disse sygdomsfremkaldende ændringer betyder, at et gen overudtrykkes, kan man med RICC’s teknologi forhindre dette overudtryk og ’slukke’ for genet. På den måde vil cellen ikke længere producere de bestemte proteiner, som forårsager sygdommen. I princippet er det også muligt at aktivere gener, der sætter gang i produktion af gavnlige proteiner. Men af praktiske årsager har RICC foreløbig valgt at koncentrere sig om produkter, der slukker for sygdomsfremkaldende gener.
Bygger på samme molekyle
Virksomheden har gennem årene bragt en række lægemiddelkandidater ind i klinisk udvikling. De retter sig mod så forskellige sygdomme som cancer, stofskiftesygdomme og smitsomme sygdomme. Molekylet, der danner grundlag for produkterne, hedder LNA, som er en forkortelse for Locked Nucleic Acid. LNA er et såkaldt oligonukleotid. LNA kan betragtes som en syntetisk analog udgave af cellens proteinfabrik, RNA, og minder i sin opbygning om de signalmolekyler, messenger-RNA (mRNA), som kroppen selv bruger til at give RNA besked om, hvilke proteiner den skal producere. Molekylet mRNA, der koder for et givent protein, kaldes også for ’sense’, og da LNA virker ved at blokere mRNA, kaldes disse stoffer også for antisense-molekyler. LNA blev fremstillet første gang i 1997/1998 af henholdsvis den danske professor Jesper Wengel (Syddansk Universitet) og den japanske professor Takeshi Imanishi – uafhængigt af hinanden.
Blåstempling
Roche har i første omgang betalt de danske ejere 250 millioner dollar – mere end 1,4 mia. kr. – for at overtage virksomheden. Desuden forfalder yderligere 200 millioner dollar – 1,1 mia. kr. – under forudsætning af, at virksomheden når en række aftalte milepæle i det fortsatte udviklingsarbejde.
”Aftalen er en blåstempling af, at det, som vi kastede os ud i for 14-15 år siden, faktisk holder vand,” siger Troels Koch, medstifter af Santaris Pharma, nu vice president for forskning og chief technology officer i RICC.
Inden for medicinalindustrien skelner man normalt mellem produkter baseret på små og på store molekyler. De fleste klassiske medikamenter, der kendes fra apoteket, er baseret på små molekyler. Oligonukleotider er en ny gruppe af medikamenter, idet de strukturelt og virkningsmæssigt er helt anderledes end klassiske lægemidler. De trænger gennem cellemembranen og binder sig specifikt til sygdomsfremkaldende RNA-molekyler.
Roche, som har hovedkvarter i Schweiz og over 85.000 medarbejdere på verdensplan, fremstiller både medicin baseret på små og store molekyler. Med overtagelsen af den danske virksomhed får koncernen nu et ’tredje ben’ i form af LNA-baseret medicin rettet mod RNA.
Se mere på www.roche.com